195 / 437
BESØG I »THE METROPOLIS OF THE POTTERIES«
31
Lerjord; Vejene er eet sort Ælte, og paa Grund af den fugtige Luft bliver
de sikkert heller aldrig anderledes. — — Det hele ser interessant, men
trøstesløst og »sort ud«.
Hanley er en By paa 65 000 Indbyggere, i engelske Øjne altsaa en lille
By; om selve Jernbanestationen er der store Tomter, og de faa Mennesker,
jeg spørger om Vej, forstaar kun med Besvær mit vistnok dog nogenlunde
gode Engelsk.
Da jeg endelig staar ved mitMaal, sank mit Humør rigtignok adskillige
Grader. — Var det Verdensfirmaet »Johnson Brothers«?
den gamle
Rønne! ikke Spor af Fabriksbygninger, Travlhed eller noget, der kunne
sige mig, hvor jeg var. End ikke et Skilt eller Navneplade! — nej! det var
vist egentlig en Fiasko! ofre en hel Dag i en væmmelig snavset Egn uden
at faa dens interessante Sider at se!
Naa, nu da jeg endelig var kommet her, maatte jeg naturligvis søge at
faa saa meget ud af det som muligt, men jeg kan ikke nægte, at jeg be
gyndte at tage Sagen fra dens mere komiske Side.
Gennem en jævn tarvelig Hørkræmmerbutiksdør kommer jeg ind i et
»Kontor«, hvor der sad 2 Purke — det var vel »Kontorpersonalet«! — Jeg
spørger efter Mr. Johnson — nej, han var ikke at træffe;
jeg afleverer
min Introduktionsskrivelse, hvorpaa den ene af Purkene forsvinder og lader
mig hvile — staaende — i over en god halv Time.
Da han endelig returnerer, maa jeg følge ham
hen over en mægtig
Fælled, der mest af alt lignede en Brandtomt, — til en stor Bygning, der
saa ud til at være forladt af Mennesker, uden Døre og Vinduer — det saa
i det hele taget nærmest ud som om hele Fabrikken var brændt af, og
denne Ruin samt før omtalte Rønne var de endnu mere seværdige Dele.
Min Purk gik nu hen til en Klynge af 5—6 Herrer, der stod midt i det
store Rum inde i Bygningen; — de lod dog ikke til at være særlig oplagte
til at lade sig forstyrre; — endelig — ved Hjælp al min Skrivelse, dei nu
omsider naaede i de rette Hænder, begyndte »Snebolden at rulle«. -
Mr. Johnson kom elskværdig hen til mig og gav mig straks Løsningen paa
det Spørgsmaal, der sikkert ret tydeligt stod at læse i mit Ansigt:
Fabrikken var ikke brændt — denne mægtige »Brandtomt« var nylig blevet
købt af »Johnson Brothers« for dér at foretage en nødvendig Udvidelse af
Virksomheden fra 4000 til 8000 Arbejdere; det krævede nemlig stor Plads
ikke alene til Bygninger, Oplagspladser m. m., men ogsaa at Hensyn til
Arbejderboliger, der af praktiske Grunde gerne skulde ligge saa tæt ved
Arbejdstedet som muligt.
Jeg blev ført gennem det enorme Areal og fik forklaret bele Udvidelses-
projektet.
Da vi kom tilbage til »Kontoret«, fløj Purkene op fra deres 1 ulte og
fik pludselig saa meget at bestille. Med en Bil naaede Mr. Johnson og jeg
hurtig det »gamle« Værk ca. 3 Kilometer derfra.
Ja det var noget ganske
andet _ 0g dog saa vidt forskelligt fra de mægtige Fabrikskomplekser, man
træffer andre Steder f. Eks. i Tyskland. — I al sin
enorm e
Udstrækning
havde Værket en ejendommelig privat og familiær Karakter, i en vis Foi-