GAHagemannsKollegium

BLOMSTER

Men Dagene gaar, den ene efter den anden, de store Blomster bøjer

Hovedet og visner; en efter en klipper jeg bort, for at ikke Knopperne skal

se Døden og Sorgen og ængstes.

Knopperne forstaar ikke, hvorfor de store, dejlige Blomster gaar bort,

de forstaar ikke Døden, men jeg kysser dem og skjuler mine Taarer for

ikke at give dem en Anelse om det, der er Herre over Liv og Død.

Atter gaar der Dage; den ene Knop efter den anden sprænger Hylstret

og folder sig ud.

De betragter hverandre, forbavsede, bedrøvede, de er jo ikke store og

smukke, som deres Mødre, de er smaa og enkelte.

Jeg ser igen deres Tanker: Hvorfor er vi smaa og ubetydelige, hvorfor

er vor Duft ikke stærk og berusende som vore Mødres, og jeg ser paa dem,

fordi jeg vil, de skal læse mine Tanker: I er smaa og svage, fordi I blev

flyttede for tidligt bort fra Jeres Hjem. I laa i Svøbet og drømte om, at

I skulde blive mægtige og rige, I vilde forbavse Verden ved Jeres Skønhed,

Ynde og Duft, og se, all er Forfængelighed, og fra Blomsterne, der bedrøvede

har lyttet til mine Tanker, glider mit Blik hen paa Væggen, der ser jeg et

Dødningehoved grine mig i Møde, under det staar Ordene: All is Vanity.

Det er det bekendte Billede: en ung Kvinde sidder foran et Spejl,

smykket til Fest, i Færd med at lægge sidste Haand paa sin Skønheds

Mesterværk; paa Toiletbordet staar Flasker og Krukker i sirlig Orden, som

de skal bruges; og dette er Illusionen: Set nærved, ser man kun Kvinde,

Spejl og Toiletartikler, en Krukke med sødt duftende Roser mangler ikke;

det er som hun sammenligner sig med dem : I er kun Natur, men se, jeg

staar højere end I, jeg er baade Natur og Kunst. All is Vanity! Billedet

er tegnet saa mesterligt, at set paa Afstand Spejlets Ramme og den hvide

Dug ilyder over i hinanden og danner Omridset af et Hoved, Dødninge

hoved, hvis tomme Øjenhuler er Kvindens Hoved og dettes Spejlbillede, og

de grinende Tænder er Flaskerne og Krukkerne, all is Vanity.

Atter betragter jeg Blomsterne, de har læst mine Tanker ud af mine

bedrøvede Ø jne; hvad hjalp det saa, al jeg fjernede de døde, for at ikke de

levende skulde ængstes for dem og se Dødens Overmagt, de ser af mine

Tanker, at der er noget der er stærkere end de, noget der gør dem svage

og modløse, noget de ikke kan kæmpe imod, del overvandt jo selv deres

stærke, skønne Mødre; alt maa forgaa, Natur og Kunst.

En Trods rejser sig i dem ; jeg ser dem knejse, en bedøvende Duft

fylder Værelset et Øjeblik, — saa bøjer en efter en Hovedet, visnede, døde,

all is Vanity, de vilde ligne deres Mødre, de vilde dufte som de, all is

Vanity.