266 / 425
258
Til „første“ Behandling.
Har EsipguP endnu Magtens Tøjler fat,
Hans Kræfter synes næsten uopslidelige;
Endnu er Venstre snydt for det højtidelige
Moment,
hvor BERG
faar Uniform og Hat.
Den Spøg er, hvad man kalder her til Lands, grov,
Og den skal hævnes dyrt paa vor Finanslov!
Den store
CHRESTEN BERG,
der uden Tvivl
Er den. der lave kan den mest udførlige
Deklamation i storpolitisk Stil,
Hvis Holdning, ligne? Vejret i April,
Saa han i K o l d i n g giver den medgjørlige
Og i vort Folketing den ubønhørlige,
Kort, Manden med den skuffede Forhaabning
Stod frem og skaffed’ Venstres Harme Aabning.
Lig Tordenskyen, naar den fremad skrider
Med skæbnesvanger Mørke trindt beklædt
Og spruder Ild og Lyn til alle Sider
Til Trods for Vandet, hvormed den er spædt,
Saalunde skred mod Højres Invalider
I Folketinget frem «Hs. Majestæt»,
Og med en Holdning, der var mer end værdig,
Han
spurgte E
strup
,
cm han snart var færdig.
1 sex Aar har jeg ventet med min Flok
(Og de er spildte alle sex des værre!)
Paa ESTRUPS Fjernelse; men som en Blok
Han sidder stiv og støt som Landets Herre.
Hvor længe vil endnu min Vej han spærre?
Jeg synes, jeg har ventet længe nok,
Og mer end én Gang har jeg løbet Linen ud!
— Nu kan jeg ikke længer holde Pinen ud!»
Dog imod ESTRUP hvad kan vel forslaa
Slig Talekunst og slige Argumenter!
Han ingen Portefeuille her sig henter,
Skjønt han som «hele Folket» frem tør staa.
E s t r u p tilbage gav ham Svar med Renter,
Og ikke ud af Stedet vil han gaa!
Den «midlertidige» ham giver Pengene,
OgBERG forbliver blandt de værdig trængende.
Deraf man skjønner let, at B o g ø s Drot
Den Dag var ikke gladest blandt de glade;
Humøret snart var sort, snart graat i graat,
Og skjønt han Hjælp i Nøden havde faa’t
A f Ridderen i Staal og A s s e ns-Plade,
Som sagde, E s tru p havde kun gjort Skade,
Blev B e r g s betrængte Sjæl dog ikke lettet
Ved en fornøden Plads i Kabinettet.
Selv for en saa beskeden Venstremand
Som BERG, er den Besked svær at fordøje
Hvad har han nu for al sin Slid Og Møje
Og sine Rejser i det ganske Land?
Plan «Parlamentarismen» har for Øje;
Men det ta’er Tid med den at faa i Stand.
Kunsten er lang, og han har kun et kort L iv ;
| — Ta. det, maa man dog tilstaa, er et haardt Liv.
Nu gjækier det at finde nogen Trøst
P'or ham og for hans mange Forbundsfæller,
Som rejse kan de sunkne Luftkasteller
Paa Dannevirket i hans gjseve Bryst;
Den findes uden Tvivl i H
Ø G SPR OES
Røst:
Hans Folketidende om «Midier» melder,
Saa «skarpe», at «elv HøRUP frit erkjender,
Han før ved Hjælp af dem har skaaret — Tænder.
drømmer.
Den iskolde Sommerblæst for
hylende som en gal Vandhund
ned gjennem Gaderne, snoede sig
om Hjernerne, smækkede Portene
i, slog Vinduerne til, rev og
ruskede de
elendige Træer
i
Totterne og skabede sig, som om
den spillede fransk Komedie i
Monsieur Bertons Stil.
Punch
trak Dynen hejt op over ørene.
*Uha,>* tænkte han, »hvis man nu sad ude paa det vilde
Hav og skulde styre en læk Kadrejerbaad bidevind rundt
om Pynten! Saa vilde det være godt at kunne Navigation!
Hvor der dog er meget, jeg ikke forstaar mig paa, og jeg
er do-g ikke bleven Rigsdagsmand! Naa Herre Gud. man
lærer, saa længe man lever, og naar
H elgolan d
kan være
bekjendt at rende paa, saa kunde jeg vel til Nød ogsaa.
Men — alligevel — lidt N aviga— ». Længere kom
P u n c h
ikke. Søvnen havde grebet Lejligheden til at snige sig
bag paa ham og spændt Ben for hans Bevidsthed. Saa
dromte
Punch.
Punch