213 / 297
198
den 23. September rejstes paa A ssistens K irkegaard det
fem A len liøje M o n u m e n t o v e r B o r g e m e s t e r P e d e r
U l d a l l (død den 1 1 . November 1798), der forekommer os
at være et af Kunstnerens svageste A rb ejd e r: i en Niche
en siddende Themis, der peger paa e nU rn e 1), — og ende
lig blev den 2. November i Trinitatis K irk e opsat et M in
d e s m æ r k e o v e r K o n f e r e n s r a a d T e r k e l K l e v e n -
f e l d t (død den 14. A p ril 1 777) med den afdødes Portræt-
medaillon i hvidt italiensk Marmor, a f fortrinligt A rb e jd e 2).
F o rsøg til en Karak teristik a f W ied ew e lt som
Kunstner, Akadem iker og M enneske.
V i nærme os nu til Enden paa Wiedewelts lange
Kunstnerbane. Fø r vi imidlertid berette, hvad vi vide om
den fortjente Oldings sidste Dage, ville vi efter ringe Evne
forsøge at give en Karakteristik af ham som Kunstner,
som Akademiker og som Menneske.
Som Billedhugger er Wiedewelt uden Sammenligning
den største, Danmark har frembragt før Thorvaldsen. Hos
Coustou lærte han til Fuldkommenhed Marmorets tekniske
Behandling; hans sunde, ufordærvede Kunstnernatur, hans
forholdsvis korte Ophold i Paris, og den Omstændighed,
at han ikke i Coustous Værksted fandt Lejlighed til at
optræde som selvstændigt skabende, bevirkede, at han ikke
gik til Grunde i Dekadencens Svulst og Unatur. I Rom fik
han ved sit inderlige Forhold til Winckelmann og sit ved
holdende og grundige Studium af Oldtidens klassiske Vær-
x) Mskpt. 1396, n. — Nu meget medtaget.
s) Mskpt. 1396, n.