86 / 425
78
Husraad.
M otto:
— Hvordan skal jeg dog hindre de Satans Gade
drenge i at krybe over Plankeværket ind i min Have?
— Hug et Hul i det forneden!
(G am m e l H isto rie.)
O g liar De læst det nye Skrift
A f denne C . v. H a l l e r ,
Som a f cn let fo rklarlig Drift
Vor F o rsvarssag anfalder!
Paaskrevet faar vi her og læst,
Og vi kan være glade,
A t A vto r liar i Bogen blæst
Fo r os til Retirade,
Fo r imod T y s k e n ingen kan sig staa!
— E r det dog ikke mæ rkeligt, hvad Folk kan hitte paa
Han siger godt, men ikke kort,
A t Danmark er for lille,
V i kan ej gjenne Tysken bort,
End sk jont vi gjerne vilde.
Til J y l l a n d , naar vi K rigen liar,
V i sige strax F a rv e l kan,
Til Frokost F y n «dei
'
G re i.s e
»
tar,
Til M iddag hele S j æ l l a n d ;
S a l t l i o l m , kanske, han la’ er os naadigst faa,
Thi det er uberegneligt, hvad han kan hitte paa.
Men H a l l e r nu den K rigslist har
Undfanget i sit H o’de,
A t det er bedst, vi Tysken la’er
Os tage med det gode;
Saa kan vi dog i Ro og Fred
F a a hele Sagen klaret
O g K rig og slig Vidtløftighed
Ved Transaktionen sparet.
S lig P agt med Tyskland tør han foreslaa!
— Jo , det er ganske mærkeligt, hvad Folk kan hitte paa!
E t yndigt Frem tidsperspektiv
F o r Folket han forjæ tter;
E t «sittlich », fromt, germ anisk L iv
Os hver en B yrde letter,
Saa der bli’er ingen Ting i V e j’n
Med vore brave Jenser,
N aar de skal syn ge: «
W acht a m R h e in !»
Ved Tysklands vestre Grænser.
0 , dumme Dänen, Sligt I ej forsmaa!
Thi det er ikke hver D ag, saadant Raad man hitter paa!
Som Tak for Raadet skal vi blot
E t andet her notere,
Som muligvis er nok saa godt,
Om man det vil probere.
Det høres ej i Tingets Sal
Og heller ej paa Kroerne,
Men man kan drage til T r a n s v a a l
Og lære det a f B o e r n e :
N aar man for Land og Fane ret vil slaa,
Kan slig «Strateg» ej vide, hvad et Folk kan finde paa.
—
ØS glem ikke D am pskibet!
—
N I E L S LYHNE .
( 3 „ Op l a g .
P u n ch 's
Forlag).
I.
IHIun havde Blidernes sanselige Trækninger om Mun
den; naar den bevægede sig, da udkom ved forste Træk
ning et svagt Smil, der ved sidste Trækning blev en stor
Gevinst af solglinsende Guldsmil. Je g fortæller om hende,
som hun var i Syttenaarsalderen; et Par Aar senere var
hun i Nitteuaarsalderen, to Aar senere i Enogtyveaars-
alderen og saa fremdeles. Hun hed Bartholine, og saa fik
hun en Bejler. Det var unge Lyhne, en Son af den gamle
Lyhne, der igjen nedstammede fra de gam le Lyhner. Det
var brede Skikkelser med smalle ø jn e; deres Pander var
bievne skaldede i Haarkrige, — Næsen var for tung, Skjæg-
get for let, og Munden var tidt for fuld.
Saaledes var den unge Lyhne.
A t han og Bartholine blev forelskede i hinanden, er
en Selvfølge.
Saa blev de gifte og fik en Sen ; det var
en Dreng, og ham kaldte de Niels.
I I .
IKan havde Lyhnernes blide Væsen og Blidernes ly
nende Ø jne; og i vildende Skiften og drømmende Tonedis
gik de første Barndomsdage.
I I I .
M iels og Præstens Fritbjof havde leget ved Stranden,
ganske som
F a n ta stern e
gjøre det.
En ded lille Fisk i
en Muslingskal var den døde
M a r ie G ru bb e,
og selv var
de
den gem ene M a tro s,
der sad sørgende hos.
Men nu var det forbi.
Niels var tolv Aar og gik i sit trettende, saa det stod
efter. — Saa viste der sig tvende nye Ansigter med til
hørende fire Øjne, Arme, Ben osv. paa Lønborggaard. E je
ren af den ene Halvdel af disse Gjenstande var den ny
Huslærer, Ejeren af den anden, og skjønneste, Halvdel var
Edele Lyhne.
Huslæreren, Hr. Bigum , var en duknakket
Theolog paa Dørtrinet ind til Fyrgetyverne.
Hans Fod
var lille, hans Tær mindre, hans lille Taa m indst; hans
Ben var kort og godt, Udseendet forarmet. — Edele Lyhne,
kjedslig Søster til Niels’ Fader, var svagelig og kom fra
Kjøbenhavn ud paa Landet for at blive rask paa det.
Hun var højbenet.
Hendes Haar var tungt af Skovuld, det var lyst med
det rödlige Skjær, der er over en blond Sommerpære, naar
den modnes. Paa Panden tegnede Brynene sig selv uden
Linier og Lineal.
Ryggen gik ud og ind som Vimmel-
skaftet; hun dansede hyppig, og Barmen var yppig. Hun
kjedede sig paa Landet.
De vidste Intet og talte saa ræd
somt; ja, de kunde ikke en Gang sige Kjøbenhavn paa den
rigtige Maade, saa det blev det rigtige Kjøbenhavn med
K., denne de
h aabløse S læ g ters
By, der strækker sig fra
L ysets K jæ ld e r
og
Schubothes B o g h a n d e l
paa den ene Side
til
M orgen gn avets
og
D a s s a v is e n s
Cantorer paa den anden.