84 / 221
BALLADE I BR
Alfred Was sa rd , bo rgme s t e r ,
Mag. 4. afd, 1962-78 , med l . af BR (kons.) fra 1943:
I mine unge år på Rådhuset var det uhyre sjældent, at der var ballade på tilhørerpladser
ne i Borgerrepræsentationen, og i så fald greb håndfaste rådhusbetjente ind, ellerformanden sus
penderede mødet, indtil der var tilvejebragt ro.
På et møde i begyndelsen a f 1950 var der en situation, som Berlingske Tidendes tegner
Herluf Jensenius fik lejlighed til at kommentere i en a f sine aktuelle tegninger, som han kaldte
»Af en lille mands Dagbog«. Denne tegning kunne se ud, som om tiderne allerede dengang
var, som da BZ'erne i 1980'erne kastede wc-kummer i hovedet på politiets folk eller som da
VS-tilhængere i 1983 trængte ind i BRs mødesal og besatte den.
Men alene det, at Herluf Jensenius tegnede situationen dengang, viser, at det der skete, var
noget ganske usædvanligt. Arsagen til balladen i 1950 var, at den kommunistiske gruppe
havde stillet forslag om en betydelig forhøjelse a f det budgetterede tilskud til arbejdsløses
brændselsindkøb. Inger Gamburg fra Kvindeligt Arbejderforbund var kommunisternes ordfører,
og hun fyrede godt op under ophidselseskedlen med den for hende karakteristiske meget saftige
sprogbrug, og det virkede på tilhørerne. Hun brugte ord og vendinger, som normalt ikke ville
blive tolereret i den pæne BR.
Hun sagde en masse om at ’skide i bukserne’ o. 1. og fik naturligvis formandens påtale
adskillige gange, men blev hujende akkompagneret a f den overfyldte tilhørerbalkons arbejds-
mænd og havnearbejdere, der lovede BR-medlemmerne, at de nok skulle få enden på komedie.
Det endte med, at tilhørerne, en anden type end nutidens ungdommelige ballademagere,
blev udvist. Men jeg skal ikke nægte, at jeg under Inger Gamburgs tale faktisk sad og glædede
mig til at læse, hvad hun nøjagtigt havde sagt, når jeg fik det trykte stenografiske referat a f
forhandlingerne. Det skulle blive interessant at se, om der fandtes stenografiske tegn for en del
a f hendes gloser.
Stor var min skuffelse, da referatet kom. Hendes grove og sjofle ord var blevet pudset og
plejet, så man kunne tro, at det var en hofdame, der havde holdt talen. Ved den lejlighed tabte
jeg troen på, at man altid kunne henvise til det stenografiske referat, når man ville bevise,
hvad der var sagt.
(fra A.Wassards erindringer:
»Det søde og det sure«, 1986)
8 6