262 / 425
254
E n privilegeret Klasse.
Hvem der dog bare var Folketingsmand
I vort velsignede Fædreland!
Saa kommer gratis man ind, hvor man vil,
Ja faar endogsaa Penge til;
I vort T h e a t e r han selvskreven Gjæst er,
Og ved T i v o l i s Bornefester
B a l d u i n D a h i s og V o l k e r s e n s Kunst
Har en Folketingsmand omsonst.
Skal han ha’e stillet sin Appetit
Faar han sin M ad og D r i k k e l s e frit,
Staten betaler jo hele hans Foer,
Selv om hans Regning er nok saa stor.
Og naar til f r i B e f o r d r i n g han trænger,
Bag paa en Deligence han hænger;
Saadan han kjører fra Sogn til Sogn
Og er slet ikke tabt bag af en Vogn.
Ved hver en Fællesspisning glad
Gratis han faar sin varme Mad,
«Folkegaver» bebor han i Mag,
Til han fra Skygge gaar bort — og Bedrag.
Guld-Kronometre han ogsaa har faaet,
At han kan vide, hvad Klokken er slaaet,
Og gaar ved Højesteret det galt,
Bliver af «Folket» hans Mulkt betalt.
Hejre har altid Snarer udspændt
For denne moralske Ret at faa endt: —
Slotspavillonen ved H i l l e r ø d
Af festlige Glædestoner gjenlød ;
Entreen var 20 Ore for alle
Dem, der var voxne, for Børn det halve.
— Men saa kom C h r e s t e n B e r g forbi,
Han vilde ikke en Gang give 10!
Og, da han saa, at en Snor var spændt ud,
Sagde han : «Det er et Grundlovsbrud!
Pladsen her hører Staten t i l ;
Staten er mi g, og jeg gaar, hvor jeg vil.»
— Derpaa sin venstre Fod han hæved’,
Snoren gik heldigvis ej over Skrævet,
Saa han slap ind uden videre Ve;
Det var en majestætisk Entré!
Af dette Optrin man lære kan,
B e r g er en uhyre mægtig Mand;
Thi han kan gjore alt, hvad han vil,
Ingen tor sige et Ord dertil;
Ja, skjont for Retten de lader ham hale,
Siger han, naar han bli er dømt at betale:
• Saadan ufolkelig Højredom
Den la’er jeg Grund lovsværnerne om!»
K o m m u n a l h i s t o r i s l e - t o p o g r a f i s k
H e n s t i l l i n g
t i l f l e t æ r l i g e o g v e l
b y r d i g e U d v a l g f o r n y e G a d e n a v n e .
(K u n d e m a n ikke bevare det H isto risk e, der til D ato
h æ fter sig ved H elligg ciststræ d ern e, ved at k ald e S t o r e
H e l l i g g e i s t s t r æ d e :
S t o r e h e l l i g g e i s t k o k k e w a l
k e n d o r f h e l l i g a a n d s h u s s t r æ d e , og L i l l e H e l l i g -
g e i s t s t r æ d e :
L i l l e h e l l i g g e i st t u g t liu s p o r t t r o m-
p e t e r n i e l s h e m m i n g s en d u e b r o d r e s t r æ d e ?
Je g tilla d e r m ig at h en stille dette æ rbødige F o rsla g
til det æ rede U dvalgs sa g k y n d ig e og sm a g fu ld e O vervej
else.
S k u ld e d er senere a rriv e r e noget m ere H is to ris k
,
vedkom m ende velbem eldte G a d e r, k an m a n jo a ltid dobe
dem om igjen .
D erso m dette m it F o rs la g v in d e r det velb y rd ig e U d
va lg s B ifa ld , m an m a n k ald e m ig M a d s .
Æ rbødigst
S p r in g g a d e .
y Offenlig Møde.
En Del agtede Mænd af for-
skjellige Samfundsklasser havde
i Gaar Aftes sammenkaldt et
Mode for at forhandle om den
for Almenvellet i høj Grad
skadelige Udvikling af Spor
vognsfærdselen i Staden Kjø-
benhavn og Forstæder.
Til
Dirigent valgtes med Akklamation forhenværende Karussel-
fbestyrer L i e b e r m a n n , der efter at have takket for
Valget gav Ordet til
D roschekusk
Jesper S m el d e r up.
Han vilde lige
godt strax tage sig den ærbødige Frihed at bemærke, at
det Nuværendes i det Hele taget, var en Skandale, for var
det nu ikke for Hestens S k yld , saa kunde jo magelig en
almindelig gammel Krybbebider, naar den hverken var
ramskopfig eller svejrygget eller havde Spat paa det
nærmer Bagben, tage det op med hvilken som helst af
Tietgens Dorkløbere, men det var lige godt en Skam,
var det, for saa vidt man tog Hensyn til, at en nærings
drivendes Borger, der baade svarede Skat og ogsaa havde
maattet betale Præstepenge og for at faa toStinner konfirmerede,
som vare dode siden alligeveller, post festung, som man
sagde, skulde lade sig konkorere med af disse hersens
Axeselskaber, der gjor det hele paa Skinner, og uden saa
meget alligevel, som at kunne befordre et Begravelses
selskab eller Ens egen Næste, naar Vedkommende var
kommen for Skade med en lille Kæfert, hjem i deres egen
Bopæl, men maatte verfe dem af paa Gadehjørnet, uden
saa meget som at ringe paa Portklokken eller dunke paa
Gadelogteu efter Privatvægteren.
Og derfor vilde lian
stemme for, ut det skulde blive til Lamperog med flere
Sporvogne, fordi det stred ogsaa imod Grundloven at gribe
ind i Folks Næring.