361 / 437
TALE HOLDT D. 27. SEPT. 1917.
Tale h old t ved festen d. 27. septem ber
1917 a f in sp ek tion sform anden, stud. m ag.
N. C. Jensen.
D
e t
er nu snart halvandet aar siden, G. A. Hagemann døde. Vi har i
den tid, som er gaaet siden da, ofte talt om ham, ofte tænkt paa, hvad
han var som menneske for os og andre, og ofte drøftet hans betyd
ning tor det samfund, hvori han levede. Kort og godt: Vi har prøvet paa
at gøre vor gæld til ham op. Og vi har gennem artikler i bøger og blade
set hans liv og gerning belyst og værdsat af andre. Men det forekommer
mig, at der er noget, som baade vi og de andre, som har talt og skrevet
om ham, har glemt; der er noget, vi ikke rigtig har formaaet: at se den
andel, hans hustru har haft i hans livsværk. Vi har nok tænkt paa
hende og har følt, at vi ogsaa til hende stod i en dyb taknemlighedsgæld.
Men hendes værd som menneske, hendes indsats i livet, det, hun som
selvstændig ejendommelig personlighed har ydet, har vi ikke rigtig kunnet
tinde de rette udtryk for. Vi er nu for første gang efter G. A. Hagemanns
død forsamlede for at fejre hendes fødselsdag under de samme former som
i gamle dage. Jeg synes da, at den smukkeste opmærksomhed, vi i den
anledning kan vise hende, er at gøre et forsøg paa at bringe ogsaa hende
den hyldest og den tak, hun fortjener, for det arbejde, hun har udført og
for det, hun har været.
At værdsætte en mands arbejde, at paapege hans fortjenester er i reglen
let. Man kan altid sige: Han har gjort de og de videnskabelige opdagelser,
han har stiftet de og de selskaber, og han har opfundet den og den maskine.
Hans værk ligner billedhuggerens: Det er noget blivende, det er frembragt
af noget materielt, det kan ses, det kan vises frem for de mange, og det
kan overleveres til efterverdenens beundring. Men at indse betydningen af
en kvindes liv er ofte vanskeligere — og jeg tror ærlig talt, at det er noget,
vi mænd endnu ikke har lært. Thi det meste af det, kvinden skaber — og
jeg tror det værdifuldeste og det smukkeste —, er noget, som kun eksisterer
i momentet, noget immaterielt, noget, man ikke direkte kan gribe med sine
sandser, vise frem og sige beundrende: »Se!«
De sange, der blev sunget ved vor vugge, al den omsorg, al den ømhed,
alle de smaa og store kærlighedsgærninger, som kvinden yder os fra vugge
til grav, det er altsammen ting, der er ligesaa værdifulde i menneske
livets husholdning som de materielle værdier, mændene skaber. Men de
kan ikke som disse ses, vises frem og opbevares. Og derfor kommer man
saa let til — ikke just at underkende deres værd, men at overse den.