102 / 425
94
Fra det hedenske%Hus.
XIL
«j^kjønt man just ikke Ve n s t r e skal beskylde
For Overflødighed a f milde Dyder,
Saa har det, — hvor utroligt end det lyder, —
Dog dyrket én af deres Hjerters Fylde.
Én Dyd er kommen her paa rette Hylde;
O g
enten man
o s BojSENS
Karper byder,
Hvad eller
C
h r e s t e n
P
o u l s e n s
tørre Jyder,
Elendigheden véd den at forgylde.
Og denne Dyd er c h r e s t e l i g T a a l mo d i g h e d ;
Thi enten man er lutter F y r og Flamme,
Hvad eller A lt man tager med Koldblodighed,
Saa bliver Venstres Taalmod dog den samme,
Selv naar Sessionen burde være omme,
Og ikke ud af Stedet man kan komme.
XIII.
«^pa
B
e r g s
Taalmodighed staar nok paa Højden
Af, hvad præsteres kan, og er saa stor,
A t den kan prange i sin bedste Flor,
Naar den hos andre Folk er gaaet fløjten,
Og man maa tilstaa, det er ingen Spøg den
A t sidde aarevis nær Statens Ror
Og dog kun spille første Matador,
Naar man er hjemme hos sig selv i — Sprøjten.
Og han maa finde den Ting højst fortrædelig
A t R e a l i s m e n , som han protegerer,
Skal stemples her som smudsig og usædelig.
Men sligt dog ej den store Aand generer,
Og
C
h r e s t e n
B
e r g
trods Lejre-Grevens Rasen er
Størst blandt «det unge Danmarks» Mæcenasener.
N I E L S L Y HN E .
(3. Op l a g .
P u n c h
's Forlag).
IV .
IBigum meddeler Niels skabende Kræfter, og Niels
skaber sig, alt hvad han kan.
V.
Hayhne havde en Slægtning langt ude i Landet; han
dede og efterlod en levende Søn, Erik Refstrup, der blev
Kammetat med Niels og Frithiof.
Erik skulde være
Billedhugger, derfor blev han et Aar paa Landet og ud
viklede sine Armkræfter ved at slaa Sten efter Kirkefløjet.
Eri Dag sad han med Niels og saa Billeder i »Punch*.
Niels viste ham Tauber, Helten fra Slagelse.
-Han er grim,* sagde Erik.
»Grim! det er jo en H elt; men se her, her er Billedet
ai den store Digter Schandorph, — er han ogsaa grim ?*
»Nej,» sagde Erik, »han er dejlig, — hvilken ædel Næse,
hvilket venligt Udtryk i de barnlige ø jn e , og hvilke fint
formede Træk!»
Dagen efter rejste Erik.
V i .
ISrik stod i Atelieret med Knebelsbart paa og saa
mandig ud ved Siden af Studenterne Lyhne og Frithiof
Petersen.
Lidt borte sad en lavrygget Frue paa en højrygget
Stol med en guldrygget Bog.
Det var Fru Boye.
Lille var hun, lidt lille, en lille Smule lille, en ganske
lille bitte Smule lille, med en lille Ulla Kjole paa, med
klarbrune øjne og lyshvid Teint, der svared til de gylden
matte Kindrundinger og den brunbrændte Blondhed. Hun
lo snart lettende langt, snart tyngende kort, snart lystig
højt og snart lystig lavt — yndig barnligt! Tænderne
var mælkehvide, tykmælkehvide, næsten æggehvide.
Men hun var slet ikke noget Barn.
V ar hunm aaskeen lille ubetydelig Smule over tredive?
Hagen sagde ikke nej, saa lidt som Underlæbens over
modne og Overlæbens underskjønne Biussen; hun var fyl
dig af Skabelse, med velhavende, faste Former, der frem
hævedes af en lys, lilla Kjole, stram og sluttende som
Skindet om en Salamipølse. —
»Afbryder jeg Lekturen?« sagde Frithiof og kasted
et Blik paa hendes Bog.
»Nej, aldeles ikke,» sagde Fru Boye og saa med
uundgaaelige Øjne paa Frithiof. »Hr. Refstrup og jeg har
skjændtes den sidste Time, — Hr. Refstrup er Idealist, —
uh, hvor det er kjedeligt! Se paa den Bakkantinde der, —
dersom den skulde i Katalog — »Nr. 99. En Konfirmant*
inde i Negligé staar paa de bare Ben og glor paa en
Ribsklase» — Hnn sknlde knuse og mase de R ibs, saa
Saften løb hende ned ad Brystet, — hvad?«
Og hun
rusked i Frithiof, saa hans blufærdige Tanker faldt ham
ud af Ho’det sorn modne Blommer af et rystet Blommetræ.
»Ja,» sagde Frithiof, »der mangler Umiddelbarhed.«
»Aa, der mangler det Naturlige, — der mangler Mod.
Hverken Kunstnere eller Digtere har Mod til at fremstille
den nøgne Virkelighed. — Herman Bang, han havde Mod!«
•Ja , Herman Bang, ham kan jeg nu ikke komme ud
af det med,« sagde Erik.
•Nej,« sagde Frithiof, »denne Barsærkegang i Lysets
Kjælder — u h !«
— Saa gik Fruen leende hen i den anden Ende af
Atelieret, og dér fandt Niels hende.
• Hvad læser De?« sagde Niels.
•Helge, Oehlenschlågers Helge,» sagde Fruen.
»Hvilken Sang?»
• »Havfruen besøger Konning Helge«, — det er dér.