Nyboder

blevet forlovet og ville også gerne kunne gratulere Jacob med kæresten i

Nyboder. Men ak nej: »Hun var lovlig undskyldt, desformedelst var kun

allerede gift«. Dette forekom måske ret ofte, da koneme følte sig ensom

me mens deres mænd var til søs.

Heller ikke Søren Kierkegaard er blind for nyboderpigemes ynde. På

sommersøndage går han i Frederiksberg Have, hvor tjenestepigerne også

kommer. »Tjenestepigernes mangfoldige skare er virkelig den skønneste

væbning, vi have i Danmark. - Først kommer bønderpigeme, de ere sun

de og friske, farvemodsætningeme kun lidt for stærke såvel i huden som i

klæderne. Nu følger de jyske, fynske piger. Høje, ranke, lidt for stærkt

byggede«. De bornholmske piger er »ferme kokkepiger, men ikke gode at

komme nær, hverken i køkkenet eller på Frederiksberg, deres væsen har

noget stolt frastødende. . . . Nu følger hjertetroppeme: Nyboders piger.

Mindre af vækst, fyldige, svulmende, fine i huden, muntre, glade, vævre,

snaksomme, lidt kokette og fremfor alt barhovedede. Deres påklædning

må geme nærme sig en dames, kun to ting er at iagttage, at de ikke have

sjal, men tørklæde, ikke hat på, men højst en lille vims kappe, helst må

de være barhovedede«. Det er befriende at iagtage, hvordan den store fi

losof helt er bukket under for pigemes ynde.

I Enten-Eller nævnes Nyboder kort. »Hvorfor blev jeg ikke født i Nybo

der, hvorfor døde jeg ikke som et lille barn?« Hvilke perspektiver havde

der ikke åbnet sig, hvis Kierkegaards vugge havde stået i Nyboder, og han

var blevet en Holmens dreng. Det kunne der filosoferes meget over, hvad

han dog undlader. Måske har Kierkegaard blot syntes, at lykken måtte

trives demde.

Som modstykke til Hertz’s utro kone, må fremdrages Aarestrups digt:

Torsten og Trine. - Trine sidder i sit kammer bag de lukkede skodder og

sukker, fordi hendes mand et år har været på søen. Hun tør ikke sove i

stormvejret af angst for, at der skal ske ham noget. Da springer klinken

op, og »ind trådte en mand med dristigt øjekast, pidsken snoet i nakken,

og krøllet hår på kind«. Trine farer ham om halsen og indrømmer, at

hun er for hjerteklemt til at være sømandsviv. Torsten drager gaver frem

af kufferten, som han har medbragt fra fjerne lande, og »det spæde noer

og den raske dreng« vågner ved al den uro. Alt er lykke og familien går

først til køjs, da vægteren råber to.

Digtet er ikke betydeligt som kunstværk, men det vil alligevel stå leven

de blandt de mange nyboderskildringer. Det beskriver angsten, når man

den er på søen, og den store glæde, når han vender hjem, som ethvert sø

mandshjem vil nikken genkendende til.

En af de digtere, som har sat Nyboder det kendeste minde i litteratu