99 / 425
91
Polen end . at han havde en sto* Familie der og var usige
lig gcdgjørendes.
Saa skjændte
P u n ch
paa ham og vilde
til at skrive ham en Anmærkning, men herover blev den
lille
H e ym a n n
aldeles fortvivlet og tilbed
P u n c h ,
at han
vilde give liam saa mange Penger, det skulde være, naar
han blot raaatte slippe.
• Naa det manglede bare,» sagde
P u n ch ,
og saa buk
kede han begge Ender sammen paa lille Heymann og
dekorerede hans Bagbygning med nogle Extraforsiringer.
• Medens dette foregik, var der udbrudt et skrækkeligt
Spektakel.
Fuxen og Vicefuxen sloges.
P u n ch
nærmede
sig med Riset, men da han saa, at det var
C arstensen
og
Secher,
der »mulede* hinanden, sagde han som hin store
Sultan: «Allah er stor, enten Svinet æder Hunden, eller
Hunden æder Svinet!* hvorpaa han befalede at sætte dem
begge udenfor Deren.
D et hjalp, og da der igjen blev
Rolighed i Klassen, oplæste
P u n ch
de Karakterer, der
var bievne givne i Dagens Leb.
D ra c h m a n n
fik
m g?
for Versifikation og
S le t?
for Logik, hvorimod
G je lle ru p
tik
Slet
i begge Dele.
H e rm a n B a n g
fik
M d lg .
i dansk
Stil, og
D a s s a v is e n
fik
Tg.
x . Derimod fik
Tietgen Ug.
i
Rentesregning og
C. v. H a lle r U g .X
i T ysk, hvorover
F ro st
blev misundelig og sagde, at
P u n ch
var hestukken
af det nationalliberale Parti.
Medens
P u n ch
foreholdt
ham. at dette stred imod Skolens Disciplin, og truede
med at sætte ham i Bøjen for Opsætsighed, blev Klassen
mere og mere urolig.
D a g b la d e
t var begyndt med at
smide tyggede Papirkugler paa gamle
B e rlin g s k e ,
der lige var
falden
Sevu over sin egen Smørnotering og blev saa
vred, at den gav sig til at skjælde og smælde og smed
den lille Tabel i Hovedet paa
D a g b la d et.
T a u b er
og
B e rg
sloges, og
T a u b er
bed alle dem, der kom ham nær,
hvilket især gik ud over Postembedsmændene;
Schelde
tilbød sig at drikke Skaller med hvem som helst;
Schan-
do rp h
og
H ø ru p
laa under Bordet og kneb
P lo u g
i Læ g
gene, medens Dyrlægerne skjæidte hinanden ud af deree
Oxelungers fulde Kraft.
Værst faren var dog den stakkels
In d en rig sm in ister.
Han var falden mellem to, tre lange
Grossererdrenge, som han havde været saa letsindig at
give Grovheder, og nu faldt de Ållesammen over ham.
Naada, hvor han blev • munket af* !
Han brølede om
Hjælp, men deT var ingen Andre, der vilde hjælpe, end
Fatter
B e rlin g ,
der lovede ved næste Aarsoversigt at
fremstille Slagsmaalet i et for Ministeren saa gunstigt
Lys som muligt.
Forgjæves søgte
P u n ch
at overbevise
Grossererdrengene om, at «man ikke maatte vente, at Hans
Excellence skulde gjøre Undskyldninger, det maatte være
nok, at han brølede. Man kunde jo dog ikke vente mere
end et Br — — •
Her opstod der saa voldsom en Larm i Skolestuen,
at
P unch
neppe kunde høre sine egne Ord.
Forbittret
for han op paa Kathedret, siog i Pulten, saa det drønede,
og raabte med tordnende Rost
»S ilen tium !»
Der blev stille, ganske stille. Drengene gled sammen
i en Taage, de hvidkalkede Vægge blev mørkere og mør
kere, helt sorte. A L Ting blev mørkt.
P unch
aabnede
Øjnene paa vidt Gab, stirrede og stirrede. Saa gik det.
op for ham, at han havde dromt. Han sad i sin egen
Stue, i sin egen Lænestol. Han var ikke Skolelærer, havde
ikke faaet Statstilskud.
Hvad havde han faaet i Stedet
for sin dejlige Drem? — Der var en kvælende Dunst i
Stuen,
• L a m p e røg! * udbrød
Punch.
Lys og Skygge.
Nu nænner sig Vaaren til Nordens Athen,
Slig Gjæst man højlig bør hædre;
Den kommer hos os paa den grønne Gren,
Tak ske vore vise Fædre.
Naar Foraaret kommer, maa Stenbroen her
Ej sættes i altfor slet Lys
A f e h l e r s k e Gasblus, hvis straalende Skær
Er iig 2V< Spermacetlys.
Nej, saa maa her mere Oplysning til;
A f Skumleri er man en Fjende
Og derfor til Skyggen man sige vil:
Gaa væk, og lad Solen skinne!
Ja. det var den velvise Magistrat,
Som oppe paa Nytorv troner.
Den fandt paa et Raad, som er rigtig probat:
Den kapper blot Træernes Kroner.
Den kapper Kjærlighedsstiens Træer,
baa der bli’er nok ikke Skygge
A f Tvivl om, at Skyggesiden der
Mod Solstik kun lidt skal betrygge.
Ja, bort fra Skygge og fra Bedrag
Med Økonomien i Staden i
Nu øver den sig paa et andet Fag,
Nu kommer til Kappelyst Raden.
Men man maa nu slet ikke tro. at man faar
Spredt Solskin over det hele;
Thi Lys og Skygge man prægtig fors Uar
Til Byens Tarv at fordele.
i nye Parker og gamle Alleer
Man Lys har Kommunen forjættet,
Men Skyggesiden des værre man ser
For tydelig paa — Budgettet.
Thi den, som i Hundedagssolens Skin
Vil faa ondt af Sommerens Lidelser,
Kan vandre i Regnskabets Skygger ind
Og svales af Overskridelser.
Se, derfor skal nævnes med Hæder vor By s
Magistrat, som paa Nytorv troner;
Fra Træernes Kroner den skaffer os Lys,
Men Skygge fra Bergernes Kroner.