107 / 425
99
I)et var mig imidlertid umuligt. Jo længere vi kjørte,
desto værre biev det.
Lidt efter antog nemlig den Ene,
at Øresund var paa Vejen til Fyn , medens det var den
Andens uforgribelige Mening, at Øresund gik fra Kattegat
ind til Kallundborg.
Je g var bleven hel ørvaagen og spilede Øjnene op, for
nu begyndte jeg at blive ængstelig. Je g havde jo før hørt,
at mine Medrejsende skulde af ved Roskilde; sæt nu, det
var to nye Beboere af Bidstrup, jeg var i Koupee med,
man havde da før baade. hørt og læst om slige uhyggelige
Scener i et Jernbanetog. Je g sad saa stille som en Mus
for ikke at henlede Opmærksomheden paa mig, men al min
Forsigtighed nyttede ikke Noget.
Der var nemlig igjen opstaaet en lilire Tvist imellem
dem, og denne Gang appellerede de til mig for at faa den
afgjort. Je g svedte Angstens Sved, da de rykkede ind paa
m i g ; jeg havde saa ofte hort Tale om de Kræfter, Van-
videt giver selv spædlemmede Folk, og hver enkelt af
disse To saa ud til i al Magelighed at kunne gjere det af
med mig i aldeles normal Sindstilstand.
Men der hjalp
ingen Udflugter; de havde set, jeg havde været med fra
Kjøbenhavn, og nu forlangte de Oplysning af mig, om
Kattegat løb mellem Kjøbenhavn og Malmø. Je g bemær
kede med skjælvende Stemme, at jeg ikke var rigtig inde
i de geografiske Forhold ; men de blev ved at buldre løs
mod hinanden.
Den Ene paastod, at det var ligesaa sikkert
som, at Masnedsund forbandt Lybæk med Vordingborg,
medens den Anden med Vished vidste, at Stockholm laa
mellem Hveen og Helsingborg og at Fyn laa i Korsør,
og det vidste jeg vel ogsaa, spurgte han.
Je g greb i min
Fortvivlelse den Udvej at sige, at det kjendte jeg ikke
Noget til. jeg var lige ankommen fra Lolland.
»Lolland?«
udbrod den største af dem, »hvad Fanden? det ligger jo
i Kattegat!« Og s a a brast han ud i en skraldende Latter.
Den Anden fandt, det var en ganske udmærket Vittighed,
og stemmede strax af fuld Hals med i den uhyggelige,
vanvittige Latter.
Je g var ved at besvime og lukkede Vinduet ned for
at faa frisk Luft og tillige se, om der ikke tilfældigvis
skulde være en Konduktør at opdage; men nej, ikke Spo r!
• Kan De se Roskilde?«
spurgte
den største og
stærkeste igjen.
»Der skal vi af! Je g skal ud med min
Kammerat
d e r,
for der er noget galt med hans Skrue.«
Je g kunde ikke svare et Ord* saa tør var jeg i Hal
sen; men der var ingen Tvivl længere; i det mindste den
Ene af dem var gal, hans Kammerat sagde jo ligefrem, at
han havde en Skrue løs, og tilmed talte han saa ugenert
højt, at, det var umuligt andet end, at den paagjældende
maatte høre hvert Ord. J Hvad skulde jeg gribe til? Jeg
saa mig om efter et Forsvarsvaaben.
Heldigvis peb Loko
motivet i det samme; vi var i Roskilde.
Mine Rejse
fæller steg ud, og je g sank mere ded end levende tilbage
paa Sædet; men saa kom Konduktøren og aabnede Døren
med sit sædvanlige: »Roskilde! Fem Minutters Ophold!»
Je g for op, greb ham i Kraven og raabte til ham: »Hvor
kan det falde Dem ind at sætte mig sammen med to gale
Mennesker?»
■Gale?» svarede han, »Nej, det maa De meget und
skylde, det var to Dampskibs-Kaptainer.«
•Dampskibs-Kaptainer?« udbrød jeg,
»Saa forstaar
jeg det!«
Med et Spring var jeg ude af Koupeen, overhalede
Kaptainerne, trykkede dem hjertelig i Hænderne og bød
dem paa et lille Afskedsbæger, idet jeg beklagede, at vi saa
hurtig skulde skilles fra binaDden.
Vi tømte vore Glas,
takkede gjensidig for behageligt Selskab; men fer jeg tog
videre, gik jeg dog ind paa Stationen og meldte mig pr.
