174 / 425
1 6 6
: i Ä J p
W
m b .
ü y lig har imellem Norges Bjerge mau
Rejst et Mindesmærke over We r g e l a n d .
Ved Afsløringsfesten saas som Taler
Skjalden, som forandret har Sig —
Har sig til sin Fordel, mente Be r g .
Han var kommen fra Amerikanerne
Som en lystig Fyr imellem Granerne.
Her han talte til sin Flok fra Leveren,
Som var inspireret af Gene —
Generositet mod Dagens Helt.
Og blandt Norges bedste Værn og Fæstemænd
S c h a n d o r f f saas, han indbudt var som Gjæsteven.
Fra sin Pen han lod des Aarsag glide
Vendinger, som kaldes maa per —
Perler, strøet for «
Morgengnavets»
Svin.
P i n g e l gav i Laget med sin Stemme;
En Afsloringsfest han holdt her hjemme,
Norges Løve mellem Dyrevennerne
Fromt vød ham sig føle lod paa —
Paa Tendensens Vink som hjemme her.
B e r g fik ikke Tid at give Møde;
Han afslored’ her h in L e d r e s Brøde,
Men for dog ac enske dem til Lykke,
Lod han D r a c h m a n n blæse dem et —
Et Signal som Bladets Stabs-Hornist.
Men der var dog nok endda paa Pladsen,
Og man skreg Hurra og gav paa Kassen,
Og man jubled’, sang og peb i Tollene,
Og til Slutning endte Dagen sol —
Solferinomæssig med en Sejr.
Ja, de norske Normænd anbefale
Sig som nogle Fandens Radi-Kale.
Og man uden Grund dem ikke roser
For de norske Fjelde og An —
Og Anskuelser om Verdens Gang.
Det er Folk, der gaar med Glans i Tøjet:
S c h a n d o r f f selv sig følte overfløjet,
Skjønt han har her Dede sig bellittet
Paa til Gavns at bade sig i —
Sig i venstreevropæisk Ros.
Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse
afholdt i Søndags sin aar-
lige Præmieuddeling, der
fandt Sted i Klobergs Kegle
bane og Beværtning. For
eningens Æresmedlem, Her
tuginden af Loppe-Detmold,
var desto værre forhindret
i at være til Stede, men
var repræsenteret af sin Sønnesøn, den 5aarige Fyrst
Lucius Avgustus NepomukChrysostomus Loppe-Detrnold-
Kratzenbein.
Ved Højstsammes Indtrædelse hilstes
han af en Fanfare, hvorpaa Forsamlingen istemmede:
»Es war einmal ein Floh«, som bekjendt Loppe-Det-
moldernes Nationalhymne.
Formanden, Kammerjæger
Olsen,
takkede forst Her
tuginden af Loppe-Detmold for hendes Fraværelse. Hen
des Høiheds store Omhu for Smaadyrene i hendes Hjem
stavn forbed hende at odsætte disse dyrebare Smaaskab-
ningers Liv og Helbred for Rejsens Besværligheder og
Farer. Desuden maatte man erindre den Forfølgelse, de
smaa Sorte havde været Gjenstand for dernede, og man
tog vist ikke feil i den Formodning, at det var denne
Omstændighed, der bandt Fyrstinden til Hjemmet, thi for
Loppe-Detmoldernes og de smaa Sortes Velfærd var den
hoje Dame i Stand til at ofre om ikke sit Liv, saa dog
sit Blod. Han takkede den unge Fyrste for hans Nær
værelse. . Han vidste, at dette unge Skud paa Detmold-
Kratzenbeinernes gamle Stamme, denne, om han saa
maatte sige, ædle Spire alt i Vuggen havde vist sin Kjær-
lig'ned til Smaadyrene og i den spæde Alder af 5 Uger
med sand fyrstelig Højmodighed havde ladet Big overbe-
bide, af et stakkels forsultent Væggetøj uden i mindste
Maade at volde det lille Kræ Fortræd for dette højfor-
æderiskfe, han kunde fristes til at sige, nihilistiske Anfald
paa Højstsammes unge Liv. Han takkede den nnge Fyrste,
fordi han vilde gjøre Foreningen den Ære at uddele Præ-