87 / 425
79
Theaterkatten spinder:
D e r har vi
det!
Naar
Katten er ude
o sv .,
som
Ordsproget
siger.
I
Ons
dags Aftes — vi holdt F yr
aften Allesammen — var jeg
gaaet til et Mede i Katte
foreningen •
H a rm o n ien * .
Der
var nemlig stor Koncert og
bagefter
Fællesmusespisning
for Medlemmer med Damer og Killinger.
Je g er ganske
vist beskeden af Naturen, men Herre G u d ! naar man bliver
strøget efter Haarcne , saa knurrer man.
Ellers maatte
man jo være mere
end en K at!
Og jeg blev feteret.
Der var ikke en Hankat, som ikke trykkede min Pote, ikke
en lille Mis, uden hun smiskede til mig.
Det er, fordi
jeg er ved Theatret.
Man bliver beundret, gjort Væsen af
— naa
e n fin !
— hvorfor skulde man saa ikke tage den
Smule Fled e, Livet giver En.
Den daglige Mælk kan
være sur nok.
Det kan nok være, jeg var lidt tummelumsk,
da jeg kommer hjem, men alligevel jeg gjer min Ronde
omkring i Lokalet for at s e , om der skulde være et eller
andet at gnaske sig i Søvn paa.
Saa faar jeg Øje paa
noget Sort henne ved Fredstrups og Collins Sofa, og da
jeg skal se til, opdagef jeg, det er min gamle Liv-R otte,
som jeg" har til at lege med. — den er nemlig altfor sejg
til at spise.
Der sidder, Hunden bide m ig. det gamle
Skind ravret op paa Bagbenene med Halen strittende
52?
stiv som en Krøllepind ud fra sig og stirrer aldeles per-
plex op i Sofitterne og virrer en Gang imellem saadan
lidt med Snuden.
Je g gaar hen til ham.
Han bliver
siddende. — «Peter!" siger jeg — jeg kalder ham nemlig
Peter. — Han rører sig ikke. Saa giver jeg ham et ven
skabeligt lille Dask — uden Klør naturligviis — lige i
Ryggeu og saa sukker han. — «Hvad er der i Veien,
gamle Peter?« spørger jeg ganske venlig.
«Du har da
ikke forslugt dig paa Repertoirelisten, den Skorpe er der
ikke meget Forslag i!» — «Aa nej! — nej!« siger Peter,
• det er meget værre end som saa.« — «Men hvad i Kom
mandantens Skind og Ben er der da paa Færde?* — «Her
har været Nogen,« siger Peter. — *F y Peter,» siger jeg,
«kan saadan en gammel Rotte som Du sidde her og op
hidse din Indbildningskraft med saadan noget romantisk
V aas? Man skulde tro, Du aldrig havde gnavet Huller i
d en v ild e J a g t
oppe paa Loftet eller siddet nede i Kjæl-
deren og set
D ro n n in g G u n ild
blive sat op gjennem
Lemmen, eller havt Fribillet til
S v e n d D y r in g s H u s
og
alt det andet Maskinspegeri.« — «Jamen det er meget
værre,» sukkede Peter, »der har været Uvedkommende!«
— »Saa skulde da — ! Hvad er det for en Historie? Ud
med Sproget eller jeg slaar Kloerne i D ig og flaar Dig
levende, som man trækker Skindet af en Medisterpølse!«
— Peter jamrede sig, men da jeg havde beroliget ham
lidt, rykkede han ud med det.
Han havde siddet ganske
rolig og gnavet paa et Sætstykke til
M ester S eb a ld s H a ve.
Saa slog Klokken 12 , ikke Theaterklokken, men den rigtige,
og saa begyndte det at pusle. Pusleriet tog til. Man
hørte Trin, Stemmer, Fnisen, Latter. Det kom nærmere.
Henne ved Bagtæppet. En Lygte! En Mand, der bar Lygten.
— Peter trode først, det var Chefen, der som en Nutids-
Diogenes søgte et Menneske. l)ev komimer
zzz
cjcldcr. Men
nesker i Theatret. Men det var ikke Kammerherren.
Var
det Økonomiforvalteren? Umuligt! Paa denne Tid af Natten
og med stort Selskab af Civile! De grinte og fniste og pjat
tede og befølte og spankulerede om paa den kongelig danske
Nationalscene som i deres egen Dagligstue.
