110 / 425
102
' f o d
h i * 5
■*
v ^ U w ', n
s •
^
1 denne Vinter, hvor D rivis og Frost
Forsinked’ til daglig B ru g vor Post
E ller mægted’ den rent at spæ rre,
A lligevel man det Sæ rsyn saa,
A t hurtig kunde en Post os n a a : —
Men det var en Jobspost des v æ rre !
Den kom fra Rusland og gjorde bekjendt,
A t Kejserens L iv der ovre var endt —
For Snigmord maatte han segne.
Og Budskabet om hans Heden gang
V irked, som var det en Bombe, der sp ran g.
Endog i de fjerneste Egne.
E n eneste A fkrog fandtes der dog,
I hvilken med knusende Ro man det tog,
Skjønt det var et Ø jebliks S a g
A t ytre sin Sorg ved et eneste T e g n ;
Der lod man, som ingen Ting var i V e j’n,
Og det var i Danmarks R i g s d a g .
V a r det nu paa Grund af dens kostbare Tid ?
Vilde mulig man hindre ved uafbrudt Flid,
A t Finansloven kommer for silde?
E r til at omtale sligt et Mord
E n Folketings-Form and kanske for stor?
E lle r er vor Nation for lille?
Ja , skulde maaske først Venstres Kuld
A f at skjælde hinanden Huden fuld
I to Uger ti! have Nydelsen,
F ø r man kunde opdrive saa megen Takt,
Som var nødvendig for at faa sagt
De stakkels P a r Ord om Forbrydelsen?
Elle r var man saa dybt bleven rystet her,
A t ikke man kunde faa sit V ejr
Fo r A fsk y og S o rg og Deltagelse,
Saa fjorten D ags Tid maatte først hengaa.
Fø r Ordet man i sin M agt kunde faa
Til at tolke sin dybe B eklagelse?
— Fø rst da den ellevte Time slog,
Vor R igsdag, lig M ii n c h h a u s e n s Valdhorn, tog
Til at blæse i M oH -A k ko r^n .
Ja , bedre er sent end aldrig.
Man véd,
A t i Tingene her hører Langsomhed
Til Dagens og Tingenes Orden.
N I E L S L Y HN E .
(3. Op l a g .
P u n c h '
s Forlag).
IX .
IFru Boye havde sat Niels Lyhne Stævne i sin L e j
lighed.
Niels kom derhen.
Hun lukked ham selv op, men sagde Intet, han sagde
heller Intet. De tav begge.
Det var Entréen.
Saa
gjennemgik
de To tiende
en lang Stolegang
med Overtræk. Det yar Forstuen.
Saa kom de ind i en Stue med aabne Vinduer og
Gjenaemtræk.
Det var Dagligstuen.
Fru Boye tog sit Lommetørklæde og visked Støvet af
en Gyngestol, saa sagde hun viskende:
«Hør Niels!» og
kasted sig i Stolen, der gvnged hendes favre Legem.
• Je g er bleven forlovet!«
Stolen stod stille.
• Hvad behager?» sagde Niels.
• Forlovet!»
Stolen gynged.
• Forlovet!«
• Ja !»
Stolen stod igjen stille.
• Ja saa.
Farvel!« sagde han bukkende.
• Nej» — Stolen gynged igjen —- • saadan maa vi
ikke skilles.»
Saa fortalte hun om Forlovelsen. Niels sukked.
Hun havde rejst sig. Niels lagde Haanden om hen
des Liv. Han kyssed hende, han kyssed hende atter, han
kyssed hende atter og atter. Hun slog sine Arme heftig om
hans Hals, saa Polkaærmerne gled op og Underærmerne
gik løse, da Elastiken sprang. Kyssene faldt tunge mellem
dem, og dog faldt de dem saa let. Saa skjælved han ;
hun rev sig løs.
• Gaa Niels, gaa! Sæt min Forloved ringed paa!»
• Din Forloved?»
• Ja, min Forloved!«
Tre Uger efter var Fru Boye gift; og Niels digted
sig nu ogsaa bort fra hende.
*
Pludselig kom Juleaften bag paa Niels Lyhne.
Niels tilbragte naturligvis ikke den Aften
en fa m ille ,
men paa en Restaurant. Hvad brod en saadan Aand sig
om Juletræ ?
Niels Lyhne var ingen Julegaas.
X .
ISrik Refstrup kora hjem fra Italien. Han havde rejst
paa det Ancherske Legat som Billedhugger, og han kom
hjem som Maler.
Hans Billeder var smaa.
Paa et af dem saas i Forgrunden en let henkastet
Lazaron, lerblaa af sin egen Skygge, om Munden et rod
gult Skjær af en sunken Mandarin.
E t andet Billede var
• En ung Pige. Motivet fra Champagne*.
Hendes Øjne
var mørkebrune som Old Portvin, Haaret guldgult som
Medicinal-Tokajer, hendes Læber rødmed som St. Julien,
og over hende straaled den sherrygyldne H imm el, hvor
lette Madejraskyr drev for Vinden. Saaledes malte Erik.
Men havde han nu malet saadan i fjorten Dage, da
hændtes det tit, at Nydelseslysten paa den femtende Dag
g a v ham et Tryk sexten. Niels Lyhne digted ham igjen
til sig.
Paa denne Tid
erindred Niels
med Et,
at han
havde en Tante Rosalie, gift med Konsul Claudi i Fjordby,
der var hans Onkel. Underligt nok, i alle Heltes Levneds
løb dukke saadanne Onkler og Tanter pludselig op; de
slemme Helte glemme deres kjære Slægtninge, indtil der
kommer et Punkt, hvor de nodes til at fylde et Kapitel
med dem, saa erindre de dem paa én Gang, og det er
godt nok. Saadan var det ogsaa gaaet Niels.
Han kom
sin Familie i Hu, rejste til Fjordby, og Erik fulgte med.
*
*
*