207 / 425
*99
s e n s
Ko lum bu s e ss ens,
og overstod de. Og sa a kom v i
tel J ø t e b o r r e og d e r sa a j a i baade D r a k m a n d og
B o r x e n i u s , og dem slutede j a i m a i tel fo r d ig d i er
osse a d en b a rn lie S la g x og D r a k m a n d er R e p o b li-
k a n er p a a en la n g H a ls , og v i avtalte jo a v ille g jø re
Noet og sa a ble v i en ic om a v i velle vise os som raske
D ræ n g e og b lie sitten es
,
n a a r d i d ra g K o n g ern es S k a a i.
Og de g jo re v i og v i v a r jo a lliev el g la d e, d er v a r In g en , d er
hade la gt M æ rgé tel os, m en sa a hade F a I k m a n p e t e r s e n
va a ren de r og h a n e r jo v a n d t tel a see A ltin g p a a F o r
retn in g en s V e in e , og v i h a r jo i en fæ l K læ m m e f o r a
h a n sku re fe re re det, m en D r a k m a n d to M andsm od tel
s a i etter B o r d e t og sae sa a tel F a l k m a t id a ves h an
sla drede, s a a sku h an b lie m u nget o rd e n li a og P e t e r
s e n huskede p a a de D egt, som D r a k m a n d E n g a n g
skrev m ed Om k v æ d :
„ D u veed je g e r stæ rg !u
sa a han holt s a i jo , va d e r osse v a r g o d t f o r m a i
f o r d ig hade F o r æ lterne fa a e t de a h vid e v a r d e r vistnok
vanket K a m el. Og F a lle m a n p e t e r s e n v a r jo n o k g a l i
Trolhæ tten derover, m en g o re ikke noet, og ellers ka j a i igge
huske m ere a M ødet u den a S ven sk ern e ku ikke sønge
B e l i m a n d
,
og v i D an ske igge E t i k b ø m en om vendt, og
v i fe g volsom m eiet S ja m p a n je og d e n v a r go, m en
M a lterie rn e v a r noet P ø jt , og j a i sa a d in B ø s t e
,
m en
den ska h a et helt B r e v ellers er D u n a ty rliv is igge
telfres.
F a r v e l!
D in h&ngivendes
p g
J E i n u t * J ø r r e n s e n .
V i kærner A llesam en vores H a a r n e r i P a n n en .
--------- »----------
Det evropæiske Venstres Endemaal.
i?
r '
Gang for ikke mange Aar tilbage
Sad Venstres Konge stor og uden Mage
Paa Chri sti ansborg i Folkethingets Sal;
Som en af Folkerettens Støttepiller
Han sad med Kronometer, Skjæg og Briller
Og var det unge Danmarks Ideal.
Med Kjældernæse-Kongen nær beslægtet
Han sad paa
Bogøs Trone uanfægtet,
Og Fjendens Magt fik Skade her og Spot;
Dog snart greb disse Sag8n mere listig an
Og raabte: «Længe leve!» for Kong
Christian.
Det blev et Hjertestød for
B - o g ø s Drot.
Dog tog med Takt og Værdighed han Sagen
Og lagde klart sit Kongesiad for Dagen;
Han straifed’ Brøden ej med Ild og Sværd,
Mon for et Vartegn
Christian
R e x
at sende
Blev rolig siddende han paa sin Ende,
Thi, ak, hans Højheds Ende den var nær!
Monarkens Ende blev den mest fatale;
Thi han fik, hvad man kalder, paa sin Hale
:
Det Provisorium kom ham slemt paa tvers,
Og da han én Gang kommen var paa Knæerne,
Saa slog han sig til sidst til Evropæerne,
Til Eedvards
L o g o s
og til Drachmanns
Vers.
Ja, Holger blev hans Sag en gavnlig Støtte
Og fyldte jævnlig
« M o r g e n g n a v e t s »
Bøtte
Med Sangø «under Sne» og «under
Tø».
Til sidst steg ogsaa han paa Kongetronen
Og støtted’ ved Trefoldighedskanoaea
Som Orlogskonge over
Esrom-Sø.
Men heller ikke han undgik den Skæbne,
Mod hvilken Venstre kan sig øj bevæbne,
Og som forvolder sammes Fyrster Sorg.
Thi Kordens andre Konger foretrak man,
De fik et Leve førend
Holger Drachmaun
Ved Kunstnermødets Fest i
Gøteborg!
Ku fandt han
Chresten Bergs Exempel smittende,
Og paa sin Hale blev han rolig siddende,
Og hans Borchsenius ham svigted’ ej.
Bagefter sa’e i
* M o rgen gn avet»
Drac hmaon,
At er en Flod saa dyb og fuld af Brakvand,
Saa gjør det intet, man forplumrer sig.
Heraf kan ses, at Venstres Konger mere
Forstaar sig paa end blot at figurere
Som Udhængsskilter for en haabløs Sag;
Ku véd man overalt i Kordens Lande,
At ej de kæmper blot med aaben Pande,
Men ogsaa tappert med den brede Bag!