191 / 437
SKÆBNE
27
Omme i nabogården sad de fredeligt ved aftensgrøden, endnu stive i
trækkene af begravelsesminerne fra formiddagen, da døren gik op, og Anders
stod paa tærskelen, bleg, med øjnene flakkende vildt. Da han fik øje på
Else, sprang han ind i stuen, men i det samme rejste manden sig og gik
ham tungt og uvejrssvangert imøde. De to mænd målte hinanden tavst med
øjnene en tid, så kom det lavmælt og hvast:
Bi lidt, god karl, her har du ingenting at komme efter.
Anders så forvildet på ham, som om han ikke forstod, hvad han
sagde; så gled hans øjne hen på Else. Hun forsøgte at møde hans blik,
men det glippede for hende; hun blev rød, lagde så hovedet ned i hænderne
og brast i gråd.
Da Anders så det, ravede han et skridt tilbage som under et slag. Med
en sidste kraftanstrengelse rettede han sig stramt, samlede stuen med de
blege, forskrækkede ansigter i et enesle blik, så faldt hans hoved bi at foi-
over, ligesom der brast noget inde i ham. Han vaklede mod døren og for
svandt ud i mørket og blæsten.
Dagen efter blev han fundet et par mil længere sydpå, tilsølet og for
kommen, halvt umælende, med tomme øjne. Da han var i uniform, trans
porteredes han til Viborg, hvorfra han nogle dage senere hjempermitteredes
til sin forsørgelseskommune som på grund af sindssyge udygtig til al krigs
tjeneste.
Endnu for en halv snes år siden kunde man se ham der på egnen.
Han gik på omgang i gårdene, kunde jo nok grave i haverne og udløie
lignende arbejde for føden. Årene havde taget på ham, den føre krop var
krummet før tiden. Han var dårligt klædt; over det tykke, hvide har sad
en højpullet kasket. — Bedst som han stod og gravede, kunde han under
tiden standse med arbejdet, lægge spaden fra sig og tage kasketten af. Udfra
foret i pullen fandt han så en lille bunke snavsede og slidte breve frem,
tog et af dem ud og begyndte at læse det, langsomt formende ordene med
de tykke læber. Det var Elses breve fra forlovelsestiden.
Over dem kunde han stå i timevis, trofast følgende de skæve linier
med de tunge øjne, mens timerne gled og dagen vendte over hans hvide
hoved. Hans sjæl var langt borte fra virkeligheden, dvælede en tid lykkeligt
og smerteløst i
det
store minde, som hans formørkede sind tilsidst lukkede
sig over.
HOLGER SANDVAD.