Saa gik
man ned i Parkettet og legede Publikum, og en Dame le
gede Dronning Gunild og kom op af en Lem i Gulvet
og det var uhyre morsomt, og de raabte Bravo for den
smukke
S t illin g ,
hvori hun stod.
Og Peter havde siddet
saa stille som en Mus, skjøndt han var en Rotte, for
ikke at forstyrre Selskabet.
Men han havde været meget
indigneret og følt, at blev det ved, saa var Disciplinen til
Rotterne, og hverken Etatsraaden eller Krohn eller Kom
mandanten kunde holde Fanen hejt under de Omstændig
heder.
«Og den Slags Ting var værre end Rottekrudt,»
sagde Peter.
«Hør nu Peter,» sagde jeg,
»hvis din
gamle studsereuc, graaskimlede Løgnhals af en Patent
rotte vil sidde her paa det bare Gulv og fortæiie en
gammel Theaterkat som
mig, at Nogen gaar omkring
her om Natten
og gjør Halløj med Borgermusiken
og fører Uvedkommende op paa Scønen: og la’er dem lege
Komedie med Opstigning gjennem Lemihen: og plastiske
Stillinger og den Slags og ikke strax rækker Poten i
Veiret og sværger enten ved Logos eller ved Overskous
Theaterbistorie, at det Hele er den infameste Bagvaskelse,
opspunden af den laveste Pøbel for at spolere højere Ved
kommendes gode Navn og Rygte, saa æder jeg Dig, saa
sejg Du er, med Hud og Haar lige paa Minutten!« —
Men Peter rystede paa Hovedet. — Saa aad jeg ham
lige til Halen, og den gjemmer jeg til gamle
Ja c o b D a v id se n .
Men
fremfor Alt: Glem ikke de smaa
Sorte !
Saa var det en Søndag. —
Niels og Edele var ene paa Gaarden.
Han vilde ind
til Tanten, og han kom der.
Hun iaa i et Kabinet og
drømte paa Pu f i Zigeunerpigedragt.
Hendes Ben vare
nøgne til Knæet,
Niels saa paa det ene Ben, og det løb
rundt for ham ; han saa paa det andet Ben, og han blev
blodigred; og idet han saa paa Foden og bemærkede den
intelligente Sam ling af fem Tær, gik han fra sine Fem
af bare Svimmelhed.
Saa stænkede hun Rosenessens paa
hans l'reje, og, med en afvisende Bevægelse, trak hun
Benene ind under Skjertet; saa vidste han, hvad Klokken
var slaaet.
Niels gik.
Fra den Dag af var Niels forelsket i sin skjønne,
sanseberusende Tante.
Glad var han, at den stænkede
Søndagstrøje nu blev Mandags-, Tirsdags-, Onsdags—
Ogsaavidere-Treje, thi Rosenessensen, Kvintessensen af
hans Drømme, fulgte ham da alle Vegne og fremmanede
Billedet af Edeles Ben.
For ham handlede fra nu af Bar-
fods Historie kun om barbenede Prinsesser.
Bigum elskede Edele med Lidenskabens attraasvangre
Gjæring.
Han vilde fri, men havde Skræk for Udfaldet.
Dog tabte han ikke Modet.
I Skræk forskrækkes der Ingen 1
Saa sad hun en Septembereftermiddag udenfor Have
stuen.
Vild Vin slynged sig tamt og tam Vin slynged
sig vildt opad Muren. — Gjennem et tæt Buskads, fuldt
af Støv og Hængeaske, sived Sollyset ned og danned et
L a g af Guldstøv i Luften og kasted røde Spæt ved rede
Spæt, en hel Uendelighed af Rødspætter. A lt lyste i her
lige Farver: purpurblodigt, egebrunt og bogegrønt, lyse
gult og mørkeblaat, snehvidt og askegraat, ravgult og rav
galt. Saa viste Hr. Bigum sig; i det Samme kom et hef
tigt Vindstød, og Edeles Polkaærmer dansede Galloppade
over de valsede Arme. — Hr. Bigum fik sin Kurv og gik
bort.
Niels sad i Vinduet og tænkte vagt, i vildende Drømme.
*
*
#
Da Edele ikke kunde leve længer, døde hun.
• Det var den Første,* sagde Niels Lyhne.