122 / 425
114
Mellem Arabere og Kabylere.
$rra den historisk berømte Plet,
Der ligger sønden for Lands Lov og Ret,
Og hvor K a r t h a g o har ligget,
Man hører en Nyhed, som varsler kun slet
For Freden i Øjeblikket!
Det stammer fra nogle Stammer, som der
Har længe voldt de Franske Besvær
Ved deres Bismarckiader,
Og nu har da F r a n k r i g sig givet i Færd
Med at bortgjenne den Slags Skader.
De Herrer T u n e s e r e ere saa fri
A t give sig af med lidt Røveri,
Helst indenfor andres Grænser;
For denne «sitttliche# Industri
Med det gode man Verden ej renser.
Slig Spøg vil F r a n k r i g ej mer forstaa
Og trækker nu Handsker og Kjole paa
For at gjøre Visit hos B e y e n
Og under sin Visitatsrejse slaa
Ham en ordenlig «En paa Kejen».
Kort sagt, det vil gi’e paa Planeten ham en,
Saa det skal spørges fra Norden for S p r e e n
Til et godt Stykke Syd for S a h a r a ,
At F r a n k r i g er ikke af Stok og Bten
Og la’er sig ej mer gjøre Nar a 1.
— Men nu vil I t a l i en , hvis Ordenssans
Nok aldrig har straalet i rigtig Glans
Og næppe en ren Diamant er,
- ; : v
Gjøre Vrøvl, fordi Frankrig til Søs og til Lands
Tør sla’e «andre Folkses» Briganter.
Og T y s k l a n d , som Hjærte har i sit Bryst,
Der altid banker til Hjælp og Trøst
For Folkene og Potentaterne,
Kan ej heller fornægte Blodets Røst,
Som lyder fra « R ø v e r s t a t e r n e » .
Man ser, der er Spænding nok der omkring,
Og
B iS M A R C K
har ikke for ingen Ting
Sig lagt efter denne Branche.
— Naar blot han nu ikke faar sprængt sin Ring
Ved det
zKrach»,
man kalder
R e v an c h e!
Den gamle Kommerceraads sidste Drøm.
R . C. A n d ersen .)
D er levede i Kjøbenhavn
en gammel Kommerceraad.
Det var en rigtig Kommorce-
raad, kan Du tro.
Ikke en
af den Slags gamle Kom-
merceraader, som der slet
ingen Kommers er ved. Nej,
den gamle f l e y m a n n , han
forstod sig paa Kommercen
baade i den ene og den anden Retning. Derfor holdt
alle Mennesker saa meget af den gamle H e y m a n n
og vilde gjerne være hans Broder, men det var ikke
saa nemt at blive Broder til H e y m a n n .
Enten
maatte man være af meget fin Familie, Konge eller
Prins eller i det mindste forhenværende Kultusminister,
eller man maatte kunne staa paa ét Ben og digte
B ryllups-, Barsel- og Begravelseskantater uden saa
meget som at trække Vejret
f
eller ogsaa maatte man
være i Slægt med den gamle adelige Familie Goye,
hvis Sidelinie, Ridderne af Pape-Goyen, skyder det
ene vilde Skud efter det andet ude paa Vesterbro.
Og det kan jo ikke Alle og Enhver være. — Mangen
en varm Middag havde R i c h a r d Ka u f mann danset
rundt om sin Broder, den gamle Kommerceraad, levet,
svævet og -folt sig lykkelig, og naar da den lille Skab
ning i et Overmaal af Lyksalighed klinkede med den
gamle Kommerceraad, saa sagdo H e y m a n n altid.
«Lille Richard! Kun en eneste Orden har Du
faaet
hele dit Liv. Lille Stakkel! Hvor det er
sørgeligt!»
«Sørgeligt!» svarede da altid K a u f m a n n , «hvad
mener De dermed? Al Ting er jo saa mageløst og
saa dejligt, og jeg er saa evig glad!»
«Men kun én Orden og det er det Hele!»
«Ja, hvor mange' har egenlig Kommerceraaden ?»
«Jeg bar Raad til at faa saa mange, jeg vil,»
sagde H e y m a n n , «og de kommer, de kommer, de
regner,>' de snér, de hagler ned paa mig, for jeg er
saa rig- og saa usigelig godgjerende. Jeg er en Mand
jiaa mange, mange Tønder.»
. «01 eller Sølv?« spurgte R i c h a r d .
.«Bégge Dele,» svarede H e yma n n .
»Ja, saa skulde De hellere give Sølv end 01,»
sagde Richard og dansede og sprang og glædede sig
over sin franske Orden og sin Pappegøje, glædede sig
over den gode Mad og det gode Selskab, glædede sig
over sine egne Vers og deres Fødder, over Kammer
herre F a l l e s e n , Mo l i é r e o g W i l l i a m Bl och, glæ
dede sig over sig selv og sit Publikum og over sit
Spejlbillede ovre i Boghandlerens Vindue. Og Glæden
over det Hele var saa stærk, at R i c h a r d følte sig,
som havde han en Rus.
Glædesdrukkeu gik han i
Seng, og saa var den Svir forbi, for han sov glædelig.
«Stakkels lille Richard!» sagde H e y m a n n , «kun
én eneste Orden og saaVilhelm Møller til Kompagnon! Tak!»