175 / 425
167
mierne og bad ham bringe saavel Hertuginden som alle
de smaa Sorte Foreningens Tak og Hilsen.
Derefter fremtraadte forhenværende Komiker
i
Sangerindepavillonen «Den glade Sjemytlighed», F e r
d i n a n d F r e d e r i k s e n og fremsagde med bevæget
Stemme følgende D ig t
:
Til
7"
Hans Højhed F yrsten a f Loppe-Detmold-Kratzenbein.
Alt fordum hist i Loppe-Detmolds Sale
For m i n d s t e Skabnings Eet Du turde tale.
Smaadyret fandt i Dig sin bedste Ven:
Med barnligt Smil Du saa dem springe, hoppe.
Hver Myg, hver Maddik, Midde, Flue, Loppe
Har lyse Minder fra den Tid igjen.
Hvor ofte blev der sagt med vranten Stemme:
Det har jo ingen Ned hos os herhjemme,
AfSmaadyr end man mange hos os seer;
Men ikke nær hvad saas i gamle Tider,
j
Og selv om hist og her det kløer og bider,
Saa ser man dog i Syden mange fler.
Men her er nok endda! Du maatte sande,
0 , Fyrste, hist fra Loppe-Detmolds Strande;
End er i danske Loppers Kjæber Kraft.
Den Slægt, som huser her i Sengehalmen,
Kan end i Kampen vinde Sejerspalmen,
Har den end forhen bedre Vilkaar haft.
Tak for det Skind, Du fik i Arv og Eje,
Som gav sig Vidne hist i Vuggens Leje,
Da Væggetøjet skaaned ej Din Rang.
Det lille Dyr Du nænned’ ej at skræmme;
Hav Tak, fordi Du støtter os herhjemme
Og stiller venlig vor loyale Trang.
Herefter fandt Præmieuddelingen Sted, og efter at
den unge Fyrste gjennem sin Barnepige havde under-
holdt sig med de Tilstedeværende, forlod Højstsamme
Forsamlingen, da han ønskede at komme tidsnok til
Børnefesten i Tivoli. Ved hans Bortgang istemmede
en Kvartet af vel sammensungne Skarnbasser en
A f
skedshymne. Derefter tog Formanden atter Ordet
:
Han havde et sørgeligt Budskab at bringe Foreningens
Medlemmer, nemlig Budskabet om, at Foreningen til
Smaadyrenes Beskyttelse nu maatte opløse sig. Den havde
i
Aarevis, han turde nok sige, med Held stræbt at kon
kurrere med den store Dyreforening. Hvad det for begge
Foreninger koman paa, var jo, som bekjendt, at g n u b b e
s i g. I den allersidste Tid havde imidlertid fremragende
Medlemmer af den store Dyreforening udvist en saadan
Flid
og
Ihærdighed
i
denne Idræt, at Naadens Sol var
begyndt at falde med en usædvanlig stærk Glans paa
dem. Hans sidste Haab, den unge Fyrste af Loppe-Det
molds Nærværelse ved Festen, var bristet. Fyrsten var
kjort
i
en Keifflersk Sporvogn hen i Tivoli, uden saa
meget som at lade et Ord falde om det Kommandørkors
af den Loppe-Detmoldske Hus-Dyre-Orden, som han havde
været saa vis paa skulde være Lønnen for hans Anstren
gelser. Fra nu af maatte man, som sagt, opgive Vædde-
kampen. Bestyrelsen var enig i, at Foreningens højere
raison d'etre
var ophørt. Han anbefalede de Medlemmer,
der ønskede at gnubbe videre at gaa ind i den store For
ening. Selv ønskede han at trække sig tilbage til Privat
livet og anbefalede sig med Insektpulver og alt Andet,
Faget vedrørende. Hermed erklærede han F o r e n i n g e n
ti l S m a a d y r e n e s B e s k y t t e l s e for opløst.
----
---- cQ.'&J---- ■
Teatralske Observasjoner.
gorte a
S o r e n P i p p e r o p .
Talia, Du ha immer funden,
A jae dov æ dit ejet Barn,
Aa jæ te Daj æ evi bunden
Mæ Kærlihedens Ejsengarn.
Derfor ska Sjalden; som ha lavet
Et Støkke, der va splinternyt,
Slets inte se sin Ros begravet
Dyft nere i min Sjæls Kahyt.
Se hanses Fulvia hun kommer
Som ædel Kvinde, stærk aa fri,
Hun holder a en Gammelrommer,
Derfor hun ha min Sømpati.
Hun daares inte a den Snak, han
For hinner disker op aa ned.
Dov gør hun lisom Holger Drakmand
Di bøjer saj for Kærlihed.
Sæl Ka u f ma n d æ igen paafære
Mæ «
Konsekvenserne•
mæ mer,
Saa vi maa sie, vi ha Ære
A vores franske Oifiser.
Men etter *
Konsekvenser»
klør da
Vist ingen Lørdagsabonent,
For samme Ret te hver en Lørdag,
De æ dov lidt for konsekvent.
Som Degter Ee d v a r d sang profetisk
Hver Sukkerdokters Svanesang.
Han forudsier hømopatetisk
Hømopatiens Undergang.
Sæl om ej •
Lægemidler
* fandtes
A være en dramatisk Skat,
Saa sku dov Doktor Eedvad Brandes
Ha saj en Sukkerdokterhat.
Jæ saa paa dessehersens Drama,
Min Følelse ble lagt i Blød,
Saa drak jæ maj en bitter «Brama,»
Der frier fra gesvindi Død
Aa Fasit va: Tebavevenden
Te Livet, aa jæ tænkte blot
Paa desse gamle Ord: Naar Enden
Æ go, saa æ jo Alting godt.