111 / 425
103
Theaterkatten spinder.
K on sekven ser.
Ja fy for
Katten! Kunde man bare slippe
for
Konsekvenserne.
Men
Konsekvensen er det Uund-
gaaelige, det, man ikke kan
vride sig fra. Mavepinen oven
paa
Fraadseriet, Katzenjam-
meren oven paa Drikkegildet,
Skrædderregningen
ved
N ytaar,
L —O
i
Dassavisen,
Chresten
Berg
ved
Finanslovbehandlingen,
Heymann
paa Skydebanen, Erslev ved Hoftheen, de rede Plaka
ter efter Sarah-Bernhardtrusen, Ebbe efter Flod, »Hverner-
han« efter Ibsen og Hostrup.
Konsekvensen af den bort-
lebende Nora var den bortløbende Eva, og a f den bort
løbende Eva kommer scm Konsekvens en fortløbende bort-
løbende Bækkefølge af N ora-Dora-Eva-Bettyer, og Smeld
med Porte og Graad og Tænders Gnidsel mellem Publikum.
Konsekvensen af Publikums Følelser slaar ud i Klap, og
af Klappene følger som Konsekvens Piberne, af Piberne
maaske Gongongen, af Gongongen mere Feu, af mere Feu
færre rede Plakater, af færre røde Plakater bedre Hus, af
bedre Hus Flod i Kassen, af Flod i Kassen Rejser til Paris,
af Rejser til Paris Sarah Bernhardt nok en Gang, og saa
er vi til Slutning kjørt hele Banen rundt, og det er det,
man kalder Konsekvens. Det kalder jeg det. Og jeg har
faaet Konsekvenserne at føle, for der maa have siddet
Nogen paa Lur den Aften, jeg havde den Samtale med
salig Peter om Økonomiforvalteren, og sat ondt for mig,
og Konsekvenserne af den Historie har været, at jeg er
bleven lukket inde i mørkt og ensomt Fængsel i det Skab,
Fru Erhart tager Skrinet ud af i Drot og Marsk, og der
bar jeg siddet i fjorten Dage paa Mælkevand og Surbrød
og ikke set hverken Sol eller Theatermaane eller Jean de
Den Hovedlandevej, der kommer fra Fjordbys Opland,
er en mærkelig Vej.
Den naar Byen ved Konsul Claudis
Have; men om den saa ender
paa
Konsulens Gaardsplads,
eller det er den, der løber videre, det er aldrig bleven
opklaret: mange have fulgt den lige ind i Konsulens
Gaard, men man er ad denne Vej aldrig kommen videre
end til Konsulens Frokostbord. — I Bønderstuen, Kontoret
og Folkestuen lugted der af Blaamand, skidne Træsko,
vaade Tørfisk, tørre Jyder i Vadmel og gamle Koner i
Hvergarn. I Hjemmet var der en egen Duft. Den var
som af Blomster, hverken som Katost eller Vortemælk,
men som Duften af en poetisk Blomst i et Schandorphsk
Digt. Der var mangt og meget at se i Stuerne. I Vindues
karmen blorastred der i grønspraglede Potter rødspraglede
Fuchsiaer og i gulfarvede Potter blaafarvede Natklokker.
Mærkeligst var Møblerne.
Smaa Borde med store
Plader som Drenge med Abbatehatte, paa det grøn- og
brun
8
tribede Tæppe Stole, der krøb paa alle Fire med
krumme Rygge som krumbøjede Lugekoner i et Jordbær
bed, smaa Sekretærer med tynde Ben og andre Sekretærer
med andre Ben.
Claudis havde to Børn, en Søn, der, som slige Søn
ner, var paa et Handelskontor i Hamborg, og en Datter,
der hed Fennimore.
Nu kom Niels Lyhne og Erik. Og Erik blev forloved
med Fennimore. Det holdt Niels ikke af.
XI.
TFre Aar ere gaaed.
Erik og Fennimore ere gifte,
roen elske ikke hinanden. Niels og Fennimore ere ikke
gifte, men elske hinanden.
Saa dør Erik.
• Det var den Tredie,* sagde Niels. Nu haded Fenni
more Niels, og hun tænkte paa sin lykkelige Barndom,
da hun laved Champagne af Sodavand og Eau de cologne.
Nivelle eller Konsekvenserne, ja ikke en Gang et Efter-
aarssolglimt, og naturligvis kunde jeg godt anmelde det
alligevel og fortælle, hvor meget højere Brun er end Ja -
strau, og hvor meget dybere Frøken Skytt er end Fru
Liitken, men hvad vilde Konsekvensen være ? Man vilde
sige, at jeg plagierede Jacob Davidsen.
Konsekvensen af
det Hele er, at jeg ikke gider tænke mere paa Konsekvenser.
Saadan gaar det vist Mange.
Gaarden har Plads til en Mødding kun og til en fugtig Kjælder,
Kjælderen søger paa sin Manér svage Sjæle at fange,
Skjøndt den ejer é n Martyr kun, men han er saa god som mange.
H
ørup
hver Dag har næstendels skjult baade Modding og Have,
Venstres Smudsigtøj paa et Stillads lufter han ud, den brave.
Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude,
Hver har i Haanden et Blad Papir, som de besmore derude.
Blækket torres i Solens Brand — Sovnen over dem daler—
D
ra ch m a nn
stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt
o g
galer.
XII.
2 to Aar flakked Niels Lyhne om i Udlandet.
Ved
Gardasøen forelsked Niels sig i en Operasangerinde, Madam
Odéro, en af de Damer, der paa visse Punkter i Heltes
Liv virke som en musikalsk Mellemakt ved en dramatisk
Forestilling.
Hun svigted Niels.
Saa rejste han til
Limone, hvor han a f Fortvivlelse drak saa megen Limo
nade, at Sundhedspolitiet udviste ham.
XIII.
dDmtrent et Aar havde Niels boet paa Lønborggaard,
styret dens Drift og sine egne Drifter.
Da gik det op for ham, at Varde laa i Nærheden.
Dér bode Kancelliraad Skinnerup med sin Datter Gerda,
som havde merkblaa Øjne, der sad under bløde Laag,
hun løfted i langelig Forundring. Hun og Niels mødtes
i Kancelliraadens Have.
Han sagde ingen Ting, huu
sagde noget lignende. Enden blev, at de blev gifte. Folk
sagde: *Nu har Niels Lyhne faaet sig en Kone!*
*
*
Efter tre Aars Forløb døde Gerda.
• Det var den fjerde,* sagde Niels.
X IV .
2 Krigen 18 6 4 gik Niels med som frivillig og fik
ufrivillig en Kugle i Brystet, som det semmed sig en Helt.
Han kom paa Lazareth.
En Ven spurgte, om han ensked en Præst.
•Nej!* svared Niels Lyhne saaret og vendte sig med
ædel Harme.
Saa digted Niels Lyhnes Aand sig bort fra hans Legem.
.Det var den Femte.-
Men det sagde ikke Niels Lyhne. Han havde ikke
mere at skulle have sagt.