142 / 425
134
D y d e n s Løn .
w
£ in Gang i Yenstres Tid der var
En Mand, som hedte B a l t h a z a r ,
Der i sin Ungdomstid desværre
Yar ikke bleven Kammerherre,
Thi samme ædle Frihed sven
Til Efternavn hed C h r i s t e n s e n ,
Og for ét Navn med «sen» til Endelse
Fandt Hoffet den Gang ej Anvendelse.
Derefter kom en Tid, da han
Som» frihedssindet Dannemand
Saa og beundred’ Dannekvinden
I «Hendes Naade Lensgrevinden».
Dog tømte han den bitre Kalk,
At han blev ikke Hofmarskalk,
Skjønt højt han som Ideens Banner
Holdt Slæbet af L o u i s e D a n n e r .
Dog ufortrøden hævded’ han
Sin Plads som værdig Fremskridtsmand,
Og skjønt de Fremskridt, Venstre gjor’e
Ved ham, alt andet var end store,
Han vidste selv dog frem at gaa
Med Skridt, der ikke var for smaa;
Snart blev han I. A. H a n s e n s Gjæsteven
Og en af Venstres allerbedste Mænd.
Og sine Skridt han ej fortrød,
Mån en Kevisorpost ham bød,
Hvor hans betroede Talenter
I mange Aar gav gode Renter.
Thi Venstre sørger, som bekjendt,
For hver, som trofast det har tjent!
Det til hans Løn ham anbefaler.
— Dog kun, hvis andre den betaler.
Men den Art Levebrødfrugt her
Des værre voxer ej paa Trær.
Nu kan af Tillidshverv som dette
Vort Venstre ikkun 2 besætte;
Og det er et uheldigt Tal,
Hvor hele S forsørges skal,
Og ingen af de to er vegne
Til Fordel for «den alderstegne».
Hvad gjør saa Venstre i sin Nød?
E t nyt og billigt Levebrød
I en Pension de til ham lave.
— Det blev en ny Slags « Fo l k e g a v e » .
Ja den, der vil for Venstre slaa,
Vil altid sin Belønning faa,
Naar bare Lønnen ej skal komme
Fra disse Godtfolks egen Lomme.
--------M--------
Evropæisk Trosbekjendelse.
en af Grnndtvigianere i Vendsyssel opfundne
danske Trosbekjendelse: «Jeg tror paa Al
fader, paa Kongen og paa den danske Folke-
aand». har efter Forlydende berørt de med
Grundtvigianerne forbundne «Evropæere* paa
en saare pinlig Maade.
Paa et i den An
ledning af smaa Sorte afholdt Vennemøde foresloges der
endog, at man som en Modsætning til den danske Tros
bekjendelse skulde antage og bekjende sig til en evropæisk
dito, saalydende: «Jeg tror paa G eo r g B r a n d e s , paa
«der Greise» og paa den germanske Folkeaand*. Da det
imidlertid fremhævedes, at denne Formel endnu ikke
kunde vente Tilslutning fra Flertallet af Grundtvigianere,
enedes man til Slutning som lægemidlertidig Foranstaltning
om at vedtage følgende Trosartikel: »Der er kun én
Logos,
og E e d v a r d B r a n d e s er dens Profet!* Den vil nu
med det første blive forelagt Kongen af Bogø til Kon
firmation.
Den 10. i Maaneden
Baman,
Aar 1249 efter
Jezdegerd.
Selim, Musas Søn, Profetens Slave, H ilsen! Der er ingen Gud uden Allah! Hans Øje
er aabent over Landene, han holder sin Haand udstrakt over Jordens Slægter, og Folkenes Fyrster
H hviler i hans Højre.
Shahen her i Landet er trofast bevogtet af en Skare drabelige Stridsmænd, de saakaldte
¡Soldater.
Allah Akbar! Disses Tal ere som Myrers, og de ere tapre som Løver og deres Rust-
!ninger og Vaaben straale som
Ormudz’s
Øje. For at ikke Fjenders Yataganer skulle kløve deres
[.«H Hjærneskaller, putte disse Shahens Stridsmænd Hovedet lige til Skuldrene i en Syltekrukke, den
saakaldte
Kepi.
Disse Krigere syndø dog undertiden mod Profetens og Shahens Bud, og det
hænder endog, at de ikke kaste sig i Støvet med Armene foldede over Brystet, naar deres Høvidsmænd have afført sig
deresRustninger
og vandre hen under Allahs Sol iførte side Kaftaner; de blive da til Straf for saadan Ugudelighed
lænkede til engruelig Klods, som hedder
Bojsen.
De stridbareste af alle Shahens Janitscharer hedde Gardere.
Disse