GAHagemannsKollegium

SKÆBNE

dette og de i det hele trykkende forhold hjemme voksede han op med hele

barndommens lykkeverden i behold, lyssindet og venlig mod alle. Skole

gangen blev en eneste kæde af slagsmål og godhed til alle sider, en hvirvel

vind af gale spilopper og oprindeligt humør. Især var fjorden hans og

kammeraternes legeplads. Om vinteren, når issplinterne raspede og føg

under de hulslebne træskøjter. Sommeraftener, når de dryppende drenge

kroppe skyllede sporene af det svedige dagsarbejde af sig, sorte, dansende

silhuetter mod den røde vesthimmel. Eller da han som fjortenårig havde

erhvervet sig sin første bøsse, et slidblankt mordvåben, der ikke var uden

fare hverken for vildtet eller ejermanden, de lyksalige, bittertkolde efterårs

aftener han tilbragte, siddende på hug ude i de rastende rørbuske, alene

med høstvindens sus og de hvileløse trækfugleflokke under den våde

himmel.

Hans godsindethed og strålende humør vandt alle, kun ikke moderen

og broderen. Hun forhærdede sig stadig mere overfor sin førstefødte, omgav

sig med en utilnærmelig kulde, der vel også hos hende inderst inde havde

sin rod i bristede illusioner. I overgangsårene søgte han nogle gange at

vinde hende, kom en og anden gang daskende med et knippe ørred eller

en vildgås, som hun skulde have. Det var knapt hun takkede ham. Så

opgav han det, tænkte tilslut ikke videre derpå; det indgik som selvfølgeligt

led i hans verdensbillede.

Forholdet til broderen var ikke bedre. I skoletiden var nogle forsøg

fra dennes side på sladder overfor skolelæreren blevet hævnet med tørre

hug. Siden krøb Kristen i skjul. Hjemme var det moderen, han tyede til;

hendes fortørrede sind skatfede sig udløb overfor denne søn, som hun ødslede

ajt på. — Men uvenskabet mellem brødrene bidrog også til at fjerne Anders

fra moderen. Forældrene delte så sønnerne imellem sig. De gik der i

hjemmet som to forskellige racer, lyse og mørke.

Alt dette synes dog ikke at trykke Anders stort, der skulde meie til.

I rent legemlig henseende trivedes han som en ung vild, blev bred over

brystkassen, hårdlemmet og høj. Øjnene lå dybt inde i hovedet på ham i

den værste voksetid, der var næsten altfor mange kræfter i ham en o’sei-

gang. Gik han over gårdspladsen, måtte han absolut fare over et ellei

andet og svinge det et par gange rundt; han gik på tæerne med benene

buede af bare spændstighed. Den sommer han fyldle atten år, gik han til

session og blev taget til fodfolket.

Samme efterår forlovede han sig med datteren fra nabogården, en glad

og frisk pige med smilehuller og meget kild i kroppen ; ret en type på en

kærnesund og hjertelig ubegavet pige, ejegod og struttende al humør. Skønt

han naturligvis ikke gjorde sig det klart, har han sikkert ikke haft lyst på

en pige af moderens intelligens. Else var den rette tor ham, og han tindrede

som en sol over sin lykke, løftedes frydefuldt og saligt ovenud af de daglige

forhold ligesom huse og haver i de himmelspejlende hildringer på fjorden i

soldis.

Næst efter ham selv var forlovelsen til mest glæde for faderen ; han gik

og varmede stumperne af sin egen lykke i sønnens himmelfryd.