179 / 437
ISLAND
15
N u staar v i ved B yens U d k a n t m id t i »H o ltiS «.
Dette O rd s forandrede Be
tyd n in g fo rtæ lle r en sørgelig H istorie .
I Sagatiden betød det Skov, nu betyder
det en stenet S træ kning, saa øde og gold, at m an næsten ikke kan tro, at den
nogensinde kan b live til d yrk e t L a n d .
R eykjaviks Omegn er meget ufrugtbar, en
U d læ n d in g kunde vist ikke se noget sm ukt i d e n ; men det er ingen O verdrivelse,
naar jeg siger, at vi Islæ ndere b liv e r bløde om H jæ rte t, naar vi ser paa denne
stenede J o r d ; det er for os, som v a r den et Saar, vi maatte forsøge at læge. Og
vi ser næsten med Øm h e d paa de smaa B lom ster, som v o ve r sig fiem for at
p ryd e den,, de er saa fine og skæ re, som de staar der mellem G ru s og Stene, at
vi ikke næ n ner at berøve H oltet dem for at bringe dem hjem i v o r Stue. Deies
D u ft er ikke stæ rk og berusende, men svag som den er, m in d e r den os om v o r
B a rn d om , da vi uden Sam vittighedsnag sam lede T im ia n i H oltet til den dejlige
K o p T h e , som selvfølgelig va r saa langt at foretrække fo r den, vi ellers
skulde
drikke.
*
Med Stolthed viser jeg D em en stor grøn Plet m id t i den graa
OskjuhlW
(Askeli) lige o ve rfo r os. Det skal blive til en Skibane; Byens U n g d om sfo re n in g e l,
unge M æ nd og unge P ige r h a r med egne Hæ n d e r ryd d e t og d yrk e t denne Plet
i deres F ritid .
Store S træ k n in g e r b liv e r efterhaanden opd yrkede i R eykjaviks
Om egn og o ve r hele Landet.
Læ n g e re m od Vest ligger Beneventum .
Navnet, der v a r hugget i de høje
gam le K lip p e r, fortæ ller, at h e r v a r der L y for alle Vinde.
H e r gik vi hen, naar
v i skulde paa »S k o v «tu r; det lille Ildsted findes der forhaabentlig endnu.
F o r-
haabentlig — for Beneventum er dødsdøm t.
N u b liv e r K lip p e rn e sprængt for at
skaffe Materiale til H a vn en.
U d vik lin g e n h a r ingen sentimentale Skrupler.
H v o r h a r R e yk ja vik dog fora ndre t sig alene i m in T id . Bækken, som maatte
erstatte os K ana le r, er blevet fyld t op.
Borte er den store K lip p e paa » T u n «e t
foran v o rt H u s, h v o r det v a r saa ganske sikkert, at der boede »H u ld u fo lk « (Alfer),
en Venindes M o r havde jo selv set en blaaklædt K vin d e forsvinde der! Borte er
de gam le tjæ rede, franske Huse, h v o r de godmodige Sømænd plejede at kaste de
dejligste Messingkors og Rosenkranse ud til Børnene.
Borte er de alvidende
V an dbæ rersk e r, der altid samledes til interessante D iskussioner ved Vandpostene.
Dengang havde vi h verken V a n d væ rk , Gas, K loaker, Te le fon eller Telegi af.
Det
er altsammen komm et i Lø bet af nogle faa Aar.
Ja, nu h a r vi endog faaet
A u tom o b ile r, og længe kan det vel ikke vare, inden der anlægges en Jæ rnban e
paa Island.
E n ejendomm elig B lan din g af gammelt og n yt g iver R e yk ja vik sit Sæ rpræ g.
Meget af den Hygge og den glade Naivitet, der tilhørte de gode gam le Dage, findes
h e r e n d n u ; men sam tidig er m an saa levende interesseret i alt, hvad der foregaar
»derude« i Verden, saa glad over at faa L o v til at opleve al denne U d v ik lin g .
Jeg synes, at R e yk ja vik er som en ung K vin de, der v a r fattig, da hu n giftede sig,
og ikke fik noget U d s ty r, men som de rfor glæder sig saa meget mere over h ve rt
Stykke, som h u n efterhaanden faar Raad til at anskaffe sig; men K ø ben ha vn er
den rige Borgerdatter, der fik hele sit U d s ty r som Gave fra sine Fo ræ ld re .
Men nu kan De selvfølgelig ikke lade væ re med at drille m ig, kæ re Alum ne .
Jeg er komm et b o rt fra Sagen - - paa K vin d e vis, siger De foragteligt.
De kan
egentlig ikke se ret mange S p o r af den
islandske
K u ltu r, som jeg h a r prøvet paa