138 / 425
130
K on flik t?
lang Tid var der Fred og ingen Fare
For Enigheden mellem begge Ting.
Hver Differens vort Landsting saas at klare
Paa den Vis, at det gjorde pænt omkring.
«Den klogeste gi’er efter!» sa’e det bare,
Mens paa hvert Forslag Venstre satte Sving.
— Een Tone ikkun disharmonisk skurrede:
Det Embed s s tand en s Tarme var, somknurrede.
D e tr e M e s tr e .
(Frit efter »De tre Mostre», norsk Folkeeventyr).
er var en Gang to Gutter,
som vare Brødre, fordi de
havde samme Fader og samme
Moder.
Tvillinger vare de
ikke, de To, men den ene
var alligevel mange Aar ældre
end den anden, som var lige
saa mange Aar yngre.
Den
Ældste vilde frem, han, og da der ingen Plads var
hjemme for ham, drog han sydpaa, der levede han højt
og skjældte dem hjemme, som ingen Professorplads vilde
give ham, og Folket der borte trode paa ham og kaldte
ham for en Martyr.
Nu kom den Tid, han den Yngste vilde løbe Hornene
af sig, og drog han derfor frem til Langeland og spurgte,
om der var Plads til ham. »Jo, der var en Plads ledig,»
blev der svaret, og saa sendte de ham til Kungsgaarden.
Dog ingen Overenskomst, nok saa mindelig,
Kan garantere os paa denne Jord,
At Fred og Venskab vare vil evindelig;
Dertil er Verdens Kamplyst altfor stor.
Nu gi’er det Fjendskab, som bestod oprindelig
Blandt begge Ting, sig Luft igjen i Ord,
Som, hvis vort Landsting da paany ej svigter,
Paa Halsen vil os skaffe ny Konflikter.
Des værre i det er grumme, grumme kjedeligt,
Hvad Højre i sin Stridslyst finder paa.
Nu kunde man det havt saa rart og fredeligt,
Naar, som det kunde bedst, man alt lod gaa,
Behandled’
<ALma mater
» promt og redeligt,
Saa det sin Kapital kan opspist faa,
Lod alt af Venstres Naade vegetere,
Og lod det Rak af Embedsmænd krepere.
Men det var ej af Skæbnen saa beskjært,
At denne Samling fik saa blidt et Endeligt;
Vort Landsting sig bereder umiskjendeligt
Til Kamp for, hvad det helligt er og kjært.
Det vil vel sagtens falde noget svært
At faa et Vaaben, brugbart og anvendeligt
Ved en Partikamp, der har havt Anfægtelser
A f Provisorier og Skattenægtelser.
Men hvilket Vaaben end man griber til
For at bekæmpe
B
erg s
og Venstreskarens
Forsøg at sætte Landets Vel paa Spil,
Saa haabe vi, det bliver ikke Harens .
Udsætter Højre Kampens Stund og Farens,
P'or Spot og Skam det udsat blive vil.
Til Lykke da med den begyndte Ændring
1
Men husk: paa Slingren følger tidt en Kæntring!
Men Kungsgaarden hed
Morgengnavet,
og derover her
skede Venstre.
Og Venstre syntes saa godt om ham
Gutten, at han fik Lov blive der.
Men hans Medarbejdere bleve ganske misundelige paa
ham, og saa fandt de paa at sige til Venstre, at Gutten
havde gjort Ed paa, at han i 24 Timer kunde skrive slig
ubehagelig og personlig Feuilleton, at alle Venstres Mod
standere vilde blive angst og bange. — »Ja, har Du sagt
det, skal Du gjøre det,» sagde Venstre. Gutten, Stakkar,
torde ikke sige, han ikke kunde, men bad blot om et
Appartement for sig selv; det fik han og derop blevbaaret
Papir og Blæk. Her sad han nu og græd og kunde ikke
finde paa Lægemidler.
Han vidste slet ikke, hvorledes
han skulde bære ad sig, han havde nok en Gang redigeret
et Tidsskrift, men det var ogsaa død deraf.
Men som han saaledes sad, kom der en hæslig Gam
ling ind til ham. — «Hvad fejler dig, min Gut?» sagde
han. — «Ak,» svarede Gutten, «det kan vel ikke nytte,
jeg siger dig det; du kan. ikke hjælpe mig ligevel!» -
•Kan hænde,» sagde Gamlingen, »jeg torde vide Raad for