362 / 437
8
TALE HOLDT D. 27. SEPT. 1917
Kvindens livskunst kunde man maaske bedst sammenligne med tone
kunstnerens. De skønhedsværdier, han skaber, dør fysisk set i samme øje
blik som de fødes, de eksisterer kun i nuet. Kun de faa, der hører
dem, faar del i deres skønhed, og kun for dem faar de umiddelbar betyd
ning. De maa føles og opleves. Vi, der staar udenfor, kan i grunden slet
ikke faa del i dem. Vi kan kun spore dem gennem den forædlende og
inspirerende indflydelse, de har haft.
Ja maaske ikke lignelsen med billedhuggeren og musikeren er saa helt
træffende, men jeg har ikke kunnet finde noget bedre symbol paa de to
sider af menneskets arbejde, som jeg synes paa den smukkeste maade har
udfyldt hinanden hos G. A. Hagemann og hans hustru. Den ene har været
en skaber af de værdier, der tjener det materielle livs behov, den anden en
skaber af de værdier, der nærer hjærtet og følelserne. At vi hidtil har
dvælet mest ved den første side, er naturligt, men vi maa ikke glemme den
anden. Og jeg synes, at der netop nu i aften er grund til at dvæle ved
den.
Naar jeg tænker paa fru Mathilde Hagemann, mindes jeg ofte et digt
af Henrik Ibsen, som hedder »Tak«, og som han engang har skrevet til sin
hustru. Det hedder deri:
Hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i mit kvad.
Hendes maal er at tænde
mit syn i glød,
saa ingen fik kende,
hvo hjælpen bød.
Og just for hun venter
ej tak engang
jeg digter og prenter
en takkens sang.
Jeg tror, at G. H. Hagemann har kunnet sige det samme om sin hustru.
Ogsaa han var jo paa sin vis noget af en digter, ogsaa han havde noget af
digterens skabende fantasi, ogsaa han digtede paa en maade mangt et smukt
kvad. Og naar han ikke alene blev en digter og skaber af materielle vær
dier, men ogsaa af de værdier, der ikke kan maales i penge, naar han blev
saa meget for sine medmennesker som ven, som hjælper og raadgiver, saa
har hans hustru sin andel deri:
Hendes slægt er de skiftende
skikkelsers rad,
som skrider med viftende
flag i hans kvad.