115 / 425
107
ægyptisk Morke.
Vist er det imidlertid, skjent Mange
paastod, at den var uægte, at Ringen var et særdeles
kostbart Stykke.
Ligesaa er det meget tvivlsomt, om
den
atnbrosianske
Lovsang skriver sig fra Stamherren,
hvad Nogle have villet uddrage af, at hans Guitar i Feltet
til venstre er afbildet lænet op til en
S tu b ;
rimeligvis er
det kun den Stub, fra hvilken Slægtens Stamtræ udsprang.
XXI,
H o l s t
Stamherren til denne Slæ gt
var en saakaldet Mindesanger,
"D~ JWiili 'ffl
hvilken Benævnelse ikke kom
mer af, at hans Sange særlig
egnede sig til at mindes, men
af at de i Reglen vare skrevne
til Minde om en helst hojt-
staaende Afded;
den Lyre,
han ferer over sit Skjold, er
derfor i Modsætning til de
andre i Dag omtalte Slægters Lyrer omvunden med Sørge
flor.
Som Skjoldholdere fungere to kjoleklædte Middags
herrer, og i Skjoldet, som er skiveformigt, er der rejst en
hej Stang med en Papegøje paa Spidsen, hvilket henpeger,
paa Stamherrens Egenskab som Overskytte (mærk ogsaa
hans Devise:
«Glem ikke de smaa Fugleskydninger!«).
Stamhuset ligger endnu paa Vesterbro og kaldes Skyde
banen-, her herskede han aldeles egenmægtig, og det var
ikke alene farligt at komme ind paa hans Enemærker, da
han strax hvervede dem, han fik fat i, til at gaa med i
hans Sold, men det ansaas ogsaa for livsfarligt at opholde
sig i Omegnen indenfor Skudvidde paa Grund af hans
Skytters store Sikkerhed. Han var B ro d e r til saa mange,
at der næsten ikke i hele Landet fandtes en eneste vel-
staaende Fam ilie, uden at han havde en Broder i den, ja
endogsaa med udenlandske Kongehuse var han saaledes
beslægtet, han var f. Ex. en Broder til Dronning
O lga
og
repræsenterede hende her i Landet.
X X I I , K a u f l fm a im .
Stamfaderen var en Vasal af
foranstaaende Mestersanger, hvis
Ærinder han ved flere Lejligheder
gik.
Han var en omvankende
Sanger, en saakaldet Minstrel, og
da han oprindelig var Neger,
formoder man, at det er ham,
der har stiftet den udbredte
Ridderorden
C h risty M im trd s .
Skjoldet gjor et meget forvirret
Indtryk; det er delt i fire Felter, og fra dets Midte stirrer
et Medusahovede En i Mode. Den i everste Felt til venstre
anbragte sprudlende Kilde skal ikke, som Nogle have paa-
staaet, forestille
H ippokren e,
men maa efter Kildeskrifter
antages at gjengive
G ey ser
paa
I s la n d ,
til hvilket Land
Stamfaderen enGang drog paa Vikingetog i Kongens Følge.
Derefter foer han med sin Fostbroder
M a x N o rd a u ,
en
Balladesanger fra Germanien, til P a r i s og hjemsegte
denne By i lang Tid. Herfra skriver sig den i Feltet nedenfor
fremstillede Gliedermann, som er klædt efter sidBte Mode
de
Paris, jfr. Stamfaderens Omkvæd: «Gud bevares, hvor
al Ting er stort i Paris!«
I denne Verdensby gjorde han
Bekjendtskab med
M o lleres
Sen
A m p h itryo n ,
i hvem han
fandt saa stort Behag, at han forte ham her til Landet og
vilde naturalisere ham her. Da
A m ph itryon
imidlertid var
bleven skrækkelig lemlæstet paa sine Fedder (se de i
©verste Felt til hejre anbragte Fødder, de saakaldte Verse
fødder, der ere af et jamberligt Udseende), vilde de Indfly
delsesrige i Landet ikke anerkjende ham som ægte, hvor
over der rejste sig en svær Fejde. Til Belønning for de
mod Huset
M o llere
udviste Tjenester ophævede Frankrig
Stamfaderen i Adelsstanden og udnævnte ham, som det
ses af Sablen og Sporerne i sidste Felt, til
O fficier de
V academ ie.
Heymannsklänge.
81
l
Om en højst fatal Geschichte
Sørgelig jeg Harpen slaar:
Lykken kunde H e y m a n n svigte!
Skjønt han gjør, hvad han formaar,
Er det sørgeligt, men sandt,
Ei han blev «Repræsentant».
Han, som har vor Gane vædet
Med sit Bajerskøl saa tidt
Og vor Industribank reddet
Ædelmodig fra Fallit,
Skal fra Stadens vise Mænd
Haabløs stænges ud igjea.
Her i Byen finder ej man
Mange Mænd, om hvem kan si’es,
At de har forstaaet. som H e y m a n n
Paa slig Post at sætte Pris
Og for Resten ogsaa paa
Stemmerne, som lod sig faa.
Værtshusholderen fortryllet
Var af hans Elskværdighed;
Om hvor David lijøbte Oliet
Skulde Byen faa Besked,
Udsendt blev diverse Raad:
Stem paa vor Kommerseraad!
Men i Regningen en Streg han
Til sin Sorg ved Valget fandt,
Skjønt der raabtes: Hi! Ha! He yma n n !
Snart i Olbas, snart Diskant,
Han paa Gammel-Torv dog maa,
Moses lig paa Nebo, staa.
Han med Grund sig kan beklage
Over Skæbnens Tngtens-Ris;
Ingen Ting han faar at smage,
Naar en Bidstrups-Middag gi’es,
Men maa nøjes med — o Ve! —
En Kop geografisk The.