186 / 297
171
T al ved i Forsam lingen den 19 . A vgu st s. A . paa F o rslag
a f Abildgaard , K a li o. fl. at hædre storbritannisk Apella-
tionsraad von R a m d o h r , „en Mand, der havde giort sig
bekiendt og fortient i Konsternes
Repztblique
“ x) med denne
Værdighed.
Om Ramdohrs Berettigelse til at nyde denne Æ r e har
der vist været delte Meninger. H an var en Hannoveraner,
gjorde sig til a f at være en stor Kunstkjender og havde i
nogle M aaneder opholdt sig i K jøbenhavn.
Senere udgav
han en B o g om sin R e jse i D anm a rk 2), og heri udtaler
han sig i en meget affejende og overmodig Tone om det
danske Fo lk , dets Sæder og Skikke, dets K u n st og Poesi,
hvad der paadrog ham en alvorlig Tilrettevisning a f S a n
d e r 3).
H ist og her kan Ramdohr have mere R e t , end
Sander vil indrømme, men i det hele vare hans Domme
alt for skarpe og afsagdes derhos med en stødende Suffi
sance. Navn lig gjaldt dette for de skjønne Kun sters V ed
kommende.
Om G r u n d s S tø tter i Normandsdalen siger
han: „E tw a s abscheulicheres låszt sich gar nicht denken,
und doch werden diese ungeheuer in kupfer gestochen“ 4),
og en kolossal Gruppe a f samme Mester, M erku r og A rgus,
— til højre for den store A llé i Fredensborg Slotspark, —
„ist alles, was man elendes sehen kann“ 5).
H eri har nu
vist nok Ramdohr Re t , om han end kunde have anvendt
mindre knusende U d tryk ; derimod finde vi hans D adel
over B arattas Samson i Rosenborg Have overdreven og
hans Anker over Obelisken ved Bern storff og over F r e
derik V .s Rytterstatue kun lidet begrundede.
M ange a f
hans Bemærkninger over M alerier og andre Kun stsager
synes os ogsaa uheldige. Om Akadem iet ytrer han, at det
kun er et Slags O rangeri, som holdes til Fyrsten s og
*) Akad. Dagebog, 1790.
2) ßejse nach Dänemark, Hamburg 1792.
3) Kan efterlæses i Minerva for Avgust 1792, 203.
4) Ramdobr, 234.
6) S., 235.