186 / 437
2 2
SKÆBNE
S K Æ B N E .
G
å r d e n
ligger lige ud mod fjorden. Ikke hundrede skridt ira dens mosgrå
syldsten begynder de store lavvandede strækninger, blanke, himmel
spejlende vader, der er kantede af bøje rør og plettede af groende sivbuske.
Halvforfaldne står de lave længer i den evige blæst, skiftende udseende
efter årstiden som levende væsener, sorte mod himlen i de regnfulde august-
aftener, når andetrækket svirrer tonende henover de indsunkne mønninger,
eller glitrende hvide i de klare vinterdage op mod den blårøde frostluft i
synsranden. Set oppe fra amtsvejen løfter gården sig som et muldvarpeskud
mod fjordens perlemorsglans, en lav og fredelig menneskebolig uden ydre
tegn på det totale lykkeforlis, der et par menneskealdre tilbage har fundet
sted indenfor de lave døre.
I forbigående sagt er det nok værd at lægge mærke til, hvordan
skæbnen går tilværks, når den vil ødelægge et menneskeliv. Det sker sjæl
dent ved et enkelt vældigt tordenslag, en funklende udladning af kræfterne
fra oven, der knuser den elendige i et dommedagslvn, og som så bliver
genstand for udødelig besyngelse i de næste tusinde år. Langt hyppigere
er det en række af meget mindre slag, som hver for sig vilde kunne bæres,
men som netop ved deres tal og stigende vægt
knuger ofret i knæ.
Et sammenbrud af denne art, en dødsens smertelig proces, som for
vandlede et rigt anlagt menneskeliv i frodigste
vækst til en blindet ogarm
tilværelse under kolde stjerner, er det, der herskal lortælles om.