251 / 425
243
t T i a r i æb o
tae
gc fraa g o d e r n e / enb f>ant> Fa»*
k£en & *>tt^ tben btaebcHgett forfuarebe.
cb x>bt tben iiiben Ftøbftabb
ØF i e l f F ^ r Heff tben floere
CBrejfue «åx>llfte?n;^t>(b
f t c j u b c r r t g aff tben litbew
bcnbe
S
e i t b
v
fe n platt for-
føtflfuet.
rød? gid? tbci
famnte (Breffue fcmm tben
_
tfoere Øamfon/ att ban&
>e gtotrifbeØTniiflere (loer feb«ebe
o(iy aff,
btræd?
al
ftin tub/
merm Hige fcmm Pbilifterne
Fomm offuer øam fctt/ Fcmm øcb bomberne offuer
(Breffuen/ ccb mctte tbe bratte ØFælflérianere
ftmtbe ftcb
vtoil
att iaebe ftcb fatte een bvnbe offum
pce een betremanb. 4>cb ba«b ø t e e n f t r o ^ p
Fomm igjfart tili fiin
%tff/
fomm er ibet € fianb
tV t x $ i
ocb Xolbere« tber bieff fcrnebcet/
tnmn
© t e e n f t r o p p
oplytyet,
| enn bfttberne
uave
bleffne
fae opptænbte ocb aft Foraee
ftgbtb liigefamm cuerl'æefebs/
ftio att
ti)t ey
F»nbe iaebe
ftcb
néye
metb att
iiyjeUHoe
gctjeyete men mctte ccb een
aff
iiyeri&
egne nebfcblacbte.
<Deb toege tbe bertttt b«nnem
Ø ^ f r e n K i e r / fcmm bleff aff een ttiefe
& p l f y l
omm bntlcFen Ø ^ f r e n wibnebe/ att ucre banb
ey
een SHormc«/ ftto ucre batt?>
^
*^c
$im *
bcppetc/ ftaegen ccb nar famme
eb
tiel aff
famme cafcegori Ptceft/ fcmm b^nb Uebe rFi ncb
tiere do c tor. Ocb
tlyet¡a tt
banb 0 Cf t e n baffucnbtø
fraa ariibø tiiber ucren een Pr<efte*<$aebec/ mctte
ficb for
een
faebatt Fattufe
aff € i) ve f t en e
c i e r
e
s i e
neye/ tlyet
nar bWfti) farøm banb ( S ø i b t Ø n t s b t
baffuer hettaffhet N e m e s i s / entm
b M*ldPen
een
(leer
post i l i e pce iTStntd?
e-latin øety fyebvxift
flnbee
fammenfFreffnei.
Ocb gtcS tben c omme d i a fuofonbe Ann,
De smaa Sorte.
(Frit efter H. C. A n d e r s e n .)
Paa Gader og Stræder gik «det unge Danmark*, nys
var det ungdomsfriskfc, na saa det sygeligt ud, det led af
Noget.
Baade det unge Danmark og det gamle Danmark havde
faaet Indkvartering, der aad det op; for Resten meget
honnet Indkvartering i sort Uniform. Je g talte med En af
de Indkvarterede, han var kun atten Åar, men saa gammel
klog, som om han allerede var Oldefader. Véd Du, hvad
han sagde? Han talte om sig og de andre smaa Sorte.
• Vi er den mærkeligste og mest begavede Nation i
hele Verden.
Vi borer os frem over alt, hvor der bare er
saa meget som en Dørsprække at komme ind af, og er vi
der forst, lader vi os ikke drive ud. De viseste afJordens
andre Skabninger det er Venstremandene.
De gjot os
ikke Fortræd, men holder os tvertimod paa Stald og fodrer
os med Nationalbelønninger og Valgkredse.
Hos dem have
vi det yndeligste Navn: *sode, lille Evropæer* ! Alle Ven-
strernænd med jævn Degneforstand kalder os saaledes. kun
Hejremændene, og det er os en Krænkelse, det er til at
lade sig døbe over — kan De ikke skrive i Morgenbladet
derimod, vise dem til Rette, disse Skopudsere — de se
saa dumt paa os, se med onde Øjne. fordi vi har voreses
eget lille Blad, medens dc selv læser alle mulige andre
Aviser. De give os det foragteligste Navn, det væmmeligste
Navn. uh! det vender sig i m ig, jeg kan ikke sige det, i
det mindste ikke i Uniform, og jeg er altid i sort Uniform.
Je g er født i Trykkersværte og Blæk, jeg og det hele Re
giment lever af Sværte og Blæk, men Sværten og Blækket
lever igjen i os, der hører til den begavede Nation. Hejre
taaler os ikke, de kommer og dræber os med Punch, det er
en fæl Dosis, jeg synes jeg lugter den. Det er forfærdeligt
at vaskes, naar man er fedt til ikke at blive vasket. —
Højremand! Du som ser paa os med de strenge Proviio-
riunas-øjnc; tænk over voreses Plads i Samfundet, vores*«
støre Færdighed i at lægge Æ g, udruge Æ llinger og ser
vere dem som fede Avisænder. Vi fedes i Journalistik, vi
dør i Journalistik, hele voreses Liv er Journalistik. Heft
ikke paa os det Navn, Du finder mest væmmeligt og stygt,
det Navn — jeg siger det ikke, nævner det ikke. Kald os
Chrestens Evropæere, Brandes’s Regiment, d e s r a a a S o r t c !»
Og
jeg, Højremanden stod og saa paa Bladet og paa
de smaa Sorte, hvis Navn jeg ikke skal nævne, ikke krænke
en Evropæer, en stor Familie med meget Gods og mange
Penger. Avisen, je g stod med, for jeg var kommen med
Nøgle, Avis og onde Hensigter, vilde jeg nu bruge til
noget Andet, klistre den paa Døren indvendig til at læse
i i ledige øjeblikke.
Men lige som jeg var i Færd med at klistre den op
paa Døren, sprang den op og der stod
P u n ch
selv.
Ja nu kan han fortælle bedre end jeg om — jeg siger
ikke Navnet — de smaa Sorte.
• D a s s a v is e n !» sagde
P unch.
»Man skal nævne
enhver Ting ved sit rette Navn, og tør man det ikke i
Almindelighed, saa skal man kunne det i
Punch.*