182 / 437
18
ISLAND
m an kiggede u n d e r den løftede A rm paa en Synsk, kun de m an se dem ! Da blev
den store K lip p e dernede i Dalen til en Alfekirke, ved Aftentid kunde m an h ø re
K lo k k e rn e ringe og se Præ sten i fu ldt S k ru d for Alteret. Juleaften eller N yta a rs -
nat h o ld e r A lferne Flyttedag, og da k om m e r de usynlige Gæ ster paa Besøg rned
Dans og Sp il.
D e rfo r skal alle Væ re lse r væ re oplyste, for at de skal føle sig
hjemm e. Og H u sb o n d e n gaar u den fo r D ø re n og b y d e r dem v e lk om m e n : »K om m e
de, der v il, og gaa de, der v il, uden Skade for m ig og m in e «. — D a T ro e n paa
Alferne blev m in d re alm indelig, gik denne Skik af B ru g
men endnu p le je r
m an paa Isla n d at lade L y s b ræ n d e i alle Væ relse r hele Ju le - og N ytaa rsnat. —
M an skulde holde sig gode V e n n e r med Alferne, for de v a r mægtigere end M enne
skene, sagdes der, dog ram te Sorgen dem lige haardt.
Og man fortalte om
Alfen i K litte rn e der stedse længtes m od sin V eninde — »ude ved de blaa Ø e r«
langt ude paa F jo rd e n .
I stille V e jr kunde man h øre hans Sang.
U ti ert ]>u vib eyja r b ia r,
U d e er du ved Ø e r blaa
en eg er seztur ab' d ro n g um ,
— m ig K lip p e r indestænge - -
b lom in n fagur kvenna k la r
o, d u B lom st saa skæ r som faa,
kalla eg til j)in lo n gum .
jeg k a lder paa dig længe.
Men langt inde i Islands H ø jla n d d e r oppe mellem Jø k le rn e , h v o r der kun
findes Sande, H e d e r og vidtstrakte L a vam a rk e r, h v o r det er saa øde, at m an kan
ride flere Dagsrejser uden at finde F o d e r til Hestene, — der b o r de Fredløse.
D e r findes dejlige Dale, som ingen kender, uden de faa, der h a r fo rvild e t sig hen
til deres Boliger. — Og naar man i S k um rin g e n rid e r hen ad den øde Vej, jage r
m an afsted af Bædsel for at møde dem .
T ro e n paa disse gam le Sagn er ved at dø ud, ku n meget gam le Mennesker
og B ø rn tro r nu paa A lfer, og ingen tro r vel paa de m ystiske fredløse mere.
Den sidste gam le O rig in a l, som b lin d t troede paa dem og i sin store N a ivite t søgte
oiu Understøttelse fra Altinget for at drage paa H æ rfæ rd im o d dem , er død for
nogle faa A a r siden.
Men endnu er O ve rtro e n ikke uddø d paa Island.
E r ikke O v e rtro U d try k
for noget æ ld gamm elt hos M enneskeslæ gten, som stadig y tre r sig u n d e r nye
F o rm e r? B u n d e r det ikke altsamm en i Følelsen
af v o r Afm agt og U vid e n h e d ?
Selv om Islæ n d e rn e ikke længere tro r paade g ru fu ld e 'g am le H is to rie r om Gen
gangere og Slægtsfylgjer, saa gaar der stadig sære Sagn om u fo rk la rlig e Hæ ndelser.
Selve Videnskaben anerkender, at der findes noget, de r hedder den sjette Sans.
Mange Islæ ndere h a r levet og le ve r end nu, de r bevislig h a r væ re t fjæ rnsynte.
D e rom h a r vi utallige Sagn. — Man kan le ad denne T r o paa noget u fo rk la rlig t
og kalde det H yste ri.
Maaske ikke helt med U rette. Islands vild e og storslaaede
N a tu r, som kan v irk e saa v id u n d e rlig frigøren de paa Sindet, kan ogsaa knuge
det med Bædsel.
Men det kan ogsaa tænkes, at i E n som h e d og Stilhed faar
Sjæ len Ro til at modtage In d try k , som gaar tabt i Storbyens L a rm og Jagen. Og
det er ikke den sjette Sans alene, de r gaar tabt.
Sjæ lens F ris k h e d og M odtage
lighed viger for denne Blaserthed, der betragtes som et sikke rt Te g n paa K u ltu r.
Det er E ve n ty re t om Nattergalen i K in a i en n y F o rm .
Man gaar i Te a tre t,