Telegraf ind i det geografiske Selskab ior at faa mine for
virrede geografiske Begreber bragte i Lave igjen.
Jdimm elbrev
:keren <§j
6
mstisrne <§iernson.
p . t. the fa r west.
Ho ho! Her sidder den (famle
G laje svingendes et Bæjer V al-
liallapuns a den immervæk b ril
lejante Honningfabriks Prodok-
tioner paa G raabrøjretorre og
sennendes sam tiji sine Tankers
immervæk letflyvendcs G uttapæ r-
kaballonger ujen Snor i over det brusendes Palanderhav
lel Amerikas bøljendes H vejemarker søjendes der Velæ r-
værtiheden prækkende Frihejen og Repoblikken for alle
grinagtie gule Kinesere og kulsorte Niggere sam t melerede
Mulakker og anløbne K v a rt eronsnujer ovre i de gem ytliv
K allefornien. Sittendes saadan arriverer netop voreses
gam le hinkendes P o stb u j, S k i m e r værendes prottesjeret a
den gam le O d in som Statskunkorangsje mod den lille skjæ v-
benede men aliievel m ed flere K reaturm iles F art i H o ved
vagten fremdampendes private Bydreng H e r m o d , samme
værendes paa Grund hera ufskaaren fra Avisers og Breves
Overbringelse og nærendes sa j a p riva t $jov og Aksie
-
spekulasjon
Men gam le Odin ro/lendes alle Gujerne a n -
søjendes om lidt mere Fut og henvisendes dem til den kongeli
danske Indenrismanistcr lemm er TJnnerteinede værendes
immervæk loyal et Bæjer for Samm e lakkendes ham p riva t
og ganske unier os, fordig han vil ligge en Jærnbane
lige u j fra Nørrebro tel den gam le gemytlie Bakke ska-
vendes derved osse Statskunkorangsje med derværendes
monopolitiserende
K arru ssel- og Skyjebancr.
Hvoru
Føljen v a r a den gam le Færtignant først i denne hellie
Tim e erholte D a s s a v i s e n a 15de M arts læsendes deri
om Velærværtihejens K orstog uje mellem di vilde M en
nesker i Am erika mindende mig om W alter Pengeløs ossc
dragendes i H istorien u j for a omvende Tørkerne, og
hvordan Velærværtihejen kom galt usted sammesteds me
di gam le Profeter iklce erindrendss va gamle Færtignant
erfarede i sin spanskgrønncste Ongdom nernli a den foste
Grondsætning immervæk ska være nioc pille ved Festungen,
og hade Velærværtihejen nu bleven bombarderet med
raodne Æ g, hva der kunne vaaren hændt samme, ikke
videndes om der jo ikke kunde ha vaaren En a di
H viders Æ tlinger til steje sammesteds villende nok sp a n
dere en Blomme p a a Velærværtihejen eller Samme va r
bleen rullen i Tjære me bagetter paafoljendes Neddøppelse
i F jer og dera flyjendes Ombærelse paa Gajerne og annen
Sjandalle, som et velordnet rcpoblikanskSam fund m aa ha en
gang imellem tel Opmontring og Størkelse a di patriotiske
Følelser, saa hade Velærværtihejen derigjennem mulivis kunnet
ressekere a blie væmmeli ve de Hele og faa K valm e og
andre ubehavelie Fornemmelser angaac ides de frie am e
rikanske Statsliv og di repoblikanske Engstilutioners op
livendes og opvækkendes Engflyjelse pa a den hoinurdiske
Folkeaand.
H vora Føljen ku være bleen a den onge
norske Bepoblik værendes inu kuns et Svøvelsebarn bekom
Kneb i Maven derigjennem havendes engen annen Næring
a ty tel end Velærværtihejens altid frisk paafyldte P a tle-
flaske. H vorfor TJnnerteinede engstændi anmojer Velær
værtihejen om aa salvere sit dyrebare Skin, inden samme
blier nejlagt i en Tjæretønde sotn en Ansjos i Saltlage og
kanskesens rem itteret det gam le Norje eller det næsten
iisaa gam le D anm ark i en ammerikarisk Fustasje me p a a
m alet •F orsegti!’ va der velle bedrøve Velærværtihejens
immervæk trofaste gam le glaje
T y r o t e r - I ^ f c r t i f f n u n t ,
p. 1. Valhalla.