222 / 425
214
J a , hvåd kan det os hjælpe, at alting bon g&&
Til en Tid, naar man til sidst faaer paa Planeten?
— «Deroppe over Skyerne, hvor Himlen den er blaa#t
Alt nærmer sig med stærke Skridt Kometen.
Med Tugtens Bis den kommer til den syndefulde Jord
For her at efterlade yderst triste Spor,
Thi Jorden bliver slaaet saa flad som B e r g i Fjor,
Den Gang, da han flk ikke sagt sit sidste Ord.
Fra Sammenstødet ingen Overenskomst os befrier:
Kometen maser strax vor skjønne Klode
Og tager intet Hensyn til alle dem, der si’er,
A t den maa heller ta’e os med det gode.
I Byens Raad- og Domhus den agter at slaa ned
De vise Fædre til en sand Forskrækkelse;
Selv E h l e r s faar ej Lov til at sove i Fred,
Og hvert et Udvalg faar en fæl Opvækkelse.
De mange skjønne Minder om vor Kunstsans og Smag
Den som en sand Vandal vil plat fordærve,
Selv Portene paa Orsteds Park hin skæbnesvangre Dag
Den gjøre vil, om muligt, endnu værre.
Og H e y m a n u s nye Stjerne udslukke vil den brat,
Enskjønt han kjøbte den i dyre Domme.
Hvor tindrer saa hans Stjerne? Hvor dølger sig hans Skat?
Dens Katharinablommetid er omme.
Men værst vil det ud over Folketinget gaa:
Kometen, li’esom T a u b e r , intet levuer.
Ja , om det saa er Venstre, vil det en Medfart faa,
Saa det er ej utroligt, at det revner.
Og S ø r e n K j æ r vil stønne: «Det har man for sin F lid !
J a disse Højremænd er splittergale!
De skulde have fulgt mit Raad, imens det var Tid,
Og serget for, at vi blev nevtrale!#
Optøst blFer Tingets Stoffer, C h r i s t o f f e r K r a b b e med,
A f denne ondskabsfulde Taagestjerne,
Kun S c he 1 de er den eneste, der slipper for Fortræd,
Thi han har før havt omtaaget Hjerne.
-Som sagt, Kometen kommer, dens Hale spaar vort Fald;
Og hvad er en Komet vel uden Hale?
Det samme som vort Venstre foruden Ringsteds Skjald;
Thi hvad er Venstre nu foruden Z a h l e ?
E t Haab er dog tilbage: Faar den S k e e 1 s Reskript at se,
Som Oxens Lungesyge her skal ramme,
Saa stikker den sin Hale mellem Benene maaske
A f Rædsel og fordufter med det samme.
Evrapa i Sommeren 1881.
De Misforstaaelser,
hvortil
Mangelen paa Harmoni mellem
Holger Drachmanns
Grundba
sis og
Falkman-Petersens
Gnid
ningsmodstand gav det første
Stød, synes endnu ikke at være
ophørte og menes,
om med
eller uden Grund skal det ikke
være os muligt at afgjøre, at være den egenlige og op
rindelige A arsag til
Herman Hangs
Rejse med
Tliing-
valla.
I velunderrettede Kredse har man nemlig længe
været paa det Rene med den Omstændighed, at
Synet
af samme store Samtidiges Buste i Göteborg i
en be
tydelig Grad skal have afficeret det politiske
Barome
ter.
Samtidig
med at
B jørnstjerne B jørnson
brod
som et Lavtryk ind fra Atlanterhavet over Norges
Vest
kyst, steg Feststemningen nemlig i Göteborg til et saa-
dant Højtryk, at selv den skikkelige
Borchsenius
maatte
udlade sig.
Dette var Vind paa Bulgarernes Mølle!
Den republikanske Begejstring, der i lang Tid havde
været holdt nede, brød ud i længe vedholdende Hurra-
raab, som drønede imod Balkanbjergenes Klippefjelde
og gav Gjenlyd helt ovre i Irland, hvor den altid vagt
somme Landliga øjeblikkelig gav Befaling til, at et
Dusin Godsejere og andre lignende for det offenlige
Vexlende Themaer.
Paa „Øresund“.
I .
Sort.
Der var kommet nogen Blæst op
sydfra. V i sejlede nordpaa, for vi s kalde
til Taarbæk. Solen gaar ned i Vest og
Sverige ligger Ost for Danmark.
■Øresund* gik dumt, det stikker
ikke dybt. Havet laa nedenunder vaadt
og roligt og fik et gulligt Skjær af
Solen, Belgerne lignede smeltet Vanille
is ; naar en og anden blev sesyg, min
dede de om Tutti-frutti.
Nedenunder
Dækket spillede Maskinen paa stor
Tromme, thi om Bord i «Øresund* spiller
Maskinen under Dække.
Oppe paa Dækket var der ingen Ynk.
Lad os gaa neden under, jeg taaler ikke
at se Folk have det godt; det giver
mig intet Stof.
Da Ingen af os sagde Noget, gik
Samtalen i Staa.
•Naturligvis har De Ret, det har
De altid, det læser jeg da om Søndagen,»
sagde saa han, den unge Kjøbmand fra
Taarbæk, *de Stakler, som komme derud
og ingen Familie have at hjemsøge,
de faa det ikke godt, thi Opholdet der
er d yrt Derfor ender saa mange paa
Bakken. Man begynder i Taarbæk og
ender paa Bakken. Men alligevel er
der faa Romaner — knuse m ig! — der
due Noget! A djes!*
Je g satte mig hen
i
Forstavnen
ved Roret. Bagude var der saa mange,
der gjorde B læ st
• Faa Romaner, der due Noget,»
sagde han, *han kjender vist ikke — •
Aa ja, ban havde vel maaske Ret alli
gevel, han tog 5 Gange om Ugen med
• Øresund*.
Og alligevel kunde jeg ikke lade
være at lave Romaner, medens Rogen
bugtede sig frem paa Himlen som to
Snoge, for ȯresund* har to Skorstene.
Derhenne sad en Kusk. Je g kjendte
ham fra gammel Tid, den Gang kjørte
han med Kapervogn langs Strandvejen,
nu tog han derud ad Vandvejen. Men
i gammel Tid havde han rigtig nok
heller ikke Kone og 5 Børn med, det
havde han nu. Saa kom jeg i Snak
med dem.
Naa, han vilde ud ad Landet til?
. . J a ! . . S a a havde han velPenge med?
. . . I kke stort, men nok til et Par Om-