363 / 437
TALE HOLDT D. 27. SEPT. 1917
9
Og n a a r h an fik kræ fter til at udføre alt det, h an fik udrettet, sa a
sky ld es det den hvile, den v ederkvægelse p a a sjæ l og legeme, som h an s
sm u k k e h jem og han s kloge og dygtige hu stru hød h am .
Og n a a r han s
sind altid v a r lyst og muntert, og n a a r han til trods fo r, at h an fik en
h a a rd e r e skæ bn e end m ang e a f os andre, alligevel kund e tale om »mit eget
lykkelig e liv«, s a a k a n h an sikkert takke sin h u stru s understøttende, h jæ l
pende og opmun trend e kærlighed derfor:
Hendes m a a l v a r at tænde
h an s syn i glød,
s a a ingen fik kende,
hvo h jæ lpen bød.
Og ligesom hos Ibsen træffer vi hos G. A. H ag em ann en lys og stærk
tro p a a k v in d en , en dyb ane rkend else a f hendes væ rd som m enneske og
en etisk vu rd ering a f h en d e , der er s a a højt hævet over den g amm e ld a g s
æ stetisk tilbedende ridderlighed.
Han vilde, at hun i livet sku lde være
m an d e n s ligeværdige — noget, der b land t andet fandt sit udtryk deri, at
H a g em a nn s Ko llegium v a r det første, der blev aa bne t og sa a for unge kvinder-
Og kv inden s væ rd h av d e G. A. H ag emann ligesom Ibsen lært at skatte g en
nem sin hu stru .
T il slut vilde je g gerne pege p a a en ting, som je g synes hører til kvin
dens skønneste k ara k te rtræk , en ting, som je g o g sa a i s a a rigt m a a l h ar fundet
hos fru Mathilde H a g em a nn : Det er e lskeligheden , den ubevidste godhed,
den gavm ildh ed , som ikke ser sig selv, som ikke giver for ros og æ ie s
skyld, men fordi det nu engang er dens glæde at give; den g avm ildhed ,
som end ikke venter en tak.
Men ju s t for hun venter
ej tak engang,
vi digter og prenter
en takk en s sang.
Eller rettere sagt: Vi vilde gerne digte og prente en sm u k lakkesang . Men
ingen a f os fik poesiens naadegave.
Vi m a a nøjes med at sam le vore
ønsker, vore følelser og vo r taknem lighed i det ene lille o rd : T a k !