215 / 297
200
gen for bred, Læberne for fyldige, Hagen for afrundet
Nakkepartiet ikke fremtrædende nok; Hals og Skuldre fore
komme os ofte at være for kraftigt formede, Lemmerne
ere for trinde, Hænder og Fødder for store. Muskulaturen
kommer ikke til sin E e t , D raperiet, der undertiden
er mesterligt behandlet, kan nu og da lide af en vis Stiv
hed i Foldekastet, lige som den nys berørte bugtede Diago
nallinie ofte kommer til Syne, og det synes os derhos i
Eeglen at tilhylle-for meget af Figuren. Udførelsen kunde
af og til være noget omhyggeligere, hvilket allerede den
samtidige Hennings bemærkede1). Derimod udmærke hans
Statuer, især de senere, sig ved en ren og stræng Simpel
hed i Anordning og Stilling, ved en kysk og ædel K a rak
ter, ved sand plastisk Eo og Værdighed og ved en vis,
ubeskrivelig, blid, vemodig Ynd e, der efterlader et velgjø-
rende Indtryk, selv fraset deres Ufuldkommenheder.
Disse ere, som man vil have set, saa godt som alle
Eeminiscenser fra Barokstilen. Wiedewelt har med Kæmpe
skridt fjernet sig fra denne, men den forfølger ham, holder
ham fast ved hans Klædebon og hindrer ham i at naa den
rene Kilde, Antiken. Som Me n g s hørte han til en Gene
ration af Kunstnere, som levende følte Nødvendigheden af
at ty til denne, men som ikke formaaede at gjøre Skridtet
helt ud. „Tidens Fylde var endnu ikke kommen!2) “ .
D e t v a r i kke W i e d e w e l t f o r u n d t a t v æ r e den
g r æ s k e K u n s t s G j e n f ø d e r . Men han er den første
her i Norden, som i Ord og Gjerning har prædiket dens
Evangelium . Han staar paa Kunstens Vej, som en Mile
sten , midt m ellem Dekadencens dybeste Fo rfald og
Skulpturens herligste G-jenfødelse, mellem Coustou og
Thorvaldsen3).
J) Essai, Side 97 ff.
2) Justi II, 84.
3) Sammenligner man Wiedewelts Statuer med hvad der før hans
Tid var indført hertil eller udført her i Landet af fremmede
Kunstnere, som Qvellinus, Amoureux, Baratta, Pezold, Stanley,