området betragtet som et indgreb i den proletariske offentlighed, at
kirken således ville lægge beslag på en del af det frie torverum. Men
Nyrop fik sin vilje med henblik på den indvendige disposition af
det meget snævre byggevolumen: fortovspassage under trappean
lægget og kobberinddækkkede taglys.
Martin Nyrop vidste tydeligvis, hvad han ville. Men af fremtoning
var han ikke videre imponerende. Viggo Møller-Jensen, søn af
Rådhusets kalkdekoratør Jens Møller-Jensen og selv arkitektprofessor
en menneskealder senere end Nyrop, har i 1979, i kataloget til en
arkitekturudstilling på Statens Museum for Kunst, skitsemæssigt
beskrevet ham:
»Det er vel svært at skildre personen Martin Nyrop nu så lang tid
efter hans død. Selv har jeg i 1920 som trettenårig set ham i mine
forældres hjem. Han boede på Gentoftesiden af Gentofte Sø - vi
på Vangedesiden. Far fortalte glad at Mester Nyrop kom til the
med sin kone og datteren Ernestine.
Jeg husker ham som en venlig stille mand med lyse blå øjne, og
et gråt overskæg, det var året før han døde. Man sagde at han var
fåmælt. Han skulle ved en bestemt lejlighed holde tale. Han rejste
sig og nævnte et stednavn, som han mente alle kunne forbinde med
mødets formål, sagde skål og satte sig. Af statur var han ikke særlig
høj, men rank og tæt, med et rundt markant hoved, kort tæt hår og
kraftigt overskæg. Kunne måske minde om en bondemand eller
landlig håndværksmester, rolig hvilende i sig selv.
Vi ser ham godt skildret på P.S. Krøyers maleri over en dør på
Rådhuset. Konduktøren Emil Jørgensen, Nyrop og murerformand
Krone. De ses stående på bygningen ved tindemuren bag vægter
figurerne i fint vejr med udsigt ind over byen. Martin Nyrop, som
er den mindste, står i midten barhovedet, han holder en tommestok
og tegningen, som de er i færd med at drøfte.«
M a r tin N y r o p er k n a p t til at få øje på hø jt til vejrs m e llem sin e håndvæ rkere på
R å d h u stå rn e t. M e n h a n er d er, i n ed e r ste række ifø rt b ow ler. F o t. P eter L . P ete rsen .
189