263 / 425
255
Jo m fr u
G o t t h o l d i n e S n e r p e b y syntes, at Spor
vogne var ækle.
Hun ansaa dem for nogle umoralske
Anstalter, livor slette Sæder fandt deres Udbredelse. Det
var gyseligt upassende at se unge Herrer og Damer, der
slet ikke var præsenterede for hinanden, sidde der klods
op ad hverandre uden at der var nogen Ældre til Stede til
at have et vaagent Oje med Moralen.
Hun var kun en
Gang kjort i Sporvogn fra Gronningen til Kongens Nytorv,
og da var der en ung Mandsperson, der havde været saa
fræk at ville give hende sin bare Haand, da hun skulde ud.
Vel havde hun sin Sypose og en Hatæske og et Par andre
Pakkenelliker i Armen og ondt ved at komme ned ad
Trinene, men var dette alligevel en Anledning til at være
paatrængende mod en enlig Dame, der herte til de bedre
Klasser og altid havde forstaaet at respektere sin Stand
og sin Stilling.
Hun fandt det oprørende! Men det Blik,
hun sendte Vedkommende, skulde han ogsaa nok huske
til sin Dødedag.
Og hendes uskyldige P e r l e vilde de
ikke lade kjore med, men det stakkels lille Dyr maatte
sjadske bagefter i Sølet og fik vaade Poter, og det kunde
gjerne være deraf, den dede ikke mere end et halvt Aar
efter. Hun havde skrevet til L e m b c k e derom, men han
havde ikke en Gang svaret.
Var det Retfærdighed?
Skom agerm ester
M ø lle r fandt, at nu var det paa
Tiden at sætte en Stopper.
Han sagde det ikke for sin
egen Skyld, skjønt han maatte bemærke, at siden Spor
vognen tog Overhaand, trængte hans Kunder ikke nær saa
hypptø til at forsoldes, og hvad Bagflikningen angik, var
den ogsaa gaaet meget tilbage.
Men hvad der havde
været hans Trøst og holdt ham oppe, det var de lange
Veie mellem Norrebro og Vesterbro og Østerbro med alle
de velsignede Smaastcn og Skjærver, som Magistraten var
saa venlig at lade blive liggende der, og det var jo ogsaa
meget mere sundt for Motionens Skyld at gaae sig en
ordenlig fornuftig Tour end som at ligge der og jolre
omkring i saadan en Svedekasse.
Men dem, der var,
kunde mau jo maaske ikke gjøre Noget, men han vilde
gjore Sit til at forhindre, at der kom flere af den Art, og
skulde det gjores nødvendigt, vilde han gjerne lade sig
vælge ind i Borgerrepræsentationen paa det Samme.
L ig tom eo p cra tø r
K n a s t r u p vandrede heller ikke paa
Roser.
Livets Ligtornesti var ogsaa for ham gjort mere
trang og besværlig ved Sporvognens Fremkomst.
Kun
sine gode Venner, de ærede Skomagermestre og dito
Svende kunde han takke for, at der endnu af og til faldt
en lille Torn af hist og her.
Sporvognene vare ham en
Torn i Øiet! Men, mine Herrer, vi havde en velvig Magi
strat og en oplyst rettænkende Borgerrepræsentation, der
hidtil efter yderste Evne og af al Magt havde bekæmpet
disse fordærvelige Sporvognspi ojekter, ja uden Betænkning
kvalt dem i Fodselen. Med Tak og Tillid skulde vi slutte
os til dem.
Han vilde foreslaa følgende Resolution:
•Forsamlingen udtaler sin faste Tillid og Tro paa, at saa-
vel Magistraten som Borgerrepræsentationen, lige som den
hidtil har værget Borgernes Ret imod Sporvognsselskabernes
Overgreb, saaledes ogsaa i Fremtiden ved de til dens
Raadighed staaende prohibitive og præventive Midler, saa-
som Beskatning af Linierne, Indskrænkninger i Konces
sionerne, streng Kontrol gjennem Politiet med alle Per
soner, der kunne mistænkes for at nære Sporveisprojekter
osv. osv. vil være i Stand til at bevare Staden Kjøben-
havn og Forstæder imod flere af disse Helvedesmaskiner.»
Forslaget vedtoges enstemmig, og efter at et af
en Tilstedeværende udbragt Leve for Borgmester E h 1 e
r
s
var blevet besvaret med et jublende Hurra, gjorde
Dirigenten opmærksom paa, at den sidste Sporvogn til
Vibenshus afgik om to Minuter, hvorfor han vilde
hæve Medet i sterste Hast med Tak til alle Deltagerne.
T L .
Sørgecaentate.
M el.: af
Stegekjæ lderen.
S e c h e r s lille
D a ssa vis
Den er saa moderne,
Venstres Lov og B r a n d e s ’ s Pris
Synger den saa gjerne,
Og saa gjor den sig til Tolk
For Enhver af voreses Folk,
Voreses Folk, vorcses Folk,
Voreses Folk, voreses Folk!
S e c h e r er en rar Fyr
Og saa desuden Martyr.
C a e n det var nok dog, som Plan
Først til Bladet lagde:
«P e r a rd u a a d a stra !
C a e n !*
Til sig selv han sagde,
Og saa laved’ han et Blad,
Fuldt af dejlig Andemad,
Andemad! Andemad!
Andemad! Andemad!
Ak, men Bladets Fader
Nu det grumt forlader.
Hvordan skal det Bladet gaa,
Naar forst C a e n er borte?
Ej forslaar den ene G r a a h
Mellem de smaa Sorte.
Det var C a e n , der gav det Glans,
For ban havde praktisk Sans,
Praktisk Sans, praktisk Sans!
Praktisk Sans, praktisk Sans,
Han, paa Skuldre brede,
Bar den hele Rede.
J u s t M. C ae n var Veteran,
De andre blot Rekrutter —
Høvding for den hele Clan
A f Dass-Avis-Caenutter,
Som en Type der han stod
A f ublandet Negerblod,
Negerblod, Negerblod,
Negerblod, Negerblod!
Hans Kuler var ægte,
Det kan Ingen nægte.
Hvad har stakkels C a e n da gjort?
Je g kun véd, nu stænges
D a s s a v i s e n s
tunge Port,
Og udenfor han længes,
Som Cherub med Flammesværd
S e c h e r raaber: Kom ej her!
Kom ej her! Kom ej her!
Kom ej her! Kom ej her!
S e c h e r vil ej ha’e ham,
Saa maa B a rn u m ta’e ham.
Kommer nu J u l e s V e r n e igjen,
Hvem skal med ham ture?
Hvo skal, som vor tabte Ven,
Omt til » S a ra h « kure?
Det mod Publikum er Ran
At berøve det just C a e n ,
Thi J u s t C ae n , ja J u s t C a e n ,
J u s t
M.
C a e n ,
vores
C a e n
Svært vil savnes, ak thi
Han var saa grinagtig!