179 / 425
171
iAvisen om Jordskjælvet, og saa vidste vi jo, hvad
det var,og jeg skjælver endnu ved Tanken om, saa
nær vi har været ved det.
Saadan som for nogen
Tid siden derovre paa Kyø eller hvad det hedder i
Spanien.
Ærbedigst
Jensine Christensen,
;
sætter ogsaa Blodkopper.
Ser De, kjære
Punch,
lange Andresen og jeg, vi
ta’er os ganske i al Gemytlighed en lille Pyramide
ovre i «Støvleskaftet", og jeg ligger op ad Banden
og kan lige naa at pistolero en Bal op i Hjørnehullet
og selv lægge mig ned for de andre Baller med Afslag.
«To Slavetoddyer er holdt!» raaber Andresen.
Ja,
begribeligvis holder jeg dem, for, ser De, det Stød
det er nu ligefrem min Force.
Men i det Samme
gi’er Jorden ogsaa et Stød, saa jeg sprænger Ballen
over Banden og forløber selv Pokket i Vold ned i
Hjørnehullet. Jeg blev jo knusende, for jeg trode, det
var Andresen, der havde sparket til Billiardet, der er
noget vaklevorent paa sine tre Ben, fordi det er for
kort paa dét fjerde, men saa var det Jorden, der havde
rystet og dé to Slavetoddyer var bleven Rystetoddyer,
men vi drak dem alligevel, og Andresen lavede følgende
Vers:
Da Klokken den var ell’ve,
Tog Jorden til at skjælve,
som han solgte bagefter for ti Øre til en Konditor til
at komme i Knaldbumbum paa Kransekage. Vil De
bede Meterologerne eller hvem der ellers har Jord-
skjælvene under sit Departement om næste Gang at
lade os det vide i Forvejen. For det er kjedeligt at
kikse, naar man har pareret.
Ærbødigst
Munkebølle.
Rundt i Landet virkede Jordskjælvet ogsaa stærkt.
Endnu om Tirsdagen faldt en hel Mængde Rigsdags
kandidater, og paa Petersens Keglebane paa Nørrebro
drattede alle ni Kegler over Ende, skjont Keglerejseren
forsikrede, at Slagtermester Clausen kun slog En,
og den var skjæv. Men Potten var ude alligevel.
i
\imbreve
til
Fætter Kristian i Nykjøbing
. . . .
y
(Jjfaa
Christian! K a r D u væ ldig stridt
H ist i D in rare lille Flække?
H ar agiteret, talt og slid t,
Tømt ,,Bajere“ og ,,Akkevitu ?
H ar baadé Taalmod og K red it
D u dygtig m aattet strække?
H ar med Veltalenhedems K it
D u maattet kline grumme tidt
Modsætningernes Sprække?
Har gjennem Vrøvlets dybe K lit
D u aset frem , hvor bredt og vidt
Kun Floskler fy g e
,
saa kan f r i t
Du Vejret atter trække.
— Aa, træk det fo r os beggel
D u har gjort D it
Og kan igjen til R o D ig lægge
Og la'e D ig sætte
å la suite
l Vælgerkorets Række.
L idt lovlig sm al blev vor Profit;
Vi mer endnu m aa an os spænde,
I F ald det lange M areridt
Skal f a a en Ende.
Syv A ar vi alt d era f har lidt,
Men nu, maaske, det turde hænde,
A t Vind og Vejr sig kunde vende,
At ganske sagte, ganske blidt
Vi
kunde komme ud a f denne
Tyfon og atter se vort S n it- jf
■
Til R d paa vor K abys at tænde
Og tage Reb a f vore Sejl:
Det lysner dog en lille Kjende.
Slaar ikke alle Mærker fe il,
Saa glatter a lt sig Søens Spejl,
Braadsøen skummer knap saa stejl.
F risk M od
!
Vi véd jo dog, at denne
H istorie én Gang maa ha'e Slut,
Man kan ej sende
Sin Rigsdag hjem ethvert Minut,
Og Ve?istres K rudt
E r ogsaa vaadt og vil ej brænde,
Men blafrer bort i svage Fut.
D er er i Luften noget vist
Forsonligt, blødt, snart her, snart hist.
Man hører ikke mer, som sidst,
Kun Hornets Klang, Trompetens Skrald.
B lid t klimprer B o j s e n p a a sin Luth,
Selv H o l s t e i n er ej Rabulist
Med Valgsprog: „Kamp og Knald og
F a ld !“
Men folger H ø g s b r o ' 1s stille K ald
Og slaar med Ordets Smaamønt Smut.
Paa Stridslyst er der bleven B rist,
D et ga mle Kampmod er kaput,
K un Ch r e s t e n s Evropæerskare,
D er Intet skaane vil og spare,
E r frem i Svinefylking brudt,
Men h a n kan neppe Pynten klare,
D et har endnu slet ingen Fare,
Endskjønt han har sin raske Gut,
Sin lille E e d u a r d ved sin Side.
E nd har ej Langeland fortrudt,
A t sligt et Løg, de har os budt,
Endskjønt de nu dog burde vide,
H vad Spire f r em deraf er skudt;
Men der er andre mere blide.
—
Som sagt, der spores visse Tegn,
Man vil ej rigtig slact-s og bide,
Man snuser til hinanden først,
Man gi’er ej strax hverandre Børst,
Man længes efter Foraarsregn,
Man føler, det er snart paa Tide
A t lædskc Handelsstandens Tørst
Og lavr 'Gjærder,
Sætte
Hegn,
Sam t grundforbedre Landevefn,
H vor Hullerne er størst.
Men. spørger Du. hvor véd Du sligt?
E r det en D røm ? E r det et D ig t?
—
En D røm
—
ja vel
—
som Manne
drømme,
E t D igt, som mange digter p a a ,
Men hvorved sig de fleste ømme,
Fordi det dunkelt end maa staa;
E n drømmer i k k e
—
Bogøs Degn!
For Panden Venstres vrede K ain
Gad endnu Højres Abel slaa;
Men stirrer D u i Tidens Strømme
For Svar paa Gaaden der at f a a
,
D u i de mørke Bølgers Favn
Maaske dog granske kan et Navn.
S ig : Staar der K l e i n ?
Tys! Navnet gjør ej Sagen G avn
;
Vi Skriften ej kan læse hel,
Vi tyde kun en enkelt Del,
Men Løs'net hist fra Tangers Egn .
E r hverken E s t r u p eller S k e e l !
„Lille røde Rønnebær.“
(Redaktør
W
ulff
har fornylig be
arbejdet nøgle
czekiske
F
olkeviser
frit efter
T
hor
L
ange
,
og vi aftrykke
nedenfor en Prøve deraf.
Viserne ud
mærke sig ved en vis Simpelhed og ere
gjennemgaaende af et meget bedrøveligt
Indhold; den her gjengivne har speciel
Interesse, idet den ved sit Motiv paa
faldende minder om en ganske lignende
Behandling af Stoffet paa
L
angeland
.)
'
Lille røde Rønnebær!
F r e d e r i c i a
Hjertenskjær!
Tænk igaar ved Vælgerfesten
Dratted’ jeg igjen af Hesten.
Lille røde Rønnebær !
^ F r e d e r i c i a
Hjertenskjær!
Lille hvide Rosmarin!
¡ F r e d e r i c i a
Hjertensmin!
Aldrig jeg i mine Dage
Saa til Næse lang dog Mage.
^Lille hvide Rosmarin !
[ F r e d e r i c i a
Hjertensmin!