267 / 425
259
Han syntes, han var bleven Elev nede ¿Skolen paa B o g ø og
skulde lære Navigation. Detvardrojt. Han læste og han skrev,
han regnede og han sled, men det var lige saa svært at
hitte ud af, som K r a b b e s Valgtaler.
*Gud véd, hvordan
C h r e s te n B e r g har kunnet magte det?* tænkte
Punch.
• Han har vist ogsaa kun lært at tage «Bredden*, det
synes jeg, man kan mærke, r.aar han taler. Og hans Na
vigation er da heller ikke videre bevendt, for enten sætter
han sit Parti paa Grund eller render sig selv Buler i sin
aabne Stævn.»
P unch
havde nær sagt * Pande*, men hu
skede i rette Tid, at det navtiske Udtryk var <•Stævn», —
• Gud ske Lov, han er kobberforhudet !•
I disse trøstelige Tanker blev
P unch
afbrudt ved, at
Madklokken ringede.
*Naa, nu vanker der da Noget for
Tanden !• sagde
P unch
balvhejt.
De andre Elever saa medlidende paa ham.
«Han er
lovlig gren!» sagde En, men udtalte sig ikke videre.
Punch
blev greben af onde Anelser, men han man
dede sig selv op. Skulde man ikke leve kongelig hos Kon
gen af Bogo? Skulde Sagnet om *Evropæernes» flotte Leve
vis have løjet? Umuligt!
Ak, Virkeligheden gjør ofte det
Umulige m uligt! Der er en norsk Folkevise, der begynder
saaledes:
Osten var muggen,
Kagen var raa,
Kniven var rusten,
Betje inte paa.
Selv den berygtede Pengerske Bespisning paa Kommune»-
hospitalet for de kvindelige Sygeplejersker, var kraftig næren
de Kost i Forhold til «det, kongelige Taffel* paa B o g ø !
Alle de brave vordende Navigatører sad taalmodig og
gnavede Ben, som en nogenlunde velfodret Slagterhund
vilde have vist fra sig med Ringeagt. Vreden begyndte
at koge i
Punchs
ædle Barm.
«Hvorledes!» tænkte ban.
»Skulde vi Sonner af det fri
oplyste Vælgerfolk behandles, som vare vi usle Estrupske
Embedsmænd, Sønner af Skopudsere og Lakajer? Er det
derfor, vi giver vort Guld til Folkeure og Venstre-Pokaler!
Er det derfor, vi bærer Dannevirke i Brystet og Zahles
Grundlov i Vestelommen? Nej!
Op til Kamp!* raabte
han. • Op til Kamp, ikke til Magtstræv, men til Madstræv !
I gjæve Søgutter, der plejer de biaa Vover, ville I lade
Eder sulteføde af en Underkonge paa Bogø? Thi hvad
er en Underkonge?
C h r e s t e n B e r g har selv eagt. at
Kongen af Danmark kun var en Skriver eller Forvalter,
Hvad er da en Bogokonge? Hejst en Exfcraskriver eller
Underforvalter. Skulle vi lade os regere af en Exstraskriyer?
Nej! Leve den folkelige Selvstyre! Leve den bajerske
Republik !•
E t jublende Hurra
fulgte paa denne T ale,
alle
Tallerkener og Fade gik i Dækket. Paa kraftige Sømands
Skuldre løftedes
Puncli
i Vejret og kaaredes til Præsident
i den første bajerske Boge-Republik.
Men lige i det Samme lod det udenfor: »Kongen
kommer!» og nærmere og nærmere gjentog sig dette R aab :
• Kongen kommer!«
Da greb en usigelig Rædsel de for saa modige B«.»go-
Repubiikanere.
Ængstelige, skjælvende, med blege Aasyn
og rystende Knæ stod de der.
De havde ladet
Punch
glide ned fra deres Skuldre cg fjernet sig fra ham, som
var han en Difterist af den mest ondartede Sort. Ogsaa
fra ham var Modet veget, men som Republikens Præsident
svor han ved sig selv en stille Ed, at han i det mindste
vilde falde med Ære.
Da sprang Døren op, og i den aabne D
of
stod med
et Telegram i den ene Haaud og et mægtigt Eis i den
anden, stor og kongelig C h r e s t e n B e r g i sin sorte Kjole
og sit hvide Halsbind. Frygtelige Lyn skjød uu af hans
Brilier.
• Naade!» stammede
Punch
og kastede sig paa Knæ.
• Naade, Deres Majestæt! Jeg er siet ikke Republikaner,
jeg er aldrig bleven siddende paa min Hale ved Kongens
Skaal. Jeg er en tro, loyal Uudersaat, der bare bar villet
give Deres Majestæt en lille Advarsel.*
*Ja, jeg skal give Dig Advarsel,* biummede B e r g og
hævede Riset.
Da tog
P u n ch
Mod til sig og — lob sin Vej. Ud
gjennem Doren, ned ad Gangen, over Gaarden, gjennem
Haven, ud paa Marker, ind i Skove, afSted — af Sted! —
men paa en Gang brast Jorden under hans Fødder, han
faldt og styrtede dybt, dybt nedi Afgrunden
—
P u n ch
vaagnede,
han laa paa Gulvet.
Men endnu
syntes han at se C hr e s ten s vrede Aasyn med de blin
kende Brilleglas. Nej
Gudske Lov! Det
var MaaBcn.
der skinnede ind ad Raden.
• Det var en styg Drøm !* tænkte
P u n ch
, »det cr dog
noget urimeligt Tøj, man saadan kan drømme!»
om
t a p «
Ø m i
■ohtaiet
ce
Gvj3c
Mojze
eTzcce«,
atvfi'fUfc o p ,
naaz
S it cj-jct
id et
o m a t i-fa a s.
Si-f o
i&Ae fo t en Sf-aytez
p a a
§aden.
—
C L l j t t d et
et
M etteAoved jo t a n
^ ’cm tzej @zo.\
ØT£e-n
i g, g. o hen:
omhAtt
efceti* acWu