113 / 163
113
siden 1929—30 allerede nedbragt med ca. 275 000 Kr., med den nu foreslaaede
nye Nedsættelse andrager Besparelsen altsaa et saa stort Beløb som ca. 325 000 Kr.
Til Skuespillønninger blev der i 1929—30 brugt 331 400 Kr. og til Opera
lønninger 259 000 Kr. Paa det nye Budpet er der hertil regnet 290 000 Kr. og
200 000 Kr. samt 15 000 Kr. til Gæstespil, altsaa ialt 505 000 Kr. mod 590 400 Kr!
i 1929—30. Udgiften i 1929—30 laa altsaa ca. 17 pCt. .over den nu be
regnede Sum.
Under Administrationens Lønningskonto er der taget Hensyn til, at der
maa ske endelig Besættelse af Stillingerne som Økonomiinspektør og Hoved
kasserer. For at det til Sceneinstruktion afsatte Beløb skal holde, maa der ske
Reduktion baade i Antal og i Lønning; paa den anden Side maa der saa i ikke
uvæsentlig Grad regnes med Anvendelse af fremmede Sceneinstruktører. Den
nye Reduktion af Lønningskontoen ved Skuespillet kan ikke gennemføres uden
Afskedigelser, men antagelig vil der ved Provinsvirksomhedens Udvidelse kunne
bødes herpaa. Jeg mener, at Teatret kan komme igennem med det afsatte Beløb,
men da Personalet af Hensyn til det vekslende Repertoire og de ret talrige Stykker
med en lang Rolleliste maa være stort, maa det betragtes som givet, at man med
den afsatte Sum ikke har nogen Mulighed for at have alle de Førstekræfter knyttede
til Det kongelige Teater, som egentlig hører hjemme dér. Og det til Gæstespil
afsatte Beløb er meget beskedent, da det ogsaa omfatter Operaen. Baade for Skue
spillets og for Operaens Vedkommende maa det erindres, at der ogsaa skal be
sættes Biroller, og at det at have en Reserve, der i givet Tilfælde kan redde en Fore
stilling, maa betragtes som en Sikring, der vel koster noget, men hvis Afsavn
meget let kunde koste langt mere. Dersom man vil have blot nogenlunde Sikkerhed
for at kunne gennemføre sine Forestillinger, kan man næppe nedbringe Operaens
Lønningskonto yderligere. For Ballettens Vedkommende er der regnet med en
yderligere Reduktion, der vil føles uretfærdig og hæmmende, men dog ikke vil
gøre afgørende Indgreb i den danske Ballets høje Standard eller i afgørende Grad
svække dens Ydeevne. For Korets Vedkommende kan ingen yderligere Reduktion
ske. For Kapellets Vedkommende henvises til den særlige Omtale af Kapellets
Forhold.
Under Kommissionsforhandlingerne har der rejst sig særlige Spørgsmaal
med Hensyn til det lønnings- og pensionsmæssige Forhold for hver af de kunst
neriske Personalegrupper. — For Skuespil- og Operakunstnernes Vedkommende
er der spurgt, om man ikke igen skulde gaa over til i højere Grad at give Ansæt
telse i pensionsgivende Stilling, og om det ikke var muligt og rigtigt at anvende et
noget fastere Lønsystem ogsaa for de Kunstnere, der ikke er ansat med Pensions
ret. Med Hensyn til det første af de nævnte to Spørgsmaal vil jeg gerne fremhæve,
at det efter min Opfattelse ikke alene er en Betryggelse for Kunstnerne, at deres
Tilknytning til Teatret fastlægges ved en pensionsgivende Ansættelse og den der
med .følgende Sikring for dem selv, naar de gaar af, eller for deres nærmest paa
rørende, men at denne faste Tilknytning ogsaa er af meget stor Betydning for
Teatret, baade kunstnerisk og økonomisk. Da Alderdomsforsørgelsesfonden i sin
Tid blev stiftet, var det netop først og fremmest beregnet paa disse Kunstnere;
efterhaanden er Forholdet blevet det, at medens Kapel, Ballet og Kor helt er i
pensionsgivende Ansættelse, har kun ganske faa af Skuespillets og Operaens sce
niske Kunstnere pensionsgivende Ansættelse; langt den største Del er engageret
paa særlig Kontrakt, som Regel for et Aar ad Gangen. Følgen er, at Teatret hvert
15