178 / 425
170
D er er G ræ n se r .
(Frit efter Ø h l e n s c h l æ g e r . )
E n H erre , d ra b e lig st b la n d t V e n stre s K u l d ;
D en la n g ela n d sk e sam t h an s B o g ø k ro n e
S ig sp e jle d ’ i han s K ro n om e te rs Guld.
H ø jt i h ans S al k la n g zahlig
ZAHLES
T o n e ,
O g a f h an s Id ræ t
SCHELDE
tid t v a r fuld.
S elv
Dassavisen
d u fte d ’ til h an s Æ r e
A f V ira k i sin H v id lø g sa tm o sfæ re .
M en B
e r g
sa d ta v s m ed H a a n d e n u n d er K in d ,
D e n b lu ssed ’ som d e t e n g e ld ru p sk e K læ d e ;
D e n y e V a lg try k try k k e d ’ s v æ rt h a n s S ind
O g v a rsle d ’ m e g e t V rø v l o g liden G læde.
D e sv u n d n e D a g e s V a n d g a n g faldt h am ind,
F r a fø rste G an g h an to g i T in g e t Sæ d e.
«Ak,» s u k k e d ’ han , «din rad ik a le F lø j, B erg ,
B lo t ej den en d e r som d e t b a re S lø jb erg !
Min F o rtid sv a n d t i S to lth e d o g F o ra g t,
K jæ k frem je g gik, m en nu je g m od lø s g r æ d e r !
F o r a t fo rstæ rk e m in o g V e n stre s M a g t
F o rb a n d t je g m ig m ed
T
a u b e r
,
d en F o ræ d e r.
Med
F
isch er
slu tte d e je g V e n sk a b sp a g t
O g
K
a u fm a n n
,
— m en d e v eg e d ere s Sæ d er.
E j b lo t m ed aab en P an d e, tid t m ed R æ n k e r
Je g fæ g te d ’ — , slig t m it V æ lg e rfo lk v ist k ræ n k e r 1
Men o ftest d o g i b ro g e t R ejsefæ rd
T il V æ lg e rm ø d e r je g a f S te d m ig s k y n d te ;
A t v o rd e B ogø s K o n g e k ro n e væ rd
V a r M aalet for h v e r R ejse, je g b e g y n d te ;
O g
derfor havde jeg HIN L
e d r e
kjær,
Som m in o g T ro e n s S a g l o y a l t fo rk y n d te .
— D a rø rte m ig sm aa S o rte s blide S tem m el
A k ,
lille
E
e d v a r d
,
k an
du
alt forglemm e?»
Som B
e r g
i slige T a n k e r m odlø s sad,
Mens h a n O p lø sn ing sg rund en e fo rd ø je d ’,
O g
H
øgsbro
b la n d t sin F lo k sa d rød og flad
O g selv
A
l b e r t i
v a r kun lid t fo rnø jet,
T re n
H
ørup
d ristig frem fo r
B
erg
o g k v a d :
«O F o lk e d ro t, hv em er som du ophø jet?
D it «sidste O rd» b eh e rsk er V en stre s R æ k k er.
D e t hele R ig e for din F o d sig læ gger!»
D a ra a b te
B
e r g
:
«O p ly ste V æ lg e rfo lk !
M ed H e rs k e rm a g t d u ser, je g e r b e g a v e t;
T h i b y d e r je g : du væ lg e m a a til T o lk
E j nog en
R
o se n
, D
in e s e n
o g
H
o lc k
,
A f v o re s’s F o lk je g vil h a ’e T in g e t la v e t!
V æ lg d em sa a ta lrig e som S an d ved H a v e t!
T h i je g b e h e rsk e r alle d isse L a n d e ,
O g ingen tro d s e tø r m in a a b n e P and e!»
Men, som sæ d v an lig , V æ lg e rfo lk e ts B ø lg er
G ik d eres v an te, v elb e k je n d te V e j;
V a lg re su lta te t ik k e læ n g er dø lg er,
A t d e t i R e g n in g e n blev B e rg en S tre g .
I ty k t o g ty n d t h v e r K re d s sin T a lsm a n d følger,
H v a d en ten sa a h an
B
erg s
er eller ej.
T h i V æ lg e rfo lk e t følger e t S lag s in d re K a ld ;
O g
B
erg
tilb ag e fik sit gam le M ind retal.
D a ra a b te
B
e r g
:
— (imens h an tæ n k te : V e! I
O p rø rere , som ad lø d ej m it O rd !) —
«1 S a n d h e d ! H v e r en C h re ste n sjæ l k a n se i
S lig t R e su lta t, a t F o lk e ts M a g t e r s to r!
J e g b ø je r m ig i
Vox poptili, vox d e i!
N u b ø jer vi ind p a a e t a n d e t S p o r!»
— S aa to g h an K ro n e n af, m e n s «
Pun ch
»b em æ rk ed ’:
«L ad o s nu se, om d en b li’e r sa t p a a Væ rket!»
m den Jordrystelse, der fandt
Dør(Ja£en den 21« f- M.,
Æ f
Redaktionen
modtaget
r afrig0 Meddelelser. Vi maa
dskrænke os til at anføre
Undertegnede havde Lørdag
Aften været paa Bimmelim. Søndag Morgen vaagnede jeg
meget fortumlet paa Gulvet i min Stue.
Tyngde i
Hovedet.
Torst — og i det Hele meget underlig.
Mine Støvler var ved Jordrystelsen kastede op i Sengea,
min Hovedpude laa i Vandfadet, min Hat var sat i
Kakkelovnen og mit Uhr paa Assistenshuset.
Ellers
har jeg ikke mærket Noget til Jordrystelsen undtagen,
at min Fordøjelse er kommen i Uorden, og jeg maa
vistnok have mit Mellemgulv lagt om snarest muligt.
Ærbødigst
Sørensen,
Stud.
perpetuus.
Kjære.
Punch.
Min Mand og jeg sade.i vores Stue, Christensen
— det er min Mand — saiL og nikkede over sin
Na
tionale^
og jeg sad og strikkede reverenter talt en
Uldtrøje.
Saa paa en Gang vaagnerChristensen op
og siger:
«Nej hør Mutter, nu snorker Du Pinedød!>
Hvorover jeg blev hidsig, for, naar det var ham, der
sov, kan da Enhver begribe, at det kan ikke være
mig, der snorkede, og jeg fandt, det var en lav Be
skyldning af Christensen. Men saa læste vi bagefter