189 / 437
SKÆBNE
25
Moderen var forsåvidt heller ikke utilfreds med valget. Hun havde ikke
lyst til at slås om magten med en klog svigerdatter; desuden holdt de
seksten malkekøer på nabogården.
Om vinteren blev Anders indkaldt som soldat til Viborg. Else og han
skrev tit til hinanden i denne tid; hendes breve var ham en stor glæde,
inderligt velmente og dårlige, men alligevel med en vis lunhed af hende
selv bag de stive sætninger.
Han kom hjem i juleferien, en stor, bla soldat, dei oversti alede alt og
alle med sjælefryd. De fire dages permission gik i en eneste jubel. Ved
julegilderne hvirvlede Else som en top i hans henrykte aime.
Faderen gik forresten og skrantede, men glædede sig ved sønnens nær
hed. Der var ham noget koldt hjemme, når Anders var borte. Sønnen var
også glad for faderen, men alligevel mest sammen med sin kæreste. Gamle
Jeppe så fra slagbænken langeligt efter hans mørkeblå ryg, når han stilede
over mod nabogården.
Hen på foråret blev den gamle syg. Han var taget på fjorden en iskold
martsdag med haglbyger piskende over de krappe småbølger, der sortnede
i blæsten. Næste dag lå han i sengen stærkt forkølet og med smerter i
siden. Da doktoren langt om længe blev hentet, var det heftig lunge
betændelse. — Ane, konen, var altid over ham i de dage. Den smule
humør, som sygdommen og de tunge tanker levnede ham, ødelagde hun
ved talrige hentydninger til de ting i hans tidligere liv. som han selv pintes
af. Sommetider afveksledc hun i sin behandling ved at læse grufulde
helved beskrivelser af gamle opbyggelsesboger. Med grusom beregning stræbte
hun frem mod et bestemt mål, som længe havde været hende i tanker: at
få manden til at opsætte testamente og lade den yngste søn få gården.
Jeppes ophidsede og syge sind var en let modstander for hendes bereg
nende snuhed. Netop fordi det gjorde ham så ondt at berøve Anders gården,
forekom det ham rimeligt, at denne opofrelse kunde være soning for hans
egne tidligere synder. Alligevel strittede han længe imod, skønt halvt lammet
under Anes kolde øjne. Endelig en mørk aften med hylende vindstød
klirrende i ruderne, pint, som han var, af brændende smerter i brystet og med
røde ildsluer hoppende op og ned i sin ophidsede fantasi, gav han efter.
Nabomanden, Elses fader, blev tilkaldt som vidne, og papiret lovformeligt
opsat. Rede penge var der ikke mange af i gården; nogle hundrede daler
blev Anders’ part. Jeppe vred sig bag sengeforhænget, men Ane stod over
ham uden at slippe ham med øjnene.
Da de var færdige, blev den syge ladt ene i mørket, medens de andre
drak kaffe i køkkenet. Ane havde sine hensigter med det; det var ikke
hendes agt at lade sig nøje med, at gården blev taget fra Anders. Hun an
tydede forsigtigt, men ikke til at misforstå, den mulighed, at Else alligevel
kunde blive kone i gården. Nabomanden, en benet, surøjet gamling med god
forstand på pengesager, var ikke uimodtagelig for ideen. Det var jo gaet
ham til hjertet, at hans datter skulde miste gården, og desuden havde han
egentlig aldrig yndet svigersønnen; hans egen nærighed reagerede uvilkårligt
mod den udstrømmende gavmildhed, der var Anders’ væsen. — Ane smilede