283 / 425
275
mødte som første Sprøjte; og man maatte indrømme, at
det var bedre end civilt Vand, der altid kom for sent.
Kjøbmand
Søren sen
var ingenlunde gunstig stemt for
en Garnison. — Fordelene, en saadan medførte, vare efter
har.s Mening forsvindende mod Ulemperne.
Og til disse
regnede lian blandt andet den Indflydelse, Militæret havde
paa Tjenestepigerne.
Enhver vidste, hvilken Tryllemagt
en Uniform øvede paa et ungt, ubefæstet kvindeligt Gemyt;
og han maatte tiistaa, at han ansaa de nye Officershuer
for meget skadelige for Moraliteten. Dog vilde han især
fremhæve, at Vagtparaden vilde have de sørgeligste Følger
for Gadeordenen (Rore). Naar Musiken gik gjennetn Ga
derne, vilde den blive ledsaget af hylende Hunde, hujende
Gadedrenge, sværmende barnepiger og skuikende Skole
disciple (Stærkt Røre).
Vinhandler
L u n g
fandt, at alle Hensyn burde vige,
naar det gjaldt Byens Opkomst (Bravo). Og han maatte
bestemt udtale, hvad allerede Borgemesteren havde antydet,
at en Garnison vilde bidrage betydelig til, at Byen fik et
større materielt Velvære. Og et saadant vilde snart paa
alle Omraader blive synligt. Det garnisonerende Militærs
mangesidige Forbrug vilde gjere Vidundere: Spækhøkernes
Skinker, der nu hang som Sinker, vilde faa Ben at gaa
paa, Urtekræmmerhusene vilde flyve for alle Vinde, Bager
butikerne vilde blive tomte og Restaurationerne fyldte. —
Oliet vilde ikke faa Tid til at biivc surt og Vinen ikke
kunne mugne. Ja , han kunde som Vinhandler tale raed
om, hvad det vilde sige, at Forbruget ikke svarede til
Produktionen.
Han havde fornylig ved en nøjagtig In
spektion af sit Lager fundet adskillige Flasker god Rødvin,
der var begyndte, ved en Tilbagegang til deres Ungdoms
Gjæringsperiode, at gaa i Barndom igjen (Bevægelse). Sligt
vilde aldrig være sket, naar Byen havde en fast Garnison.
Skomager
K ru se
hade en Gang hat en Svend, der
hade ligget inde som Trandunk, men det kom nu ikke
Sagen ved; men derved var han kommen til at
tær.kepaa
Infanteriet.
Og han holdt nu paa Kavalleriet. For det
brugte lange Stdvler, men Fodfolket sled for Resten ogsaa
paa Fodtøjet, og Artilleriet gik ogsaa med Støvler (Latter),
ja, naar det da ikke kjorte. Og han vidste ikke, hvorfor
Hr. Lung ikke hade omtalt Skomagerne tidligere, for de
vilde dog tjene bedst ved en Garnison; og han hade
megen Lyst til at lave Skaftestøvler og holdt derfor paa
Kavalleriet; han hade en Gang lavet
saadan et Par
Støvler til en Jægermester; og der var ingen Ting saa
dejlig, som at se paa et Par blanke Skaftestøvler; men
det kom nu ikke Sagen ved.
Prokurator
Ju stesen
mente, at man ubetinget maatte
holde paa Infanteriet; Byens Lokaliteter egnede Big ikke
for de andre Vaabenarter. Han havde glædet sig over, at
Svedskeisen gjorde Handelsbetjentene til Kanonføde, han
lyttede med Velbehag til Sørensens velklingende Vagtparade,
og han beundrede Lungs Evne til at forvandle Trandunke
til Vindunke, men især glædede ham Synet af Kruse, der
som en øvet Kavallerist stadig red paa Skomagerne. —
For øvrigt vilde han tilraade at omdanne den nedlagte
Sukkerfabrik til en Kaserne; dér kunde jo saa de sode
Løjtnanter ligge.
Derefter vedtoges det at affatte Henstillingen derhen,
at Byen særlig maatte antages at egne sig til Garnisonsby
for Infanteriet. — Mødet hævet Kl. 9
3I*.
En gammel Historie.
Motto:
Sie bleibt doch immer neu!
\ ' /__
-4
.
É
I m
Per var en Hr. Berg paa Landet,
Han hed Chresten Povlsen, blandt andet;
At frembringe Flertal det var hans Fag,
Og han fik just et paa Valgets Dag,
Der var fem og halvfjerds, da det blev talt,
Se, det fandt Chresten ikke saa galt,
Han Holstein og Høgsbro i Lommen fik,
Gav dem paa Hovedet og gik.
Til Kancelliet han styred’ sin Gang;
Men Vejen var baade besværlig og lang,
Skjent han gik til af alle Kræfter.
Han tænkte nu over og regnede efter,
Hvor godt hin Ledre sit Puds fik betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt.
«Ja vist,» *•- saaledes han gaar og taler,
• Nu gjer vel Høgsbro ej flere Skandaler;
Saa har jeg hans Folkeblad, lad se,
Med mine to andre har jeg saa tre;
Hver tager paa Vej om ikke ret længe
Mod Estrup, som rev i vor Grundlov en Flænge
Og holder Bevillingsmagten for Nar;
I Bladenes Spalter paa Vej vi ta’er,
Jeg skriver de halve, den anden Rest
Skal ruges til Ællinger, det er bedst.
Jeg faar da en Andegaard, tænk dig bare!
Den hjælper til Folkets Begreber at klare
Og ruger Wederkinch-Madsener ud;
Hvor vi bliver mange, du søde Gud!
I Spidsen for Venstres Gæs og Faar
Som Situationens Herre jeg staar;
Finansloven sænkes i Gravens Muld,
Og je g inaaler Estrup Skjæppen fuld.
En »Advarsel» giver jeg Kongen, min Tro!
Hvo véd, maaske tør jeg give ham to,
Saa gi'er man sig nok, og endnu i Aar
Med trekantet Hat jeg paa Hovedet staar;
Saa kommer Hr. Krabbe ind i min Stue
For ydmygt min Uniform at beskue:
Hans egen er ikke saa flot, som min.
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og fin!
Jeg taaler ikke den mindste Snakken!
Jo, jeg skal vide at kneise med Nakken!« —
Og ret som han sagde det, gjorde han saa.
— Av, da gled han ud, og paa Halen han laa.
En »midlertidig» des værre gjaldt,
Og1 det var i Grunden slet ikke saa galt.