123 / 425
115
Og hver varm Middag gjentog sig samme Scene,
samme Tale, Svar og glædelige Hensoven, og R i c h a r d
K a u f m a n n var altid lige glad.
Men H e y m a n n var ikke glad. Kronens Byrde
er tung at bære, men Kronerne kunne ogsaa tynge.
Og de tyngede paa Kommerceraaden. Hvor gjerné
vilde ikke ellers hans daadkraftige Sjæl have bredt
sine Svanevinger ud til Flugt op imod Nord mod
Polens Isfjelde, hvor Isdronningen sidder som en
Jomfru og venter paa den dristige Bejler.
Og naar
han kommer, stiger hun ned af sin Throne og rækker
ham sin snehvide Haand, og saa er de Mand og Kone.
Og det kalder man et nordpolsk Giftermaal.
Men Vingerne vilde ikke bære den gamle Kom-
merceraad. Enten de nu var bievne vaade af for
meget Hofthevand, eller Ballasten var for tung, vist er
det, at til Nordpolen kom H e y m a n n ikke.
Han
spurgte Hofgeograf E r s i e v til Raads.
«De skulde kaste lidt Ballast ud. Et Par Penge
poser med tusinde Kroner i hver,» sagde Hofgeografen.
Og Kommerceraaden skjænkede to tusinde Kroner
til Nordpoiseipeditioner, men selv kom han dog ikke
hejere op, hverken mod Nordpolen eller i Rangforord
ningen. Naadens Sol var dækket af Skyer.
Saa var det en hundekold Aprilsnat.
Vinter-
gjækkene stod og saa ganske blaafrosne ud. De smaa
Stjerner oppe paa Himlen græd af Kulde, man kunde
ordenlig se, de havde Taarer i Øjnene, saadan blinkede
de.
Alle Vegne hang der Istapper.
Selv Pompen
havde faaet en paa Tuden, men det, sagde den, kom
af, at den var ansat ved Postvæsenet, og det gik for
Lud og koldt Vand i denne Vinter.
Men den gamle Kommerceraad mærkede slot ikke
Kulden. Han laa hjemme i sin Seng og drømte saa
dejlig — oh, saa dejlig!
Han syntes, at han var bleven til en stor Luft
ballon, som hævede sig mere og mere op fra Jorden.
Hvert Øjeblik var det, som om han kunde flyve helt
op i Skyerne.
«Oh, hvor det er mageløst!» sagde den gamle
Kommerceraad, «men jeg vilde saa gjerne have alle
Geograferne med.»
«Vi er med! Vi er med!« sang og klang det.
•Men
Dassavisen
og min Ven Ca e n og Hofmøbel
fabrikant L a r s e n og
Morgengnavet
og alle Høkerne
og Værtshusholderne, som jeg har været saa usigelig
godgjørende imod, er de ogsaa med?»
«Vi er med! Vi er med!» sang og klang det
endnu højere oppe; det syntes, som om de var fløjne
foran, og det har
Dassavisen
let ved, den flyver med
Vildandeposten ligesom salig M ü n c h h a u s e n , og
derfor er den forud for sin Tid.
«Ja, saa letter vi Anker,» sagde H e y m a n n og
kastede en stor Pose med 12000 Kroner ud af Bag
lommen. Oh, hvor det lettede! Han syntes, han fløj
lige op mod Skyerne og Skyerne aabnede sig og
Naadens Sol skinnede og de smaa Stjerner kom hop
pende og satte sig paa hans Bryst, og han fløj højere
og højere, lige ind paa Raadhusets store Sal mellem
Borgerrepræsentanterne, og Borgmesterne bukkede og For
manden nikkede saa venlig til den gamle Kommerceraad,
«Det er nn det Allerbedste,» sagde H e yma n n .
«Nu faar jeg Anseelse, det giver Glans og alle Kjære
har jeg med! Store og Smaa! Alle med!»
«Alle!»
«Nej, jeg er ikke med længere,» sagde
Punch,
men H e y m a n n lod, som han ikke hørte det.
Det var Kommorceraadens Drøm, og medens han
drømte, gik der en Latterstorm hen over hele Kjøben-
havn.
D6n rystede den gamle Kommerceraads Valg
udsigter, saa de vaklede, ligesom den stakkels Industri
bank. Og netop da H e y m a n n drømte, han kastede
de 12000 — tolvtusinde — Kroner ud, faldt han i
ved Valget, faldt som det gamle Egetræ i Skoven.
Næste Morgen, da Værtshusholderne tog Skodderne
fra Vinduerne, saa de blege og mismodige paa hver
andre .
«Det gamle øltræ er faldet.
H e y m a n n er
drattet. Hvo kan erstatte ham? Ingen!»
Saadan Ligtale, kort man velment, fik Kommerce
raaden.
Da han vaagnede, kunde han slet ikke begpibe
det Hele. »Hvorfor fløj jeg ikke ind i Borgerrepræ
sentationen?» spurgte han.
«De skulde have kastet endnu mere Ballast ud,»
sagde Hofgeografen.
Sang for Ligbrændere.J*
Kadaverlyrisk Forsøg
af en Brandstok.
H vorfor skal man gaa i Kisten
Og puttes i Jorden ned,
Naar Dokterne si’er, det er vist en
Ringe Behagelighed.
Nej heller, naar dog det skal være
Og ej man kan slippe fri,
Gaa op i en ren Atmosfære,
I et rigtig pænt Brænderi!
Det er et Slags Brandassurance,
For, bli’er man i Skjærsilden sendt,
Saa har rnan jo dog et Slags Chance
Ved det, at man en Gang e r brændt.
Man bliver enten til Aske
Eller smelter som Tælle og Vox,
Skjøndt for Resten, muligvis ka’ske
Man bliver bare til Kokes.
Og saa kan trods «Isens Lænke»
Man afhjælpe Kullenes Savn.
— Som B
rix
bor vi Allemand tænke
Paa E f te r s l æ g t e n s Gavn. —
Og Magistraten vor Aske
Kan rundt paa Fortovet strø,
Saa gamle Folk de kan traske
Rolig i Frostvejr og Tø.
Selv Præsten faar i sit Tempel
Til Talen en god Ide.
Som et ly s e n d e Tegn og Exempel
Man kan jo den Afdøde se.
Men alle Brandfolk og Kjendcre
De sværger og gi’er Attest,
At de ægte Brøndumske Brændere
De blusser nu aller bedst.
Og dem, der drikker saa længe
I Forvejen bare Vand,
Se de kan slets ikke fænge
Og har ondt ved at komme i Brand.
Men hvis det skai gaa lidt villig,
Omtrent som Gas eller Sprit,
Man præparerer sig billig
Ved den Brøndumske Akvavit.
Si’er Skæbnen: «Nu brænder Tampen!
Saa tømmer jeg Bægeret til Slut,
For naar man har Blus paa Lampen,
Saa ender det Hele med Fut.