364 / 437
GRØNLAND.
E rn st H ansen.
r s s k r i f t r e d a k t i o n e n
h ar bedt m ig skrive om Grønland, hvad je g er
lidt ked af. F o r det første fordi det aldrig h a r været m in Hensigt, fol
det andet fordi je g ikke kender næ r nok til L a n d e t til at kunne gøre det
ordentligt. J e g vil derfor fatte m ig i al Korthed.
E n Rejse til G rønland byder p aa to store Oplevelser — den første, som
je g ikke her sk al k omm e ind p aa, er Havet, den and en er selve Landet.
Det første Bud om L an d e t var en Fu g l, der en Aften søgte Hvile i
Sk ib ets Rigning, en stor dejlig F a lk , s a a træt den var, og vi var m an g e Mil
til Havs. Det er ikke den, je g h a r tegnet — denne v a r der nok ingen, der
tænkte p a a at skyde. Det næste v a r et Isfjeld, ikke særlig stort — men
alligevel et Isfjeld, der h avde en iøjnefaldende L igh e d med et Plov jern —
— et til — to — tre — m an g e Isfjelde. S a a k om L and e t, først en underlig
gullig Ly sn in g over Kimingen — en S la g s Gen skæ r fra Ind land sisen , siden
hen selve Landet. Ikke lave, lange, bløde B a k k e d ra g m ed gule S k ræn te r
og grønne Skove — nej, F je ld ved F jeld — nøgne — d y b b la a , med Sne over
T ind e r og Kløfter og L in je r saa haarde, takk ede og stejle, som m a n ald rig
h ar tænkt sig — blandede med mægtige bløde og runde, og g a n s k e rolige