88 / 437
a a r
sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,
og naar skinner Lysene blidest,
hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,
hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?
Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ
og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ
fortæller, at nu har vi
Julen.
Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,
mens vildt over Mosen det fyger,
og Spurvene putter sig ind mod din Dør,
for Vejrets fortørnede Byger;
med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,
hvad Vindene fryser, det Hjærterne tør,
den Lære vi hented hos
Julen.
Til daglig vort Hjærle af tusinde Savn
blev gnavet i mer end i Barken,
og ofte du sendte i Suk etter Havn,
din sidste Due af Arken;
men alt hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,
det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,
der værner tor Hjemmet og
Julen.
Derinde du sidder, mens Haglene slaar,
og hører de hjemlige Klokker,
og Minderne kommer, og Minderne gaar
paa Julens sne-pudrede Sokker;
og Grantræet dufter fra Storstuen ind,
og Børnene ivrer sig røde
0111
Kind
med alt, der skal hænde i
Julen.