90 / 425
82
Keiser ALEXANDER il.
i S 'a n
løste sit Folk
a f
Trældommens Baand,
Dets Lænker han sønderbrød.
Og hvad blev hans Løn? — For Morderhaand
At finde en skjændig Død.
Ej skjændig for ham; thi med Højhed og Mod
For sin. Gjerning han kæmped’ og faldt,
Men til Skam for det Folk, som saa slet forstod
At skjærme hans Liv fremfor alt.
Til Skjændsel for hele den Flok og den Sag,
Som ham myrd ed: med æreløs Kløgt,
Som har Fejghed til Værge og Snigmord
til
Flag
Og til Skjold kun en Trælleslægts Frygt.
Med Hæder han faldt, skjønt Niddingers Haand
Paa Forrædervis fældet ham har,
Og hans Aand er nu løst fra dens livegne Baand
Og Martyrkronen, han bar.
1 Ma r t s .
‘en kjedsom Vinter gaar sin skjæve Gang,
Vort Lands Befordringsvæsen til Belærelse;
Den gjør os Tiden umanerlig lang
Og vier hver Pind Brænde til Fortæreise;
Til aabent Vande spores dybfølt Trang,
Og Solen glimrer mest ved sin Fraværelse;
Man stanger Aal paa Isen under Hv e e n , ,
Og
D
r a c h m a n n
sk river
Sange under Sneen.
Ja, denne Vinter er saa haard og slem,
A t Navnet F i m b u l v i n t e r den fortjente;
Dog heldigvis man
ftk
fra
KRABBES Hjem
E t Varsel om, at Vaaren er i Vente:
Nys til Behandling Nummer 2 kom frem
F i n a n s l o v - S a g e n , og man har
in mente,
A t har den naaet det Punkt i Pærevællingen,
E r det med Driverne saa smaat paa Hældingen.
Det er et Tegn saa sikkert som Violen,
Den, man i Marts kun sjælden finde kan:
Snart har vi Foraar i det ganske Land ;
Saa
smelter Isen, og saa kommer Solen,
Og al den Virksomhed paa Talerstolen
I Vinter smelter rent og bli’er til Vand.
De mange Forslag, son i Tinget vrimlede,
Til den Tid er for største Delen himlede.
— Dog nu for Tiden høres ikke Spor
A f
Foraarssang af Sol- og andre Sorter.
Sort ser det ud, endskjønt paa Kul
det skorter,
Og Handelen, som ikke just er stor,
I denne Tid er kommen ret i Flor,
Og banlyst Karneval og al Slags Sport e r :
I Kirken standsed’ Orgelet Musiken,
Og — glæd dig
B E R G !
— man
lu k k e d e « B u tik e m ,
Thi vi har Landesorg i disse Dage.
— Ja, det er landesørgeligt, men sandt,
Og skjønt vort Folketing har gjort os vant
Til baade Landesorg og Landeplage,
Maa man dog midt i Sorgen mest beklage,
A t den «Butik», som
B
e r g
saa skikket fandt
Til Karnevalplads for hans arme Riddere,
Slap for at blive lukket indtil videre.
Ved Kaffen.
F r u S ø ren sen .
Tak, søde F ru Schrøder, kun en
lille S ja t endnu, je g véd jo nok hvor baade Kaffen og