98 / 425
90
Mod Daggry,
(Ved
A
l e x a n d e r
IH.s Tronbestigelse.)
Har lagt sig kold og stille over Landene,
Naar Sorgen sidder, alvorsfuld og stor,
Og maner gamle Minder frem af Jord
Og Dødens Engel svæver over Vandene,
Da lofter Længslen sig af Nattens Blund
Og flagrer over Havet ud fra Kysten.
Mens Fuglen tier i den tavse Lund
Og Ordet slumred' ind paa Folkets Mund,
Gaar Tanken drømmende sin Vej mod Østen.
Punch drømmer.
Punch,
havde begaaet den
samme Fejl, som den kjøben-
liavnske Handelsstand efter In
denrigsminister
S k eels
Mening
har gjort sig skyldig i.
Han
havde ikkeforsynet sig tilstrække
lig med Petroleum.
Forgjæves
skruede han Lampen i Vejret
den ene Gang efter den anden.
Vægen kullede, Flammen blev
rodlig og osede, til sidst slukkedes den.
En knugende
Desighedoverfaldt
P u n ch .
Det laa som en Blyvægt paa
hans Pande og paa hans Øjelaag.
Han rnaatte lukke dem
til. Saa blev det paa en Gang lyst i Værelset, men ikke
Lampelys, rigtig straalende Sollys, der skinnede paa hvid
kalkede Vægge og paa et blækbesmurt Katheder. Og paa
Kathederet stod
P u n ch ,
dog ikke i sin sædvanlige brogede
og særdeles klædelige Dragt, mea i en afslidt sort Kjole,
hvidt Halsbind, stive Flipper og Briller paa Næsen. I
Haanden holdt han et mægtigt Birkeris.
»Herre Gud*,
tænkte
P unch
. «
tem pora m u tan tu r
. I gamle Dage afbildede
jeg altid
Chresten B e rg
paa den Maade.
Den Gang var
b a n
Skolemesteren c.g svang Tugtens Ris, hvorimod nu — «
Fra Østen stiger Morgenrøden frem
O
O
Og bringer nyfødt Liv til Jordens Dale.
I Østerleden Solen har sit Hjem,
Der stiger den i gyldent Purpurbræm
Og vækker Folkets Kraft, som laa i Dvale.
Vi spejdede mod Vest, da blodig rød
Bag DvBBøL-Banke Solen gik til Hvile,
Men gjennem Egennyttens Taager brød
Kun haabløs Nat og Undergang og Død
Og slukked’ Aftensolens Flammepile.
Nu stirrer vi mod Østens fjerne Strand
Og venter tavs, til Nattens Tid er omme.
Et nyfødt Haab bag Horisontens Rand
Er tændt i Morgenrødens unge Land.
o
O
Fra Øst som Lys og Sol maa Frelse komme.
Og skjønt endnu er skjult hin lyse Dag
Bag Dødens Gru, som hviler over Landene,
Dog gjennem Nattens dybe Aandedrag
Vi hører alt de første Vingeslag
Af Haabets Aand, som svæver overVandene.
------- eCiV-------
Ja ganske rigtig, der sad jo
C hresten B e r g
nede paa
Fuxepladseu og svedte over den franske Grammatik.
Han
blev øjeblikkelig kaldt op og hert i de uregelmæssige
Verber, men klarede sig daarlig, fik
T g ?
og skulde sidde
to Timer over.
Da han gik ned, horte
P u n ch
ham sige:
»at det bred han sig ikke om, han var vant til at sidde
hele to Maaneder over med Finansloven» — Anmærkning
for Dovenskab og Uartighed. —
Saa kom lille
E e d u a rd .
Han fik
N u l
i Religion og
M dlg.
i Opførsel.
Da han skulde hen i Skammekrogen pegede
H olstein
B læ sen borg
Fingre ad ham og raabte Æ h -Bæ h ! Til Straf
blev han selv kaldt op til Kathedret og trukket dygtig i
Orene.
Derefter kom lille
E rs le v
og lille
H e ym a n n
op og
vilde endelig høres i Gehgraft, helst noget om Nordpolen
og om det Land Gosen.
E rs le v
var meget flink og fik
M g X ,
men
H e ym a n n
kunde ikke rigtig klare sig, skjent
han havde givet
E r s le v
Løfte om to Dusin forsølvede
Messingknapper og Lov til at bide i en Graapære, hvis
han vilde suflere ham.
Men
P u n ch
lugtede Lunten og
sendte
E rs le v
tilbage paa sin Plads for at læse over paa
sin Botanik og Astronomi, som han sidste Gang havde
kunnet saa daarlig.
Saa gik lille
H eym a n n i
Staa og
kunde siet ikke klare for sig. Han vidste slet ikke andet om