S_Punch_1881

186

J^ f e t var i JNovembers Slud og Regn,

Da Venstre endnu laa i Krig,

Og L e jre -G re v e og Bogø -D egn

E j havde drukket Forlig,

Da «saglig Forhandlings» Morgenskjær

Omstraaled’

B o j S E N

B U S K

K j æ r ,

Og lille EEDVARD sig følte stor,

Formedelst ved

L o g o s

han svor,

Da blev en Finanslov forelagt

Vort Folketing som bekjendt,

Og af «den bevidste FolkemagD

Blev Stakkelen drejet og vendt;

Den kom paa Udvalgets Pinebænk,

A f Medynk havde man ikke et Stænk,

I hvert

Lem blev der trukket og slidt,

Men stadig man kom lige vidt,

drømmer.

Det var en hundekold Juni-

aften i forrige Uge. Der kunde

godt have ligget Sne paa Gaderne

for den Sags Skyld.

Blæsten rev

og ruskede Træerne i Toppen,

som om det var en Skolemester,

der revsede sine uartige Drenge,

og Skyerne for henover Himlen,

som om de vilde se at faa Varme

i Kroppen ved at lebe saa hurtig

som muligt.

Men

P u n ch

sad

lunt inden Dere.

Han

havde

havde rullet sin store Lænestol

hen i Nærheden, og indsvebt i sin varme Slobrok studerede

han med Iver

N a tio n a ltid en d es

Referat af Coquelin-Festen,

afvexlende frvdende sig over Kammerherre F a l l e s e n s

spillende Aandrighed,C o q u e l i n s hellige og fine Diplo

mati

ogR a s m u s N i e l s e n s —

nej om Forladelse,

H ector m a g n ificu s

var der nok kun af Navn, ikke af Gavn.

«Ak, hvo der kunde have været med», sukkede

P u n ch ,

»det

er Følgen af ikke at

være i Journalistforeningen som

HermanBang

eller at kunne parlere Fransk som K a u f -

mann.

Var man endda i

M o rg en g n a vet,

saa havde man

i hvert Fald faaet Indbydelse og kunnet

have haft den

Fornøjelse at sige Nej og bagefter lade som Ingenting og

give Grovheder oven i Kjobet. Ja , var jeg

M orgen gn avet,

saa havde jeg havt den Ære at blive overantvordet Coquelin

i fransk Oversættelse for bagefter at rives midt over af

hans højstegne Hænder. Ak, var jeg

M orgengnavet,

sikken

et radikalt Gilde jeg skulde have gjort for Coquelin!»

Og saa faldt

P u n ch

i Søvn og drem te, han var

M orgengn avet

og gjorde Gilde for Coquelin. Ikke et stort

braskende Hejre-Gilde med Kammerherrer og Etatsraader

og Rector magnificus

in absentia,

nej et rigtig radikalt,

lille folkelig-evropæisk Knald med en

M en u

af den rødeste

Farve. Man fik:

Hummersuppe

Krebsepostej

(ecrévisses da n s un cabinet p a rtic u lie r)

Rødspætter}

, .

Blodpølser > Rødvm

Rødgrød, rød Portvin

og røde Snapse som

Pousse-Café.

Festtalen var overdragen til lille E e d v a r d .

Med

sædvanlig Takt bød han Coquelin velkommen i denne

Kreds, der indesluttede alt det Ypperste i Retning af

Intelligens og Dannelse, som fandtes i Danmark. Sad

«Den sorte Skole», som aldrig ret

Med Venstre har kunnet forlig’s,

Den satte de paa det sorte Brædt

Paa russisk Selvherskervis,

Paa smal Kost Embedsstanden blev sat,

Og Hær og Flaade flaaede man glat,

Og man holdt Jul og Paaske her;

Men — stadig man var lige nær.

Nu har vi holdt Pintse og Grundlovsfest

Og fejret Juni-Termin,

inther

har

gjort i Sommer Blæst

Om «Folkevilliens» Ruin,

Men ingen Finanslov for i Aar

Sandsynligvis for det første man faar.

Den Død er dog en sen Proces:

A t blive ihjeltraadt af — Gæs.

ikke her Danmarks Gambetta, den store Chresten Bogø'

om hvis henrivende Veltalenhed Coquelin desto værre jo

ikke vilde kunne faa den rette Forestilling, da den store

Taler endnu ikke var naaet saa vidt i sine Studier af det

franske Sprog, at han turde give Coquelin en Prøve der-

paa. Sad her ikke Danmarks største Prosaister, største

Journalister, største Rabulister, største Positivister. Det

var ikke det saramenskrabede, hyklerske, reaktionære, aand*

lese Selskab, der paa Tivoli havde oversavlet den store

Kunstner med deres meningsløse Bavl, nej, her var ds

ægte Republikanere, dem, der af den udødelige Digter,

Coquelins berømteste Landmand — han mente Z o l a —

havde lært at dyppe Penslen ikke i Romantikens Berliner-

blaat, men lige ned i Rendestenens kraftige, saftige, natu

ralistiske Virkelighed, og som af samme store Samtidige

havde lært at male, ikke med Pensel, men med Fejekosten,

ikke paa Lærred, men op ad Stolper og ned ad Vægge.

Det var Zo l a , der havde lært os at skjønnepaa Coquelin,

og det var Coquelin, der skulde lære os at skjønne endnu

mere paa Z o l a og næst efter ham paa G e o r g B r a n d e s .

Han vilde udbringe en Skaal for R e p u b l i k ken , G a m 

b e t t a , Z o l a og C o q u e l i n .

Jublende Hurraer ledsagede Skaalen.

Derefter tog

Coquelin Ordet. Han beklagede, at han ikke kunde være

enig med den ærede Taler. Han var ganske vist Repu

blikaner i Frankrig og beundrede Gambetta, fordi han for

uden at være Republikaner var en god Patriot.

Partierne

her i Danmark kjendte han ikke noget til, men han brød

sig ikke om , hvad Parti en Mand hørte til, det vigtigste

var, om han var en g o d P a t r i o t , d e r s a t t e F æ d r e 

l a n d e t s V e l o v e r Al t . Hvad Z o l a angik, var han og-

saa uenig med den ærede Taler, da han slet ikke holdt af

ham som Forfatter og ansaa Zolas Virksomhed for at

være til langt sterre Skade end Gavn for Frankrigs Literatur.

Og nu havde han sagt sin Mening og vilde gjerne have

Lov til at spise sin Mad i R o !

Det var en kold E n ! Det er slet ikke rart at være

Morgengnav under disse Omstændigheder, tænkte

P unch.

Gid je g var vel herfra! Gid jeg aldrig var

b leven

Morgen

gnav !

Gid jeg var Punch igien.

Og i det Samme vaagnede

P u n ch

og var

P u n ch

slet ikke Morgengnavet.

Og glad var h an! Men det var underligt, saa levende

han havde drømt, for næste Dag talte hele Kjøbenhavn om

det mislykkede Morgengnavsgilde, som om det virkelig

havde fundet Sted.

Men det var jo kun en Drøm, for saa

grinagtig er Virkeligheden da sjelden.