94 / 425
Sørge-Serenade.
Hytten er lukket, Sceneu er stille,
Gassen ej glim ter bag Lam pernes Giar,
T aarer! mens let over Kinden I trille,
Gjerne vi vilde
Synge og spille,
Kronerne til vores K asser det bar.
En velbetænkt Betænkning.
E t mægtigt Opus nys for Dagen kom —
Finensudvalgs-Betænkningen det kaldes —
E t bindstærkt Værk, der æsker Folkets Dom
Og stiller sig
sans gène
frem for Alles
Kritik saavel i Rigsdagssalen som
Paa Kaffehuse, hvor det nu kan faides.
Enhver omtrent sig feler i sin Visdom
Forpligtet til at fælde en præcis Dom.
I f i r e Maaneder vi vented’ stet,
Paa, hvad der vel omsider vilde komme ;
Nu endelig er Ventetiden omme,
Og man trakterer os med Surt og Sødt.
Se, fire Slag? Partier har vi mødt,
Men det var ej tilstrækkeligt for Somme.
Og derfor se vi en just ikke splinter
ny Mikrokosm’ : Solopartiet W i n t h e r .
1 f i r e Maaneder forgjæves gloede
Man efter Frugten af en langstrakt Flid.
Der var et Øjeblik, man næsten troede,
Paa Grund af denne strenge Vintertid,
At disse femten Færgemænd, som roede
Hin Baad, vi ventede, nu laa i Strid
Med Elementerne, om ej ved Sprogø,
Saa muligvis mod E l e m e n t e t B o g ø .
De lire Maaneder var nu til Ende,
Saa fik vi det imødesete Værk:
Det var just ingen Tornmerstabel stærk:
Nej, nærmere en Bunke Pindebrænde.
At ikke man har raset som Bersærk
Imod det Forelagte, vi bekjende:
Det Nye, som hin Statens Ober-Kænaner
Har vist os, er kun nogle »Samraadsæmner».
Thi man har plejet Raad om Terpentin
Og om Petroleum og Fribilletter
Til Rigsdagsmænd og lukket Vogn til Svin
Og Stude i de kolde Vinternætter,
Om Jernvejsfart med Flynder. Torsk og Spætter
Og andre Smaating — muligvis for Grin? —
Thi at man i det Meste af et Halvaar
Forhandler sligt, kan næppe være Alvor.
For Resten er, saa vidt som vi har set det,
Nok Animositeten lige stor
Mod Dannelsen og Universitetet
I Aar, som den har været det i Fjor.
Theatret har man ogsaa paa Tapetet:
Der hjælper ikke nogen Kjæremo’er!
Der spares skal! Dog ikke i Parketterne
I Retningen af Rigsdagsfribilletterne.
For øvrigt i det Hele og det Store
Kan det vel ingenlunde nægtes, at
Forsonligheden kommer pænt til Oide.
Man har ej villet tage rigtig fat.
Man Valgtribunens Nærhed let kan spore,
Det er, som om den har Sordine sat
Paa alle disse «Ferste-Fiveliner\
Der skal til G r a m s om Vælger-Appelsiner.
Hvad der laa øm Smørret.
M o g e n s e n frøs 3 Grader
Celsius.
Hans
Næse var
ganske violblaa.
og Marts
solen havde kun formaaefc at
fremkalde
en
ganske lille
klar Draabe, der randt stille
blinkende ned ad Næsetippen
som
Tagdryp fra en Istap
Med valne Hænder greb han
ned i den sidste Ottingjydske
Herregaardssinør, medens hans biege Læber fremmmalede
en kuldegysende Forbandelse over isen, i hvis kolde Favn
tag den dyrebare Ladning holdtes isbunden i den for sin
Isfrihed saa hejt og lydelig anbefalede G r e n a a - H a v n ,
Mange vare de Kroner og Ører, som denne hæderværdige
Olding fordrede i Tribut af
P u n e k ’s
heldigvis nogenlunde
velforsynede Lommer, og da de blanke Menter rullede
hen ad den fedtglinsende Disk for at lægge sig fredelig
til Hvile op ad en Petroleumsdunk, fløj den Tanke gien-
nem
P u n c h s
ædeltænkende
Sjæ l:
»Hvad. mon Embeds
mandenesmere paa deresBred?»
Men
P u n c h
er for prak-