47 / 55
45
sottesengen, der efter et langt og hæderligt liv, nu ser døden få magt over
sig tomme for tomme, uden han hos den søn, der skal arve ham, kan op
dage hverken mærker af sin egen eller nogen anden udpræget karakter.
Der kan gives håb om, at slægtens traditioner vil blive fortsat i et nyt og
tidsvarende spor. Et nyt Nyboder på det gamles plads vil jo vedblive at
være statsejendom, og dets befolkning vil vel vedblivende høre til en »fast
stok«. Men alt hvad der kunne knytte beboerne til stedet selv og give livet
der et særligt præg synes at skulle forsvinde. Den nationale betydning,
Kristian den fjerdes Nyboder til vor tid har haft, bør ikke opgives«. Råvad
ser hvilken national betydning, Nyboder havde, men han er ikke blind
for dets mange mangler. Han vil »det tvungne fællesskab« til livs, som
han mener, i modsætning til flere skønlitterære forfattere, er en stor ge
ne. Hans lille korte artikel er hårdere end andres udtalelser men langt
mere objektiv. Han betragter Nyboder fra statens side, mens de fleste an
dre blander en del sentimentalitet i deres beskrivelse.
Hanne Andersen