97 / 437
UPSALA
15
I Betragtning af, at det er Søndag, og min Vens teologiske Kald, agter
jeg som en passende Vederkvægelse at foreslå »sockerdricka«; men jeg kom
aldrig så langt; thi Teologen beordrer med en Stamgæsts Sikkerhed: Kaffe,
Cigarer og en halfva (Punsch forstås). — Jeg holder en smuk Tale på
Svensk og takker ham for hans Elskværdighed, hvorpå han også siger et
Par pæne Ord, og vi smager på den svenske Nationaldrik og lægger langt
bort de besværlige »titlarne«. Da vi nu er bleven Brødre interpellerei jeg
ham naturligvis strax om, hvorfor han ikke — sit Kald tro — havde været
i Kirken om Formiddagen? — T ja! se det plejede han nu også at være —
for det meste — men — jo, se der var en god Ven,
Pelle,
som netop i Gar
havde taget licent. teol. — noget meget fint — og det blev naturligvis fejret
med et mægtigt Knald, der havde varet til langt ud på »Småtimmarne«,
hvisårsag han ikke havde været så morgenfrisk, som ellers
i Reglen — .
Jeg begyndte at forstå, at den svenske Teolog, der har afsluttet sme Studiei
og fået et Kald, møder rustet til sin Gerning med ikke så lidt større Forud
sætninger for at forstå sin Menigheds små Svagheder, end vore »Stuelærde«;
og Samtalen gik nu livligt om Musik, Sport, Kunst, Politik og Literatur, og
alt var han interesseret i og med på. Klokken lidt over 5 kom »Kypaien«
anstigende med et stort Glas, halede vor »Cederlund« op af Iskøleren og
hældte Indholdet i Glasset, som så blev placeret i Køleren, mens Kyparen
forsvandt med Flasken. Jeg forstod ikke rigtig Manøvren, men Forklaringen
kom strax, og er betegnende for Svensken — mellem 5 og 6 er der Guds
tjeneste igen og så er Kaféen lukket, d. v. s. man får Lov at sidde der,
men der maa ikke findes en Punschflaske i Lokalet. Derimod ma der
gerne findes Kølere, og nede i en Køler kan der jo så rart stå et Glas, og
i Glasset kan der jo godt være lidt Punsch. Jeg blev så begejstret over
Svenskens Opfindsomhed, at vi strax måtte forsøge om en »halfva« til
kunde være i Glasset — og se — det gik storartet.
Vi knyttede Båndet mellem de to Lande og de to Folk et lille Nøk
fastere (hvad det såmænd ingen Skade tog af) - og så rullede Tidens Hjul
kun alt for hastigt videre, og jeg måtte se at nå Toget, der nu fører mig
op til det fjerne Nord, mellem Hernosand og Sundsvall, hvor jeg p. . iar
min Residens. Det var med Beklagelse, at jeg så snart måtte skilles fra
min nye elskværdige og intelligente Broder og fra hele dette typisk svenske
Studenterliv, som præger den gamle fornemme Stad Upsala. — Skal vi
nogensinde træffes mere? — måske når du er en gammel »tjock prost«
med en »treflig gumma« i en eller anden Afkrog af Dalarne - maske
aldrig __ hvem ved? — Men jeg vil altid mindes dig og Upsala
stilige
det var I begge t o . --------